Thyreoidea-associeret orbitopati, også kendt som Graves’ orbitopati, er en øjensygdom, der opstår i forbindelse med forhøjet stofskifte (Graves’ sygdom). Tilstanden skyldes en betændelseslignende proces bag øjnene, som fører til hævede øjenmuskler og fedtvæv, hvilket får øjnene til at blive fremstående (udstående øjne). Typiske symptomer er ubehag, tørhed, dobbeltsyn, hævede øjenlåg, rødme, lysskyhed og i svære tilfælde påvirket syn på grund af tryk på synsnerven. Behandlingen omfatter regulering af stofskiftet, rygestop, medicinsk behandling (kortikosteroider), strålebehandling eller kirurgi i svære tilfælde. Prognosen er generelt god, men svære tilfælde kan give varige gener.
Sygdomsudvikling
Graves’ orbitopati udvikler sig, når kroppens immunsystem ved en fejl angriber vævene omkring øjnene i forbindelse med autoimmune sygdomme i skjoldbruskkirtlen (typisk Graves’ sygdom). Dette medfører betændelse og hævelse af muskler og fedtvæv bag øjet. Efterhånden som betændelsen forværres, kan øjnene skubbes fremad (proptose), hvilket resulterer i det klassiske tegn på sygdommen: udstående øjne.
I starten oplever patienten ofte gener som irritation, tørhed, lysskyhed og hævede øjenlåg. I mere avancerede tilfælde kan betændelsen føre til øget tryk i øjenhulen, hvilket kan påvirke synsnerven og føre til nedsat syn eller dobbeltsyn, fordi øjenmusklerne mister deres normale funktion.
Sygdomsforløbet er typisk delt op i to faser:
- En aktiv fase: Varer typisk måneder til nogle år, hvor sygdommen forværres, og betændelsen er mest intens.
- En inaktiv fase: Hvor sygdommen ikke længere forværres, og symptomerne stabiliserer sig.
Forekomst
Thyreoidea-associeret orbitopati er relativt almindelig blandt patienter med Graves’ sygdom. Det vurderes, at op mod 25-50 % af patienter med Graves’ sygdom udvikler symptomer på orbitopati i en eller anden grad. Tilstanden er mest almindelig hos kvinder mellem 30 og 60 år, men når mænd rammes, kan de have et sværere forløb.
Rygning er en stærk risikofaktor og forværrer både sygdomsforløbet og behandlingsmulighederne.
Risikofaktorer
Vigtige risikofaktorer inkluderer:
- Graves’ sygdom: Autoimmun sygdom med forhøjet stofskifte.
- Rygning: Forøger risikoen betydeligt for udvikling og forværring af sygdommen.
- Kvinde: Kvinder rammes oftere end mænd, men mænd har oftere sværere symptomer.
- Genetiske faktorer: Familiær forekomst af autoimmune sygdomme øger risikoen.
- Højt niveau af antistoffer mod skjoldbruskkirtlen er forbundet med højere risiko for svær orbitopati.
- Stress og miljøfaktorer: Kan muligvis bidrage til udbrud eller forværring af sygdommen.
Diagnostik
Diagnosen stilles ved en grundig klinisk undersøgelse hos en øjenlæge, kombineret med vurdering af skjoldbruskkirtlens funktion (blodprøver).
Øjenlægen undersøger følgende:
- Øjnenes placering: Graden af udstående øjne (proptose).
- Øjenbevægelser: Vurdering af dobbeltsyn eller begrænset bevægelse af øjnene.
- Øjenlågenes funktion: Øjenlågshævelse, hængende øjenlåg eller problemer med lukning af øjnene.
- Synstest: Vurdering af synsfelt, farvesyn og synsstyrke for at opdage eventuel skade på synsnerven.
- Billeddiagnostik (CT eller MR): Kan bruges til at vurdere graden af hævelse af øjenmuskler og fedtvæv bag øjet, og for at udelukke andre årsager til symptomerne.
Derudover udføres blodprøver for at bekræfte forhøjet stofskifte (Graves’ sygdom) og autoimmune markører.
Behandling
Behandlingen af Graves’ orbitopati afhænger af sygdommens sværhedsgrad og fase. De vigtigste mål er at reducere inflammation, beskytte øjnene mod skade og bevare synet.
- Regulering af stofskiftet: Det er afgørende først at stabilisere skjoldbruskkirtlens funktion, da dette ofte forbedrer øjensymptomerne.
- Rygestop: Det vigtigste ikke-medicinske tiltag. Rygning forværrer sygdommen betydeligt og hæmmer behandlingseffekten.
- Kortikosteroider (prednisolon): Bruges ved aktiv sygdom for at dæmpe inflammation og hævelse.
- Strålebehandling: Kan anvendes, hvis medicin ikke har tilstrækkelig effekt, især ved svære symptomer.
- Kirurgisk behandling: Kan være nødvendig ved svær orbitopati for at korrigere udstående øjne (orbital dekompression), rette op på dobbeltsyn (øjenmuskelkirurgi) eller korrigere øjenlåg.
Milde tilfælde behandles ofte konservativt med fugtgivende dråber og regelmæssige kontroller.
Prognose
Prognosen ved Graves’ orbitopati varierer afhængigt af sygdommens sværhedsgrad. Evt. rygestop forbedrer prognosen betydeligt. Ved milde tilfælde kan symptomerne helt forsvinde eller blive minimale over tid. Ved moderate til svære tilfælde kan der være vedvarende kosmetiske eller funktionelle problemer, såsom dobbeltsyn eller let udstående øjne. Kun i meget alvorlige og sjældne tilfælde er der risiko for permanent skade på synsnerven og alvorligt synstab. Langt de fleste patienter lever et normalt liv med sygdommen.
