Synsfeltet er det område, vi kan se, når vi kigger ligeud uden at bevæge øjnene eller hovedet. Det dækker både det, vi ser direkte foran os, og det, vi opfatter ude i siderne – vores perifere syn. Hos mennesker er synsfeltet overraskende bredt og afgørende for, at vi kan orientere os i omgivelserne, opdage bevægelser og bevæge os sikkert. Størrelsen og kvaliteten af synsfeltet afhænger både af øjets anatomi, hjernens bearbejdning af synsindtryk og af, om begge øjne fungerer normalt.
Hvad er synsfeltet?
Synsfeltet beskriver det samlede område, man kan se, når man stirrer på et fast punkt. Det inkluderer alt, hvad man kan registrere uden at flytte øjnene – både centralt og perifert. Det centrale syn, hvor man ser skarpt og detaljeret, udgør kun en lille del midt i synsfeltet. Resten af feltet er det perifere syn, som ikke er lige så detaljeret, men særligt godt til at opfange bevægelser og orientere os i rummet.
Hos raske voksne er det samlede horisontale synsfelt omkring 180 grader, altså næsten en halv cirkel. Det vertikale synsfelt – altså op og ned – er noget mindre, typisk omkring 120 grader.
Synsfeltets opbygning og betydning
Synsfeltet kan opdeles i fire hovedretninger: opad, nedad, mod næsen (nasalt) og mod tindingen (temporalt). Det temporale synsfelt er bredere end det nasale, fordi næsen begrænser, hvor langt vi kan se ind mod midten. Hvert øje har sit eget synsfelt, men de overlapper i midten og skaber et fælles synsfelt, som hjernen bruger til at danne et samlet billede af omgivelserne.
Det brede synsfelt er vigtigt for mange daglige funktioner: at kunne færdes i trafikken, fange en bold, opdage fare eller genkende ansigter i et rum. Det hjælper os også med at bevare balancen og orientere os i forhold til kroppen og rummet omkring os.
Perifert syn – øjets radar
Det perifere syn dækker kanterne af synsfeltet og er særligt følsomt over for bevægelser. Det er mindre skarpt og har ikke samme evne til at registrere farver eller fine detaljer som det centrale syn, men det er ekstremt vigtigt for at opdage ting, der bevæger sig uden for vores direkte fokus. Når noget bevæger sig i periferien, kan det hurtigt fange opmærksomheden og få os til at dreje hovedet eller øjnene.
Det perifere syn er også nyttigt, når vi går eller løber, da det hjælper os med at opfatte omgivelserne og bevare overblikket.
Det centrale syn – synets fokuspunkt
Midten af synsfeltet kaldes det centrale syn og svarer til det område på nethinden, hvor tappene er tættest – især i den gule plet (fovea). Det centrale syn bruges til at læse, genkende ansigter og se detaljer. Når man ser direkte på noget, er det det centrale syn, man bruger.
Det centrale syn dækker kun omkring 2 grader af synsfeltet, hvilket svarer til det område, man ser skarpt, når man stirrer på et punkt. Resten af synsfeltet – selv det, der føles som "lige foran os" – er faktisk en del af det perifere syn.
Måling af synsfeltet
Synsfeltet kan måles med forskellige metoder, hvor den mest almindelige er perimetri. Under en synsfeltsundersøgelse kigger personen på et fast punkt, mens små lysglimt vises forskellige steder i synsfeltet. Personen trykker på en knap, når de registrerer et lysglimt. På den måde kan man kortlægge, hvilke områder af synsfeltet der fungerer normalt, og hvor der måtte være udfald.
Måling af synsfeltet er vigtig ved mistanke om visse øjensygdomme, for eksempel grøn stær (glaukom), hvor det perifere syn gradvist bliver indskrænket.
Hvad påvirker synsfeltets størrelse?
Flere faktorer kan påvirke, hvor bredt og velfungerende ens synsfelt er. Anatomiske forhold såsom øjenlågets placering og placeringen af næsen har betydning. Men også alder, synsstyrke og øjensygdomme spiller en rolle. Mange sygdomme kan give udfald i synsfeltet, både centralt og perifert.
Hvis kun ét øje fungerer, vil synsfeltet blive mindre, fordi man mister det område, som kun det andet øje dækkede. Hjerneskader, som ved slagtilfælde, kan også føre til halve synsfelter (hemianopsi), hvor man ikke kan se noget i enten højre eller venstre halvdel af synsfeltet.
Forskelle i synsfelt mellem mennesker og dyr
Menneskets synsfelt er designet til at give både overblik og dybdeopfattelse. Andre dyr har synsfelter, der er tilpasset deres behov. Rovdyr, som katte og ugler, har øjne, der vender fremad, hvilket giver godt dybdesyn, men smallere synsfelt. Byttedyr, som harer og hjorte, har øjne, der sidder længere ude på siden af hovedet. Det giver dem et meget bredt synsfelt – ofte over 300 grader – så de lettere kan opdage fare.
Hos mennesker er synsfeltet en balance mellem bredt overblik og evnen til at fokusere detaljeret.
Tilvænning ved nedsat synsfelt
Hvis man mister dele af synsfeltet, for eksempel ved grøn stær eller efter en hjerneskade, kan man ofte lære at kompensere ved at bevæge hovedet mere eller bruge hjælpemidler. Hjernen kan i nogen grad lære at tilpasse sig og udnytte de synsindtryk, der stadig er til rådighed. Det kræver dog ofte træning og tilvænning.
Ved visse sygdomme kan det centrale syn bevares, mens det perifere forsvinder – eller omvendt – og det har stor betydning for, hvordan man oplever verden og klarer dagligdags opgaver.
