Lagoftalmus er en tilstand, hvor øjet ikke kan lukke helt, hvilket fører til, at hornhinden og øjets overflade bliver udsat for irritation, tørhed og skader. Lagoftalmus opstår typisk på grund af muskelsvækkelse, lammelse af ansigtsnerven, arvæv eller kirurgiske indgreb. Symptomerne omfatter irritation, tørhed, rødme, lysfølsomhed og i alvorlige tilfælde hornhindesår eller synstab. Behandlingen varierer fra fugtgivende øjendråber og salver til kirurgisk korrektion.
Sygdomsudvikling
Lagoftalmus opstår, når øjenlågene ikke kan lukke helt sammen, hvilket normalt beskytter hornhinden mod udtørring og skader. Når øjet ikke lukkes helt, bliver hornhinden eksponeret for luft, støv og andre miljøfaktorer, hvilket fører til tørhed og irritation.
Den hyppigste årsag til lagoftalmus er lammelse af ansigtsnerven (facialisparese), hvor musklerne omkring øjet bliver lammet eller svækket. Dette kan skyldes Bells parese, slagtilfælde, operationer, traumer eller infektioner. Andre årsager inkluderer arvæv efter skader eller operationer, øjenlågsoperationer, sygdomme som Graves' orbitopati eller medfødt lagoftalmus.
Hvis tilstanden ikke behandles, kan langvarig eksponering føre til alvorlige hornhindeskader, infektioner og permanent synsnedsættelse.
Forekomst
Lagoftalmus er relativt sjælden, men ses hyppigt efter ansigtslammelser som Bells parese, hvor ca. 10-20% af patienter oplever lagoftalmus. Tilstanden ses hos personer i alle aldre, men forekomsten øges med alder og hos personer, der har haft slagtilfælde eller kirurgiske indgreb i ansigtet.
Risikofaktorer
De vigtigste risikofaktorer for lagoftalmus omfatter:
- Facialisparese (ansigtslammelse), især Bells parese.
- Slagtilfælde: Kan påvirke ansigtsnerven og musklerne omkring øjnene.
- Kirurgiske indgreb: Øjenlågsoperationer, fjernelse af tumorer eller ansigtskirurgi kan føre til arvæv eller muskelsvækkelse.
- Traumer eller skader i ansigtet eller omkring øjnene.
- Sygdomme som Graves’ orbitopati: Kan forårsage udstående øjne og manglende evne til at lukke øjenlågene.
- Neurologiske sygdomme som Parkinsons eller andre neuromuskulære lidelser.
- Alder: Aldersrelateret muskelsvækkelse kan føre til mild lagoftalmus.
Diagnostik
Diagnosen lagoftalmus stilles ved en klinisk øjenundersøgelse, hvor øjenlægen vurderer:
- Evnen til at lukke øjenlågene helt (oftest set når patienten sover eller forsøger at lukke øjet).
- Tilstedeværelse af tørre områder, rødme, irritation eller sårdannelse på hornhinden.
- Test af ansigtsmuskulaturen og vurdering af eventuelle neurologiske tegn.
- Eventuelt suppleret med fluoresceinfarvning af hornhinden for at påvise overfladiske skader eller sår.
Behandling
Behandling af lagoftalmus afhænger af årsagen og sværhedsgraden, og har som mål at beskytte hornhinden mod udtørring og skader.
- Fugtgivende behandling: Brug af kunstige tårer, fugtgivende salver eller gel om natten er nødvendigt for at forhindre tørhed og hornhindeskader.
- Midlertidige løsninger: Øjenlågstape eller øjenlågsvægte (små vægte, der midlertidigt fæstnes til øjenlåget) kan hjælpe med at lukke øjet, især under søvn.
- Botox-injektioner: I visse tilfælde kan Botox anvendes for midlertidigt at reducere den muskelspænding, der holder øjenlåget åbent.
- Kirurgisk behandling: I svære eller langvarige tilfælde kan kirurgiske procedurer være nødvendige, såsom implantation af en permanent øjenlågsvægt, stramning af øjenlåget eller kirurgisk korrektion af øjets placering.
Prognose
Prognosen ved lagoftalmus afhænger af årsagen, sværhedsgraden og tidspunktet for behandlingsstart. I tilfælde, hvor lagoftalmus skyldes Bells parese eller andre midlertidige tilstande, kan tilstanden bedres spontant eller med konservativ behandling inden for uger til måneder. Ved langvarig og ubehandlet lagoftalmus kan komplikationer som alvorlige hornhindeskader, kronisk øjenirritation og permanent synstab opstå.
