Hængende øjenlåg (ptose) er en tilstand, hvor det øverste øjenlåg hænger lavere end normalt. Ptose kan være medfødt eller opstå senere i livet som følge af alder, muskelsvækkelse, nerveskader eller skader på selve øjenlåget. Symptomerne varierer fra let kosmetisk gener til alvorlig påvirkning af synsfeltet, afhængigt af hvor meget øjenlåget hænger. Diagnosen stilles ved en klinisk undersøgelse hos øjenlægen. Behandlingen er typisk kirurgisk og giver ofte gode resultater med hensyn til både funktion og kosmetik.
Sygdomsudvikling
Ptose opstår, når musklerne eller nerverne, der styrer øjenlågets løft, bliver svækkede eller beskadigede. Den vigtigste muskel, som løfter øjenlåget, kaldes musculus levator palpebrae superioris. Hvis denne muskel eller den tilhørende nerve er svag eller beskadiget, vil øjenlåget hænge ned over øjet.
Der findes flere typer ptose, herunder:
- Medfødt ptose (kongenit ptose): Opstår fra fødslen på grund af mangelfuld udvikling af musklen, der løfter øjenlåget. Medfødt ptose er ofte ensidig, men kan også være bilateral.
- Erhvervet ptose: Kan opstå i løbet af livet som følge af aldring (senil ptose), skader på øjet eller øjenlåget, neurologiske sygdomme (fx Horners syndrom, myasthenia gravis) eller muskelsygdomme.
I svære tilfælde kan det hængende øjenlåg begrænse synsfeltet betydeligt og påvirke evnen til at udføre dagligdags aktiviteter såsom bilkørsel eller læsning.
Forekomst
Ptose er en relativt almindelig tilstand, især hos ældre. Den hyppigste form er aldersbetinget ptose, som opstår på grund af aldring af muskler og bindevæv i øjenlåget. Denne form ses ofte hos personer over 50-60 år.
Medfødt ptose er sjældent. Den medfødte form opdages typisk tidligt, da forældrene eller sundhedspersonale bemærker, at det ene eller begge øjenlåg hænger.
Ptose forekommer omtrent lige hyppigt hos mænd og kvinder.
Risikofaktorer
Risikofaktorerne afhænger af ptosens type og årsag:
- Alder: Er den største risikofaktor for erhvervet ptose, især efter 50-års-alderen.
- Øjenoperationer eller skader: Øger risikoen for nerveskader eller muskelpåvirkning.
- Neurologiske sygdomme: Myasthenia gravis, Horners syndrom og slagtilfælde kan give ptose.
- Langvarig brug af kontaktlinser: Kan bidrage til udvikling af ptose.
- Genetiske faktorer: Ved medfødt ptose er genetiske faktorer ofte involveret.
Diagnostik
Diagnosen ptose stilles ud fra en grundig klinisk undersøgelse hos en øjenlæge. Typiske tegn, lægen kigger efter, inkluderer:
- Et eller begge øjenlåg hænger lavere end normalt.
- Patienten har problemer med at løfte øjenlåget fuldt op.
- Patienten forsøger ofte at kompensere ved at løfte øjenbrynene eller vippe hovedet tilbage for at se bedre.
Under undersøgelsen vurderes graden af ptose, øjenlågets løfteevne, synsfeltspåvirkning, øjenbevægelser og pupilfunktion. Lægen undersøger også eventuelle neurologiske tegn, hvis der er mistanke om bagvedliggende neurologisk sygdom.
I nogle tilfælde kan yderligere undersøgelser, fx blodprøver eller neurologiske tests, være nødvendige for at afklare årsagen.
Behandling
Behandling af ptose afhænger af årsag og sværhedsgrad. En evt. behandling er kirurgisk, og kan i visse tilfælde være kompleks og kræve flere operationer, især ved medfødt ptose eller svær neurologisk påvirkning.
Prognose
Prognosen efter kirurgisk behandling for ptose er generelt god. De fleste patienter oplever en markant forbedring af øjenlågets funktion og udseende. Synsfeltet forbedres ofte betydeligt, hvis øjenlåget har begrænset udsynet tidligere. Ved medfødt ptose, især hvis operationen udføres tidligt, er prognosen også god, men i nogle tilfælde kan flere operationer være nødvendige.
Risikoen for komplikationer ved operationen er lille, men kan inkludere overkorrektion (øjenlåget står for højt), underkorrektion (fortsat let ptose) eller tørhed i øjet på grund af dårlig øjenlukning efter operationen.
