Horners syndrom er en sjælden neurologisk tilstand, der skyldes skader på en nervebane, som forbinder hjernen med øjet og ansigtet. Symptomerne inkluderer typisk hængende øjenlåg (ptose), formindsket pupil (miosis) og manglende svedproduktion (anhidrose) på den ene side af ansigtet. Tilstanden er oftest ensidig og opstår på grund af skader langs nervens forløb som følge af skader, sygdomme eller tumorer. Behandlingen fokuserer på at finde og behandle den underliggende årsag. Prognosen afhænger af, hvad der forårsager syndromet, men selve øjensymptomerne er normalt ikke farlige.

‍

Sygdomsudvikling

Horners syndrom opstår, når en specifik nerveforbindelse fra hjernen til øjet og ansigtet (den sympatiske nervebane) beskadiges eller forstyrres. Denne nervebane styrer normalt funktioner som pupilens størrelse, øjenlågets position og svedproduktion i ansigtet.

Når nerven er beskadiget, bliver pupillen mindre og reagerer langsomt, øjenlåget hænger ned, og der kan være nedsat eller helt manglende svedproduktion på samme side af ansigtet. I visse tilfælde ses også let indsunkning af øjeæblet (enophthalmus). Symptomerne opstår hurtigt eller gradvist afhængigt af, hvad der forårsager skaden.

Årsagerne kan variere fra relativt harmløse tilstande til alvorlige sygdomme som tumorer eller slagtilfælde. Derfor er det vigtigt at finde frem til, hvad der præcist har beskadiget nerven.

‍

Forekomst

Horners syndrom er en sjælden tilstand, men den kan ses hos personer i alle aldre – fra spædbørn til ældre voksne. Syndromet forekommer lige hyppigt hos mænd og kvinder. Den præcise forekomst er ukendt, da syndromet typisk er en komplikation til en anden sygdom eller skade, såsom nerveskader efter operation, slagtilfælde, kræft eller andre neurologiske sygdomme.

Hos børn kan Horners syndrom være medfødt eller opstå efter fødselsskader, mens det hos voksne oftest skyldes underliggende sygdomme eller traumer.

‍

Risikofaktorer

Der er en række forskellige tilstande, som kan føre til Horners syndrom. De mest almindelige risikofaktorer inkluderer:

  • Skader på halsen eller nakken efter ulykker eller operationer
  • Tumorer i hals, lunger eller hjerne, som presser på nervebanerne
  • Slagtilfælde (blodprop eller blødning i hjernen eller hjernestammen)
  • Dissekerende aneurisme (en rift i pulsårevæggen) i halsens store arterier
  • Sygdomme i nervesystemet, herunder multipel sklerose
  • Infektioner, især virusinfektioner, der påvirker nervebanerne
  • Medfødte forhold eller fødselsskader hos spædbørn

I mange tilfælde kan man ikke finde en klar årsag (idiopatisk Horners syndrom), hvilket især gælder for mildere former af tilstanden.

‍

Diagnostik

Diagnosen Horners syndrom stilles typisk på baggrund af de klassiske symptomer, som let kan genkendes ved en klinisk undersøgelse. Typiske tegn er:

Lægen undersøger også, om pupillen reagerer normalt på lys, og om der findes andre neurologiske symptomer. For at bekræfte diagnosen kan øjenlægen bruge specielle øjendråber (f.eks. kokain- eller apraclonidin-dråber), der viser, om nerven fungerer normalt.

Når Horners syndrom er konstateret, vil lægen også undersøge, hvad der har forårsaget nerveskaden. Derfor bliver patienter typisk henvist til yderligere undersøgelser som f.eks. MR-scanning af hoved og hals, røntgen eller CT-scanning af lungerne og blodprøver.

‍

Behandling

Der findes ingen specifik behandling mod Horners syndrom i sig selv, da syndromet blot er et symptom på en underliggende sygdom eller skade. Derfor fokuserer behandlingen på at finde og behandle den bagvedliggende årsag.

Hvis syndromet skyldes en tumor, skal denne behandles med operation, kemoterapi eller strålebehandling. Hvis årsagen er en blodprop eller blødning, vil behandlingen fokusere på at forebygge nye tilfælde med medicin, rehabilitering eller livsstilsændringer. Hvis Horners syndrom skyldes traume eller kirurgisk skade, kan symptomerne gradvist blive bedre med tiden, selvom det også kan være permanent.

Øjensymptomerne ved Horners syndrom kræver sjældent specifik behandling, men hos patienter med udtalt hængende øjenlåg kan man overveje kirurgisk korrektion af øjenlåget.

‍

Prognose

Prognosen ved Horners syndrom afhænger næsten udelukkende af årsagen til nerveskaden. Hvis årsagen er ufarlig, f.eks. en mindre skade, kan symptomerne ofte blive bedre eller helt forsvinde med tiden. Hvis Horners syndrom skyldes alvorlige sygdomme som kræft eller slagtilfælde, er prognosen afhængig af, hvordan disse sygdomme udvikler sig, og hvor tidligt de bliver behandlet.

Synet påvirkes typisk ikke væsentligt af Horners syndrom, selvom pupillen ofte er mindre på den påvirkede side. Tilstanden kan dog være kosmetisk generende på grund af det hængende øjenlåg og forskellen i pupilens størrelse.