De meibomske kirtler er specialiserede talgkirtler beliggende i de øvre og nedre øjenlåg. De spiller en central rolle i øjets fugtighedsbalance ved at producere det fedtholdige ydre lag af tårefilmen, som forhindrer tårerne i at vaporisere for hurtigt. Fungerer kirtlerne ikke korrekt, opstår meibomkirteldysfunktion (MGD), som er en af de hyppigste årsager til tørre øjne.
Hvad er de meibomske kirtler?
De meibomske kirtler (glandulae tarsales) er lange, rørformede kirtler, der ligger indlejret i tarsus – den bruskagtige struktur i øjenlågskanten. Det øvre øjenlåg indeholder typisk 25-40 kirtler, det nedre 20-30. Kirtlernes udgangsåbninger ses som små huller på indersiden af øjenlågskanten, bag øjenvipperåbningerne.
Kirtlerne producerer et talgagtigt sekret kaldet meibum, der består af komplekse lipider (vokse, sterolestere, fedtsyrer m.m.). Meibum er essentielt for tårefilmens stabilitet.
Hvordan fungerer det?
Når vi blinker, presses meibum ud i øjenlågskanten og fordeles jævnt som et tyndt lag over tårefilmen. Dette lipidlag:
- Reducerer vaporisering af vandlaget i tårefilmen
- Forlænger tårefilmens stabilitet (måles som tear break-up time, TBUT)
- Giver tårefilmen en glæt, optisk overflade
- Forhindrer tårer i at løbe ned ad kinden ved normal blinking
Produktionen af meibum reguleres af hormonelle faktorer, herunder androgener. Blinking er afgørende for frit udstrøm af meibum – nedsat blinking (f.eks. ved skærmarbejde) bidrager til meibumstagnation.
Betydning for synet
Meibomkirtlernes sekret er fundamentalt for et stabilt, klart syn. En utilstrækkelig lipidfilm giver:
- Svingende synsskarphed – synet kan være sløret og derefter klar efter et blink
- Ubehag, brænden og træthed i øjnene
- Lysgenskinsfænomen og halos om lyskilder
- Forhøjet følsomhed over for læsebetingelser og skærmarbejde
Hos patienter der overvejer LASIK-operation eller andre laseroperationer er en god meibomkirtelfunktion afgørende for et godt resultat, da disse operationer kan påvirke tårefilmen. Se også vores artikel om tørre øjne efter laserbehandling.
Hvad kan gå galt?
Den hyppigste lidelse er meibomkirteldysfunktion (MGD), der opstår når udgångsåbningerne tilstoppes eller sekretets konsistens ændres. MGD er associeret med:
- Kronisk blefaritis (betændelse i øjenlågskanten)
- Rosacea
- Almen aldring – kirtelfunktionen falder med årene
- Visse lægemidler som retinol-derivater
- Kronisk kontaktlinsebelastning
Tilstoppede meibomkirtler kan give haglbyld (chalazion) – en smértefri knude i øjenlåget fra ophobet sekret. Kronisk infektion med Demodex-mider i kirtlerne er også en voksende anerkendt årsag.
Sådan undersøges det
Meibomkirtlerne undersøges typisk ved:
- Spaltelampeundersøgelse – vurdering af øjenlågskantens udseende og meibum-kvalitet. Se spaltelampeundersøgelse
- Meibografi – infrarød billeddannelse af kirtlerne, der viser atrofi og forkortet kirtelvæv
- Tear break-up time (TBUT) – måler tårefilmens stabilitet
- Meibomekspression – kirtlerne udtrykkes manuelt, og sekretets kvalitet vurderes (flydende, tandcremeagtigt eller fast)
Behandling af MGD består typisk af varme kompresser, massage af øjenlågene og kunstige tårer. I svære tilfælde kan intenst pulserende lys (IPL) eller meibomkirtelekspression med varmeanordninger (LipiFlow) anvendes.
