Fundus autofluorescens (FAF) er en ikke-invasiv billeddannende teknik, der udnytter øjets naturlige fluorescens til at kortlægge tilstanden af det retinale pigmentepitel (RPE) – det celllag, der understøtter og forsørger nethindecellerne. Metoden giver unik information om metabolisk aktivitet og celleskade, som ikke kan ses på et standard fundusphoto.
Hvad er autofluorescens?
Autofluorescens opstår når visse biologiske molekyler absorberer lys og genudsender det med en længere bølgelængde. I nethinden er kilden primært lipofuscin – et metabolisk affaldsprodukt, der akkumuleres i RPE-cellerne som en bivirkning af den normale fotoreceptorcyklus. Lipofuscin indeholder bisretinoiderne A2E og andre fluorescerende komponenter. Fluorescensen fremkaldes typisk med en blå-grøn exc-tationslaser (488 nm) og registreres ved ca. 500–700 nm. Moderne funduskameraer med konfokalt scanning-laseroftalmoskop (SLO) leverer hjøjkvalitets FAF-billeder.
Hvornår bruges autofluorescens?
FAF er særligt værdifuldt ved: vurdering af progression og omfang af geografisk atrofi ved tør AMD; karakterisering af væd AMD og svar på VEGF-hemmere; diagnostik og monitorering af arveligt betingede nethindedystrofier som Stargardts sygdom og retinitis pigmentosa; vurdering af c-RPE-sygdomme fx central serøs chorioretinopati; og afgrænsning af RPE-læsioner inden laser- og fotodynamisk behandling.
Sådan foregår undersøgelsen
FAF udføres som del af en samlet retinal billeddiagnostik ved øjenlægen. Pupillerne dilateres med mydriasis-dråber (fx tropikamid) for at give tilstrækkelig indsynsvinkel. Derefter placerer patienten hagen i et støtte og fikserer på et lysmærke mens SLO-kameraet scanner nethinden med lavenergi laserbelysning. Scanningerne tager få sekunder og er smertefrie. Synet kan være slet sløret i 2–4 timer pga. mydriasis. Resultater kombineres ofte med OCT-scanning og fluoresceinangiografi.
Hvad kan autofluorescens vise?
Hyper-autofluorescens (lyst område) indikerer øget lipofuscin-akkumulering og metabolisk stress i RPE-cellerne – et tegn på truede, men endnu levende celler. Ses typisk ved aktiv sygdom og omkring geografiske atrofizoner. Hypo-autofluorescens (mørkt område) indikerer tab af RPE-celler (atrofi), blokering af signalet (fx ved subretinal blodning eller tyk drusen), eller pigmentophobning. Kortlægning af atrofiomfang og progressionshastighed er central for prognoseberegning ved tør AMD.
Fordele og begrænsninger
FAF er ikke-invasiv, hurtigt og kræver ingen intravenous kontraststof i modsætning til klassisk fluoresceinangiografi. Metoden er særligt værdifuld til langtidsopfølgning af kroniske degenerative tilstande. Begrænsning er, at FAF kræver klar optiske medier (uklar linse eller glaslegeme kan reducere signalkvaliteten), og at tolkning kræver erfaring.
Praktisk information
Undersøgelsen kræver mydriasis, så patienten bør medbringe solbriller og undgå bilkørsel i 2–4 timer efter. FAF udføres typisk på øjenlægeklinik med relevant udstyr og er en del af den systematiske retina-diagnostik ved nethindelægen.
