Ar på hornhinden er en tilstand, hvor det klare væv forrest på øjet bliver uklart efter en skade, betændelse eller anden påvirkning. Hos nogle giver det kun lette gener, mens det hos andre kan påvirke synet tydeligt, især hvis arret sidder centralt.
Hvad er det?
Hornhinden er øjets klare forreste rude. Den skal være gennemsigtig og have en jævn overflade for at kunne bryde lyset præcist ind mod nethinden. Et ar på hornhinden opstår, når vævet heler efter en skade eller sygdom, men ikke vender tilbage til sin oprindelige klare struktur. I stedet dannes der bindevæv eller uregelmæssigheder i hornhindens lag, som kan gøre området mere mat, hvidligt eller ujævnt.
Et hornhindear kan være meget lille og ligge perifert uden at give mærkbare symptomer. Det kan også være større eller sidde midt i synsaksen, hvor selv et mindre ar kan give sløret syn, blænding, dobbelte konturer eller øget lysfølsomhed. Nogle patienter oplever også irritation, tørhedsfornemmelse eller en følelse af, at der sidder noget i øjet, især hvis arret påvirker hornhindens overflade.
Sygdomsudvikling
Udviklingen begynder som regel med en udløsende skade på hornhinden. Det kan være en infektion, et sår efter et fremmedlegeme, en rift, kemisk påvirkning eller komplikationer ved kontaktlinsebrug. Når hornhinden bliver beskadiget, går kroppen i gang med en helingsproces. Overfladiske skader kan hele pænt op, men hvis skaden går dybere, eller der samtidig er betændelse, kan helingen blive grovere og efterlade uklarhed i vævet.
Hvor meget arvæv der dannes, afhænger blandt andet af skadens dybde, placering og årsag. En overfladisk påvirkning i hornhindens yderste lag kan forsvinde næsten helt, mens dybere skader i stroma, som er hornhindens tykkeste lag, oftere giver varige forandringer. Hvis der har været en aktiv hornhindebetændelse, kan arvævet udvikle sig over dage til uger og senere stabilisere sig. I nogle tilfælde bliver arret mindre tydeligt med tiden, men det forsvinder ikke altid helt.
Forekomst
Ar på hornhinden ses i alle aldersgrupper, men årsagerne varierer. Hos yngre voksne er kontaktlinser, øjenskader og infektioner hyppige forklaringer. Hos ældre kan tidligere operationer, tørre øjne, nedsat hornhindefølsomhed eller gamle infektioner spille en større rolle. Tilstanden er ikke sjælden i øjenklinikken, men sværhedsgraden spænder meget fra små tilfældige fund til udtalte forandringer med betydelig synsnedsættelse. I lande og miljøer, hvor adgangen til hurtig behandling af hornhindeinfektioner er begrænset, ses hornhindear langt hyppigere som årsag til nedsat syn.
Risikofaktorer
Den vigtigste risikofaktor er enhver tilstand, der skader hornhindens overflade eller giver betændelse i vævet. Kontaktlinsebrug, især hvis linserne bruges for længe eller under dårlige hygiejniske forhold, øger risikoen for hornhindebetændelse og dermed ardannelse. Fremmedlegemer, svejseskader, grene, negle og andre mindre traumer kan også være nok til at starte en proces, som efterlader et ar. Virusinfektioner som herpes i øjet er en velkendt årsag, fordi de både kan skade hornhinden direkte og give tilbagevendende betændelse. Tørre øjne, øjenlågsproblemer, nedsat blinkefunktion, tidligere hornhindesygdom, kemiske ætsninger og forsinket behandling af infektioner øger også risikoen. Jo længere tid hornhinden er inflammeret eller åben, desto større er sandsynligheden for, at helingen bliver uklar.
Diagnostik
Diagnosen stilles ved en øjenundersøgelse, hvor hornhinden vurderes i mikroskop, den såkaldte spaltelampe. Her kan man se, hvor arret sidder, hvor dybt det går, og om overfladen er jævn eller ujævn. Samtidig vurderer man, om der stadig er tegn på aktiv sygdom, for eksempel infektion, hævelse, betændelse eller sårdannelse. Det er vigtigt at skelne mellem et gammelt, roligt ar og en tilstand, der stadig er i udvikling og kræver akut behandling.
Synsstyrken bliver målt, og ofte undersøger man også, om hornhindens form er ændret. Et ar kan give bygningsfejl eller uregelmæssig brydning, som ikke altid kan korrigeres fuldt med almindelige briller. I nogle tilfælde bruger man hornhindetopografi eller andre billeddannende undersøgelser for at få et mere præcist billede af overfladen og dybden. Hvis der er mistanke om infektion, kan det være nødvendigt at tage prøver fra hornhinden, især hvis forløbet er alvorligt eller ikke reagerer som forventet på behandling.
Behandling
Behandlingen afhænger først og fremmest af årsagen og af, om der stadig er aktiv sygdom i øjet. Hvis der er en infektion eller betændelse, er det den, der skal behandles hurtigt og målrettet. Det kan være med antibiotiske, antivirale eller antiinflammatoriske øjendråber, alt efter hvad der ligger bag. Ved tørre øjne eller dårlig heling kan smørende behandling og beskyttelse af hornhindens overflade være vigtig. Målet i den akutte fase er at begrænse skaden og mindske risikoen for, at arret bliver større eller mere synshæmmende.
Når arret er blevet stabilt, vurderer man, om det giver så få gener, at man kan nøjes med observation, eller om der er behov for behandling rettet mod synet. Nogle patienter kan hjælpes med briller eller speciallinser, især hvis problemet skyldes en ujævn hornhindeoverflade. I udvalgte tilfælde kan en overfladisk laserbehandling eller kirurgisk fjernelse af overfladisk arvæv forbedre forholdene. Ved dybe eller centrale ar, hvor synet er markant påvirket, kan hornhindetransplantation komme på tale. Det er dog en behandling, man kun vælger, når gevinsten forventes at være tydelig, og når andre muligheder ikke er tilstrækkelige.
Prognose
Prognosen afhænger især af arrets placering, størrelse og dybde. Små perifere ar giver ofte ingen eller kun beskedne symptomer og kræver ikke nødvendigvis behandling. Centrale ar kan derimod påvirke synet betydeligt, selv når de ikke er særligt store. Hvis hornhindens overflade samtidig er ujævn, kan man opleve blænding, nedsat kontrastsyn og svingende synskvalitet, som kan være mere generende, end synsstyrken på en tavle antyder.
Mange hornhindear er stabile, når den udløsende sygdom er overstået, og de udvikler sig ikke videre. Nogle bliver mindre fremtrædende over måneder, men hornhinden bliver ikke altid helt klar igen. Hvis årsagen behandles tidligt, er chancen bedst for et roligt forløb og mindst mulig varig uklarhed. Ved udtalte ar findes der heldigvis behandlingsmuligheder, men resultatet afhænger af det enkelte øje og af, om der også er andre problemer som tørhed, tilbagevendende infektion eller sygdom i resten af øjet. Derfor er vurderingen altid individuel, og det vigtigste er at få afklaret både årsagen og betydningen for synet.
