Epiretinal membran (ERM) er en tynd, halvgennemsigtig hinde af fibrøst væv, der dannes på nethindens inderside — direkte oven på makula. Membranen kan trække i nethinden og forårsage forvrængning (metamorfopsi) og nedsat centralt syn. Tilstanden er en af de hyppigste vitreoretinale sygdomme og ses især hos personer over 50 år.

 

Hvad er epiretinal membran?

En epiretinal membran er en proliferation af celler — primært gliaceller, retinale pigmentepitelceller og fibroblaster — på nethindens indre overflade (membrana limitans interna). Membranen kan være idiopatisk (primær) eller sekundær til andre øjensygdomme. I takt med at membranen modnes og kontraherer, kan den rynke nethindens overflade og trække i de underliggende strukturer, hvilket påvirker makulafunktionen og dermed det centrale syn.

 

Sygdomsudvikling

Epiretinal membran udvikler sig typisk langsomt over måneder til år. I tidlige stadier er membranen ofte tynd og transparent (cellofanmakulopati), og patienten kan være helt asymptomatisk. Efterhånden som membranen tykkner og kontraherer, opstår synlig rynkedannelse af nethindens overflade (macular pucker). Dette kan føre til tiltagende metamorfopsi, sløret syn og eventuelt cystoidt makulaødem. I nogle tilfælde kan membranen forårsage vitreomakulær traktion, som yderligere forværrer tilstanden.

 

Forekomst

Epiretinal membran er en meget hyppig tilstand. Prævalensen stiger markant med alderen og er rapporteret til 2–20 % hos personer over 50 år, afhængigt af diagnostisk metode. I Danmark diagnosticeres tilstanden dagligt i øjenklinikker ved hjælp af OCT-scanning. Tilstanden rammer begge køn ligeligt og er bilateral i op til 20–30 % af tilfældene.

 

Risikofaktorer

Den hyppigste risikofaktor er aldersrelateret bagre glaslegemeafhæftning, men en række andre faktorer er associeret:

  • Alder — den vigtigste risikofaktor; prævalensen stiger kraftigt efter 50-årsalderen.
  • Bagre glaslegemeafhæftning (PVD) — den hyppigste udløsende faktor for idiopatisk ERM, da afhæftningen kan stimulere celleproliferation på nethindens overflade.
  • Tidligere øjenkirurgi — nethindeoperation, kataraktkirurgi og laserbehandling øger risikoen for sekundær ERM.
  • Retinale vaskulære sygdomme — diabetisk makulaødem og vaskulære nethindelidelser kan disponere til membrandannelse.
  • Uveitis — intraokulær inflammation er en velkendt risikofaktor for sekundær ERM.

 

Diagnostik

Diagnosen stilles primært ved hjælp af klinisk undersøgelse og optisk kohærenstomografi (OCT). Ved spaltelampeundersøgelse med biomikroskopi ses en glinsende, halvgennemsigtig membran på nethindens overflade med karakteristisk rynkedannelse. OCT er den vigtigste diagnostiske metode og viser membranens tykkelse, graden af retinal traktion, tilstedeværelse af intraretinalt ødem og den foveale kontur. Synsstyrke og Amsler-gitter bruges til at vurdere funktionelt synstab og metamorfopsi. Fundus autofluorescence kan supplere diagnostikken i udvalgte tilfælde.

 

Behandling

Behandlingen afhænger af symptomernes sværhedsgrad og synspåvirkning:

  • Observation — ved milde tilfælde med godt syn og minimal metamorfopsi anbefales regelmæssig kontrol med OCT. Mange membraner forbliver stabile eller progredierer langsomt.
  • Membranpeeling (pars plana vitrektomi med ERM-peeling) — den kirurgiske standardbehandling ved symptomgivende ERM. Under vitrektomi fjernes glaslegemet, og membranen pilles forsigtigt af nethindens overflade med mikrokirurgiske instrumenter. Internal limiting membrane (ILM)-peeling udføres ofte samtidig for at reducere risikoen for recidiv.

 

Prognose

Prognosen efter membranpeeling er generelt god. Omkring 80–90 % af patienterne oplever synsforbedring, og metamorfopsi bedres hos de fleste. Den fulde synsforbedring kan tage op til 6–12 måneder postoperativt, da nethinden langsomt retter sig ud. Recidivrisikoen er lav, særligt hvis ILM-peeling er udført. Ved tidlig kirurgi — før der opstår kronisk makulaødem eller strukturelle ændringer i fovea — er prognosen bedst.