Orbital dekompression er et kirurgisk indgreb, der øger volumenet af øjenhulen (orbita) ved at fjerne knogle- eller fedtvæv, så det fremstående øje kan trække sig tilbage i øjenhulen. Indgrebet er primært indiceret ved Graves orbitopati med svarg proptose, eksponeret keratopati eller kompression af synsnerven.
Hvad er orbital dekompression?
Graves orbitopati (GO) er en autoimmun tilstand, der rammer de orbitale bløddele — særligt de ydre øjenmuskler og det retrobulbære fedtvæv — ved forhøjede skjoldbruskkirtelantistoffer. Den resulterende voluemøgning i orbita skubber øjebolden fremad (proptose/exophthalmos). Orbital dekompression fjerner enten knoglelaminaer i orbitas vægge (knogledekompression), retrobulbært fedt (feddekompression) eller begge dele, alt afhængig af grad og behov.
Sygdomsudvikling
GO forløber i to faser: en aktiv inflammationsfase og en inaktiv, fibrotisk fase. Orbital dekompression foretages oftest i den inaktive fase for at undgå reaktivering. Ubehandlet svarg proptose kan medføre eksponeringskeratopati, sår på hornhinden og — i alvorlige tilfælde — optikusneuropati med truende synstab.
Forekomst
GO ses hos ca. 25–50 % af patienter med Graves hypertyræose. Svarg, synstruende GO, der kræver kirurgi, forekommer hos ca. 3–5 % af patienter med GO. Kvinder rammes hyppigere end mænd, men mænd får typisk mere svær sygdom. Rygning er den vigtigste modificerbare risikofaktor for svær GO.
Indikationer
- Dysthyræoid optikusneuropati — kompression af synsnerven af opsvulmede øjenmuskler er den absolut vigtigste indikation og kræver akut intervention.
- Svarg eksponeret keratopati — manglende lukning af øjnene (lagophthalmus) ved markant proptose truer hornhindens integritet.
- Æstetisk proptose — patienter med generende øjenfremsæt i inaktiv fase tilbydes elektiv dekompression.
- Preluder til skelekirurgi — dekompression foretages typisk før eventuel korrektion af diplopi (skeleoperation).
Operationsforløbet
Orbital dekompression udføres i generalanæstesi. Den kirurgiske tilgang varierer: transconjunktival, transkarunkulaer eller endoskopisk endonasal tilgang (via næsehulen) er de mest anvendte. Knogledekompression fjerner medialt og/eller inferiorlt øjenhulen knogler for at skabe ekstra volumen; feddekompression fjerner retrobulbært fedtvæv. Graden af proptosereaktion afhænger af knogletypen og antallet af vægge, der fjernes.
Risici og komplikationer
- Ny diplopi eller forværring af diplopi — den hyppigste komplikation; ses i op mod 30 % efter bilateral medial vægsdekompression.
- Hypæstesi — føleforstyrrelser i kinden ved læsion af infraorbitalnervens gren.
- Sinusitis — kommunikation med bihulen kan give efterfølgende bihuleinflammation.
- Utilstrækkelig proptosereduktion — en minoritet kræver reoperationer eller supplerende feddekompression.
Prognose
Orbital dekompression er et effektivt og veletableret indgreb. Proptosereduktion opnås hos langt de fleste patienter, og dyshyreaoid optikusneuropati afhjulæpes typisk hurtigt. Komplette postoperative rehabiliteringer — inkl. eventuel skele- og øjenlågskirurgi — kan være nødvendig og planlægges typisk i sekvens.
