Diabetisk makulaødem er en hyppig årsag til nedsat syn hos personer med diabetes. Tilstanden opstår i den del af nethinden, der står for det skarpe syn, og den kan udvikle sig gradvist uden tydelige symptomer i begyndelsen. Derfor er det vigtigt at vide, hvad sygdommen er, hvordan den opdages, og hvordan den behandles.
Hvad er det?
Diabetisk makulaødem betyder, at der ophobes væske i makula, som er den centrale del af nethinden. Makula bruger vi til at læse, genkende ansigter og se fine detaljer. Når væske siver ud fra små blodkar i nethinden, bliver vævet fortykket og hævet. Det påvirker nethindens normale funktion, og synet bliver ofte sløret, forvrænget eller mindre skarpt, især når man ser lige frem.
Tilstanden er en følge af diabetisk øjensygdom, også kaldet diabetisk retinopati. Ved diabetes kan de små blodkar i nethinden tage skade over tid. Karvæggene bliver utætte, og både væske og proteiner kan sive ud i nethindevævet. Diabetisk makulaødem kan opstå både ved lettere og mere fremskreden diabetisk retinopati, og det er netop placeringen i makula, der gør tilstanden synstruende.
Sygdomsudvikling
Sygdommen udvikler sig som regel gradvist. Højt blodsukker påvirker de fine blodkar i nethinden, så deres normale barrierefunktion svækkes. Når karrene bliver utætte, trænger væske ud i nethinden, og vævet omkring makula begynder at hæve. I starten mærker man ikke altid noget, især hvis hævelsen er let eller ligger lidt uden for centrum. Men efterhånden som væsken påvirker de lysfølsomme celler, bliver synet mere uklart.
Hos nogle kommer symptomerne over uger eller måneder, mens andre oplever mere svingende syn fra dag til dag. Det kan blive sværere at læse, bogstaver kan flyde sammen, og lige linjer kan se bølgede ud. Hvis hævelsen står på længe, kan nethindens fine struktur tage varig skade. Derfor er det vigtigt at opdage tilstanden tidligt og følge den tæt, også selv om synet endnu ikke føles tydeligt påvirket.
Forekomst
Diabetisk makulaødem ses hos både personer med type 1-diabetes og type 2-diabetes. Risikoen stiger med sygdommens varighed og med graden af diabetisk retinopati. Tilstanden er en af de hyppigste årsager til synsnedsættelse blandt mennesker med diabetes i den arbejdsdygtige alder. Den kan opstå i begge øjne, men ikke nødvendigvis i samme grad eller på samme tidspunkt. Fordi mange i starten har få eller ingen symptomer, opdages den ofte ved regelmæssige øjenkontroller, før patienten selv har bemærket synsforandringer.
Risikofaktorer
Den vigtigste risikofaktor er utilstrækkeligt reguleret diabetes gennem længere tid. Jo højere og mere svingende blodsukkeret har været, desto større er risikoen for skader på nethindens små blodkar. Højt blodtryk øger også risikoen betydeligt, fordi det belaster karvæggene yderligere. Forhøjede blodfedtstoffer, nedsat nyrefunktion og længere varighed af diabetes spiller også en rolle. Graviditet kan hos nogle kvinder med diabetes påvirke udviklingen af diabetisk øjensygdom, og rygning kan forværre den samlede karskade. Det er vigtigt at forstå, at øjensygdommen ikke kun handler om øjet, men om den samlede belastning af kroppens små blodkar.
Diagnostik
Diagnosen stilles ved en øjenundersøgelse, hvor man ser på nethinden og vurderer, om der er tegn på væske i makula. Ofte dryppes pupillen, så man får godt indblik til nethinden. Ved undersøgelsen kan man se små blødninger, hårde eksudater og andre tegn på diabetisk retinopati sammen med hævelse i makulaområdet. Synsstyrken måles også, men det er vigtigt at vide, at man godt kan have diabetisk makulaødem, selv om synet endnu er forholdsvis godt.
Den vigtigste billeddiagnostiske undersøgelse er OCT-scanning, som giver et tværsnitsbillede af nethinden. Her kan man meget præcist se, om makula er fortykket, og hvor væsken ligger. OCT bruges både til at stille diagnosen og til at følge effekten af behandling over tid. I nogle tilfælde suppleres der med fluoresceinangiografi, hvor man undersøger blodkarrenes utæthed ved hjælp af kontraststof. Det kan være nyttigt, hvis man skal afklare sygdommens mønster eller planlægge behandlingen mere detaljeret.
Behandling
Behandlingen afhænger af, hvor meget makula er påvirket, hvor synstruende hævelsen er, og hvordan sygdommen ser ud på scanningerne. Den mest anvendte behandling i dag er indsprøjtninger i øjet med medicin, der hæmmer VEGF, et signalstof som øger karutæthed og hævelse. Disse indsprøjtninger gives i lokalbedøvelse og tåles som regel godt. Behandlingen kræver ofte et forløb med gentagne injektioner, især i starten, og derefter tilpasses intervallet efter effekten. Hos nogle patienter bruges binyrebarkhormon i øjet, især hvis effekten af anden behandling er utilstrækkelig, eller hvis der er særlige forhold, der taler for det.
Laserbehandling kan stadig have en plads i udvalgte tilfælde, især hvis der er mere afgrænsede områder med sivning uden for centrum af makula. Den bruges dog mindre end tidligere, fordi medicinsk behandling ofte giver bedre mulighed for at bevare eller forbedre synet, når centrum er involveret. Samtidig er den generelle diabetesbehandling helt afgørende. God regulering af blodsukker, blodtryk og kolesterol er ikke kun et supplement, men en central del af behandlingen. Hvis de bagvedliggende risikofaktorer ikke håndteres, bliver det sværere at få ro på øjensygdommen og bevare et stabilt syn på længere sigt.
Prognose
Prognosen er i dag bedre end tidligere, fordi vi har mere præcise undersøgelser og mere effektiv behandling. Mange patienter kan bevare et brugbart syn, og en del oplever også en reel forbedring, når hævelsen behandles i tide. Resultatet afhænger dog af flere forhold, blandt andet hvor længe makula har været hævet, hvor påvirket synet er ved start, og hvor godt diabetes og blodtryk er reguleret. Jo tidligere man sætter ind, desto bedre er chancen for at beskytte nethindens funktion.
Det er samtidig vigtigt at have realistiske forventninger. Behandlingen virker ofte godt, men den er sjældent et hurtigt engangsforløb. Diabetisk makulaødem er ofte en kronisk tilstand, som kræver kontrol gennem længere tid. Nogle har behov for behandling i måneder eller år med skiftende intervaller. Hvis man møder op til kontrollerne og samtidig passer sin generelle diabetesbehandling, er mulighederne for at bevare synet som regel gode. Det vigtigste budskab er derfor, at sløret syn ved diabetes skal tages alvorligt, men også at der i dag er gode muligheder for behandling.
