Fundus autofluorescence er en billedundersøgelse af nethinden, som hjælper os med at vurdere, hvordan de dybere lag i øjet har det. Undersøgelsen gør ikke ondt og bruges ofte som supplement til den almindelige øjenundersøgelse og scanninger, når vi vil forstå forandringer i den gule plet eller i nethindens pigmentlag.
Hvad er det?
Fundus autofluorescence, ofte forkortet FAF, er en fotografering af øjets baggrund, hvor kameraet registrerer et naturligt lyssignal fra nethinden. Der sprøjtes ikke farvestof ind, og det er heller ikke en almindelig farvefotografering. Billedet bygger på, at visse stoffer i nethindens pigmentepitel udsender lys, når de belyses med en bestemt bølgelængde. Det vigtigste stof er lipofuscin, som ophobes i cellerne over tid. Når vi vurderer autofluorescensbilledet, får vi derfor et indirekte indtryk af, hvordan pigmentepitelet fungerer, og om der er områder, hvor cellerne er belastede eller gået tabt.
For dig som patient er det vigtigste, at undersøgelsen kan vise forandringer, som ikke altid er tydelige ved en almindelig undersøgelse. Nogle områder lyser mere op end normalt, mens andre fremstår mørkere. Øget signal kan tyde på, at cellerne er belastede og ophober affaldsstoffer, mens nedsat signal ofte ses, hvor pigmentepitelet er beskadiget eller mangler. Det gør fundus autofluorescence særlig nyttig ved sygdomme som aldersrelateret makuladegeneration, arvelige nethindesygdomme, central serøs chorioretinopati og forskellige betændelses- eller toksiske påvirkninger af nethinden.
Sygdomsudvikling
Fundus autofluorescence er ikke en sygdom i sig selv, men en metode til at følge sygdomsudvikling. Når vi bruger undersøgelsen over tid, kan vi se, om et område i nethinden er stabilt, eller om der sker en gradvis forværring. Ved nogle sygdomme ses først et øget autofluorescenssignal, fordi pigmentepitelet er under pres og ophober mere lipofuscin. Senere kan signalet blive svagere eller helt forsvinde, når cellerne ikke længere fungerer eller er gået tabt. På den måde kan billederne sige noget om, hvor aktiv processen er, og hvor der er risiko for yderligere skade.
Ved tør aldersrelateret makuladegeneration kan undersøgelsen for eksempel vise mønstre omkring områder med geografisk atrofi, som hjælper os med at vurdere, hvor hurtigt forandringerne kan brede sig. Ved arvelige nethindesygdomme kan man se ringformede eller pletvise forandringer, som afspejler sygdommens udbredelse. Ved central serøs chorioretinopati kan autofluorescens vise, om der har været længerevarende væske under nethinden, og om pigmentepitelet er påvirket. Det er netop en af metodens styrker, at den kan vise biologisk aktivitet i vævet og ikke kun den anatomiske form.
Forekomst
Fundus autofluorescence bruges i dag bredt på øjenafdelinger og hos mange praktiserende øjenlæger med adgang til moderne billedudstyr. Selve undersøgelsen er altså almindelig, men behovet afhænger af, hvilken øjensygdom man har eller mistænkes for at have. Den er især relevant ved sygdomme i nethindens centrale område og i pigmentepitelet. Hos ældre patienter bruges den ofte som led i vurdering af makuladegeneration, mens den hos yngre patienter kan være vigtig ved mistanke om arvelige nethindelidelser eller efter påvirkning fra medicin. Undersøgelsen er derfor ikke knyttet til én bestemt patientgruppe, men til en række tilstande, hvor vi har brug for mere præcis information om nethindens funktionstilstand.
Risikofaktorer
Der er ikke egentlige risikofaktorer for at få lavet fundus autofluorescence, men der er risikofaktorer for de sygdomme, som undersøgelsen bruges til at vurdere. Alder er en vigtig faktor, især ved aldersrelateret makuladegeneration. Arvelighed spiller en stor rolle ved flere nethindesygdomme, og rygning øger risikoen for visse forandringer i den gule plet. Derudover kan tidligere betændelsestilstande i øjet, længerevarende væske under nethinden, stærk nærsynethed og i nogle tilfælde medicinpåvirkning føre til forandringer, som ses tydeligt på autofluorescensbilleder. Når vi anbefaler undersøgelsen, er det derfor som regel, fordi sygehistorien, symptomerne eller den almindelige øjenundersøgelse giver mistanke om en tilstand, hvor pigmentepitelet kan være påvirket.
Diagnostik
Selve undersøgelsen foregår ved, at du sidder foran et kamera og ser på et lille lys, mens apparatet tager billeder af nethinden. Ofte kan det gøres uden berøring af øjet og i mange tilfælde uden at dryppe pupillen, selv om pupildryppende dråber nogle gange giver bedre billeder. Det tager kun få minutter. Lyset kan opleves som kraftigt eller blændende et kort øjeblik, men undersøgelsen gør ikke ondt. For de fleste er det en enkel og skånsom del af øjenundersøgelsen.
Når billederne er taget, vurderer vi mønstret i autofluorescensen sammen med det, vi ser ved den almindelige undersøgelse, og ofte også med OCT-scanning. Et mørkt område kan betyde tab af pigmentepitel eller arvæv, mens et lyst område kan være tegn på øget belastning i cellerne. Tolkningen afhænger altid af sammenhængen. Et billede alene giver sjældent hele svaret, men sammen med symptomer, synsprøve og andre scanninger kan det være meget værdifuldt. Det er også en god metode til at sammenligne billeder over tid, så vi kan se, om forandringerne er stabile eller udvikler sig.
Behandling
Der findes ikke en behandling af fundus autofluorescence som sådan, fordi det er en undersøgelsesmetode og ikke en diagnose. Behandlingen retter sig mod den sygdom, som billederne hjælper os med at identificere eller følge. Hvis der er tale om våd makuladegeneration, kan behandlingen være indsprøjtninger i øjet. Hvis der er tale om central serøs chorioretinopati, kan man i nogle tilfælde nøjes med observation, mens andre har gavn af målrettet behandling. Ved betændelsestilstande kan antiinflammatorisk behandling være nødvendig, og ved medicinpåvirkning kan det være vigtigt at ændre eller stoppe den udløsende behandling i samråd med den læge, der har ordineret den.
Undersøgelsen har dog stor betydning for behandlingsplanen. Den kan hjælpe os med at afgøre, om der er aktivitet i sygdommen, om et område er permanent skadet, og hvor tæt du bør kontrolleres. I nogle tilfælde bruger vi autofluorescens til at dokumentere progression, før vi ændrer strategi. I andre tilfælde giver billederne ro, fordi de viser stabile forhold. For patienten betyder det, at behandlingen bliver mere præcis og bedre tilpasset den konkrete situation, frem for at vi kun baserer os på symptomer eller et enkelt fund ved den almindelige undersøgelse.
Prognose
Prognosen afhænger helt af den underliggende sygdom og af, hvor i nethinden forandringerne sidder. Hvis forandringerne ligger uden for den centrale del af synet, kan man have ganske få symptomer i lang tid. Hvis den gule plet er involveret, kan selv små ændringer give mærkbar påvirkning af læsesyn, kontrast og detaljesyn. Fundus autofluorescence kan ikke i sig selv forudsige udviklingen med sikkerhed, men den kan ofte give os et bedre grundlag for at vurdere risikoen for progression og behovet for kontrol.
For mange patienter er den vigtigste værdi, at vi kan følge sygdommen mere præcist over tid. Det giver mulighed for at reagere tidligere, hvis der sker ændringer, og det kan også være med til at afklare, om en tilstand er rolig. Nogle sygdomme udvikler sig langsomt over mange år, mens andre kræver tættere opfølgning. Når vi gennemgår billederne sammen med dig, er målet ikke kun at stille en diagnose, men også at give et realistisk billede af, hvad du kan forvente, og hvordan vi bedst passer på synet fremover.
