Iris er den farvede del af øjet, som de fleste lægger mærke til, når de ser på et ansigt. For os øjenlæger er iris mere end øjenfarven, fordi den har stor betydning for, hvor meget lys der kommer ind i øjet, og fordi forandringer i iris i nogle tilfælde kan være tegn på sygdom.
Hvad er det?
Iris er en tynd, rund struktur, der ligger foran linsen og bag hornhinden. Midt i iris sidder pupillen, som er den åbning, lyset passerer gennem på vej ind i øjet. Iris fungerer som et levende blændesystem. Når der er meget lys, trækker muskler i iris pupillen sammen. Når det er mørkt, udvider pupillen sig. På den måde er iris med til at regulere lysmængden, så nethinden får de bedste betingelser for at danne et skarpt syn.
Iris består af væv med blodkar, pigment og små muskler. Mængden og fordelingen af pigment er det, der bestemmer øjenfarven. En blå iris har mindre synligt pigment end en brun. Ud over at styre pupillen er iris også med til at adskille øjets forreste og bageste kammer og har betydning for afløbet af kammervæsken. Sygdomme i iris kan derfor ikke kun påvirke pupillens form og reaktion, men også trykket i øjet og i nogle tilfælde selve synet.
Sygdomsudvikling
Forandringer i iris kan opstå på flere måder. Nogle er medfødte og har været til stede siden fødslen, for eksempel forskellig øjenfarve eller små variationer i pupillens form. Andre udvikler sig senere i livet som følge af betændelse, skade, operation, forhøjet tryk eller tumorer. Når iris bliver irriteret eller betændt, som ved regnbuehindebetændelse, kan den hæve, blive øm og reagere langsommere på lys. Patienten mærker ofte smerter, lysfølsomhed og sløret syn. Hvis betændelsen varer ved, kan iris klistre fast til linsen eller hornhinden, og det kan ændre pupillens form permanent.
Der kan også komme mere stille forandringer, som udvikler sig over måneder eller år. Det gælder blandt andet pigmentforandringer, små cyster, modermærkelignende pletter eller egentlige tumorer i iris. Nogle forandringer er helt godartede og kræver kun kontrol, mens andre kan vokse og påvirke øjets funktion. Ved længerevarende sygdom i iris kan pupillen blive stiv, skæv eller ujævn, og afløbet af kammervæsken kan blive hæmmet. Det kan føre til forhøjet øjentryk og i værste fald skade synsnerven. Derfor tager vi også små forandringer i iris alvorligt, hvis de ændrer sig over tid.
Forekomst
Iris er naturligvis en del af alle øjne, men sygdomme i iris spænder fra meget almindelige til sjældne. Betændelsestilstande i iris, især som led i regnbuehindebetændelse, ser vi jævnligt i øjenklinikken. Små pigmentpletter og ufarlige variationer i iris er også relativt almindelige og bliver ofte opdaget tilfældigt ved en rutineundersøgelse. Derimod er egentlige tumorer i iris sjældne, og de fleste pigmentforandringer viser sig heldigvis at være godartede. Forekomsten afhænger også af alder, arvelige forhold og af, om der samtidig er andre øjensygdomme eller sygdomme i kroppen.
Risikofaktorer
Risikofaktorerne afhænger af, hvilken type irisforandring der er tale om. Ved betændelse i iris ser vi en øget risiko hos personer med autoimmune sygdomme, gigtsygdomme, tarmsygdomme og visse infektioner. Tidligere øjenskader eller operationer kan også udløse irritation eller ændringer i iris. Ved pigmentforandringer og tumorer spiller hudtype, genetiske forhold og i nogle tilfælde lyseksponering en rolle, selv om sammenhængen ikke altid er enkel. Mennesker med mange pigmentforandringer i huden eller tidligere øjentumorer skal følges mere opmærksomt. Derudover kan forhøjet øjentryk, diabetes og længerevarende øjensygdom påvirke iris indirekte og ændre dens udseende eller funktion.
Diagnostik
Når vi undersøger iris, begynder vi med det enkle. Vi ser på øjet i spaltelampe, som er det mikroskop, øjenlægen bruger ved undersøgelsen. Her vurderer vi iris’ farve, overflade, mønster, pupillens form og hvordan den reagerer på lys. Vi ser også efter tegn på betændelse, små blodkar, pigmentspredning, sammenvoksninger eller knuder. Samtidig måler vi synet og ofte også trykket i øjet, fordi sygdom i iris kan påvirke afløbet af kammervæsken og dermed øjentrykket.
Hvis der er mistanke om en mere specifik forandring, supplerer vi med yderligere undersøgelser. Det kan være fotografering for at kunne sammenligne over tid, ultralyd af øjets forreste del eller scanninger, der viser iris og kammervinklen mere detaljeret. I nogle tilfælde drypper vi pupillen for at få bedre indblik i forholdene bag iris. Hvis vi mistænker betændelse som led i en sygdom i kroppen, kan blodprøver eller henvisning til en anden speciallæge blive relevant. Ved mistanke om tumor vurderer vi størrelse, form, vækst og påvirkning af nabostrukturer meget nøje, fordi netop udviklingen over tid er afgørende for, om der er grund til behandling.
Behandling
Behandlingen afhænger helt af årsagen. Hvis iris er betændt, er målet at dæmpe inflammationen hurtigt og skånsomt. Det gør vi typisk med binyrebarkhormon som øjendråber og ofte pupildråber, der aflaster iris og mindsker smerter. Hvis der samtidig er forhøjet tryk i øjet, behandler vi også det. Ved infektion eller mistanke om en underliggende sygdom i kroppen retter behandlingen sig mod den udløsende årsag. Det er vigtigt at følge behandlingen tæt, fordi for hurtig nedtrapning kan give tilbagefald, mens langvarig behandling kan have bivirkninger.
Ved godartede pigmentforandringer, små cyster eller stabile knuder er behandling ikke altid nødvendig. Her er kontrol ofte det rigtige, så vi kan sikre os, at forandringen ikke vokser eller ændrer karakter. Hvis der er tale om en tumor, eller hvis irisforandringen giver problemer med tryk, syn eller smerter, kan mere aktiv behandling komme på tale. Det kan være laser, operation eller i sjældne tilfælde strålebehandling, afhængigt af typen af forandring. Ved skader på iris efter traume eller operation kan man i nogle tilfælde reparere iris kirurgisk, især hvis patienten er generet af blænding, dobbeltsyn eller kosmetiske forandringer.
Prognose
Prognosen ved forandringer i iris er ofte god, især når problemet opdages tidligt og bliver fulgt ordentligt. Mange tilstande er ufarlige og påvirker ikke synet nævneværdigt. Det gælder for eksempel små stabile pigmentpletter eller lette medfødte variationer. Selv ved betændelse i iris kommer de fleste sig fint, hvis behandlingen sættes ind i tide. Det afgørende er, at man ikke går for længe med symptomer som smerter, lysfølsomhed, rødt øje eller ændret pupilleform.
Prognosen bliver mere usikker, hvis irisforandringen fører til sammenvoksninger, forhøjet øjentryk eller hvis der er tale om en voksende tumor. Her afhænger udfaldet af, hvor hurtigt tilstanden bliver erkendt, og om andre dele af øjet allerede er påvirket. Nogle patienter skal gå til kontrol i mange år, ikke fordi situationen nødvendigvis er farlig, men fordi små ændringer kan være vigtige. Som patient er det vigtigste at reagere på nye symptomer og møde op til de aftalte kontroller. På den måde kan vi som regel bevare både øjets funktion og et godt syn.
