Makeup og øjenirritation
Øjenmakeup som mascara, eyeliner og øjenskygge er beregnet til at sidde tæt på øjets følsomme strukturer. Små partikler, kemikalier og konserveringsmidler i makeupprodukter kan irritere øjet, forstyrre tårefilmen og øge risikoen for øjeninfektioner.
Eyeliner på indre øjenlåg – en risiko
Eyeliner påført på det indre øjenlåg (waterline) er det mest risikable. Dette område er tæt forbundet med meibomkirtlerne, der producerer den fedtholdige del af tårefilmen. Makeuppartikler kan blokere disse kirtler og udløse eller forværre tørt øje-syndrom og blefaritis (øjenlågsbetændelse).
Deling af makeup er risikabelt
At dele øjenmakeup med andre øger risikoen for at overføre bakterier, virus og svampe. Infektioner som konjunktivitis (bindehindekatarr) og blefaritis kan spredes ved deling af mascara, eyeliner eller applikatorer. Hver person bør have sin egen makeup og aldrig låne øjenprodukter ud.
Holdbarhed og hygiejne
Mascara og flydende eyeliner bør kasseres efter 3 måneder. I åbne produkter ophober bakterier sig hurtigt, og risikoen for infektion stiger markant ved lang brugstid. Øjenskygge og pudder kan holde længere, men bør kasseres ved tegn på forurening eller misfarvning.
Kontaktlinser og makeup
Kontaktlinsebrugere bør altid sætte linserne i inden de påfører makeup, og tage dem ud inden makeupfjernelse. Makeuppartikler kan hæfte sig til linseoverfladen og forsårsage irritation og synsproblemer. Olieholdige produkter bør undgås nær øjnene, da de kan forringe kontaktlinsernes optiske egenskaber.
Grundig makeupfjernelse er vigtigt
Sov aldrig med mascara eller eyeliner på – sideeffekterne inkluderer tørre øjne, irritation og øget risiko for blefaritis og konjunktivitis. Brug milde, hypoallergene makeupfjernere godkendt til brug nær øjnene, og rengør øjenlågskanten forsigtigt med en bomuldspad fugtet med saltvand eller øjenlågsrens.


