Fovea centralis er en lille, specialiseret fordybning i centrum af makula, og det er netop her, at øjet har sin fineste detaljeevne og højeste synsskarphed. Når vi kigger direkte på en genstand, fører øjet præcis denne genstand ind i foveas centrum — et område på blot ca. 1,5 mm i diameter. Forståelse af foveas opbygning og funktion er fundamentalt for at forstå, hvad der sker, når makulasygdomme fører til nedsat centralsyn.
Hvad er fovea centralis?
Fovea centralis er en lille fordybning (latin: fovea = lille grube) placeret centralt i makula, ca. 4 mm temporal for synsnerven. Anatomisk består fovea af følgende zoner indefra og ud: foveola (det inderste centrum, ca. 0,35 mm, udelukkende bestående af tappe), fovea (0,5–1,5 mm), parafovea (1,5–2,5 mm) og perifovea (2,5–5,5 mm). I foveola er de øvrige nethindelag — gangliecellelag, bipolaerlæg osv. — skydt til siden (den såkaldte Henle fiber layer-forskydning), så lyset kan træffe tapfotoreceptorerne direkte uden at passere disse mellemneuronlag.
Hvordan fungerer det?
Den ekstremt høje tæthed af tapfotoreceptorer (ca. 150.000–200.000 tappe pr. mm² i foveola) er grundlaget for skarp detaljesyn og farveopfattelse. I fovea har næsten hver tappe sin egen gangliecelle og sine egne bipolare neuroner — et 1:1-forhold — hvilket muliggør et minimalt receptivt felt og dermed maksimal rævne-opløsning. Til sammenligning er staveenes gangliecellekonvergens i den perifere nethinde langt højere (mange stave til én gangliescelle), hvilket giver bedre lysfolømhed men dårligere detaljer. Fovea har ingen stavfotoreceptorer og er således blind i absolut mørke.
Betydning for synet
Foveas funktion er afgørende for opgaver, der kræver hj syns skærphed: læsning, ansigtsgenkendelse, trafikovervejninger og bilkørsel. Bevarelse af foveal funktion er primært mål for al behandling af makulasygdomme som aldersrelateret makuladegeneration, diabetisk makulaoedem og central sers chorioretinopati. Selv små læsioner i fovea giver disproportionalt større synstab end perifere læsioner af samme størrelse.
Hvad kan gå galt?
Fovea er det hyppigste sted for klinisk relevant nethindeskade. Vigtige tilstande, der direkte rammer fovea, inkluderer: fovealt makulahul (makulahul), epiretinal fibrose (epiretinal fibrose), choroidal neovaskularisering (CNV), foveal traction (vitreomakulaer traction) og foveal atrofi ved genetiske dystrofier.
Således undersøges det
Foveas tilstand vurderes optimalt med OCT (optisk kohaerens tomografi — OCT), der giver en tvaersnitsbillede af samtlige nethindelag og er ideel til at påvise foveal traction, makulahuller, ødem og atrofi. Amsler-gitteret (Amsler-gitteret) er et enkelt selvtest-redskab til at monitorere foveal funktion hjemmefra. Mikroperimetri (mikroperimetri) måler synsfunktionen punkt for punkt i fovealområdet.
