Lissamingrøn er et vitalfarvestof, der bruges i øjenklinikken til at påvise skade på hornhindens og bindehindens celler. I modsætning til fluorescein, som fremhæver defekter i epitelets overflade, farver lissamingrøn devitaliserede celler — celler, der er skadet, men endnu ikke afstødte. Farvestoffet er særligt nyttigt i diagnostikken af tørre øjne og overfladesygdom.
Hvad er lissamingrøn?
Lissamingrøn er et syntetisk farvestof i gruppen af sulforerede fenyltriazoler. Det har afløst bengalrosa som foretrukket vitalfarvning, fordi det er mindre irriterende og næsten lige så følsomt. Lissamingrøn farver celler, hvor mucinlaget er nedbrudt, eller hvor membranen har mistet sin barrierefunktion. Resultatet er små grønne pletter i områder med devitalisering.
Udførelse
Farvestoffet anvendes som dråber (1 %) eller som imprægnerede strimler. En dråbe placeres i nedre konjunktivalfold, eller en fugtet strimmel føres let mod bindehinden. Efter et par blink fordeles farvestoffet over overfladen. Patienten undersøges med spaltelampe, og farvestoffet fremhæves bedst med rødfrit lys. Området vurderes systematisk for grad og fordeling af farvning.
Anvendelser
Lissamingrøn bruges i flere kliniske situationer.
- Tørre øjne — se tørre øjne; typisk findes farvning interpalpebralt på bindehinden.
- Limbal stamcelleinsufficiens — ved grænseflade-affektion og conjunctivalisering.
- Kontaktlinseproblemer — lokale defekter eller epitelpåvirkning.
- Epitelheling — opfølgning efter laserkirurgi eller traumer.
- Inflammatoriske tilstande — superior limbic keratoconjunctivitis og lidtids pemphigoid.
Scoringssystemer
Lissamingrøn-farvningen graderes efter standardiserede skemaer som Oxford- eller van Bijsterveld-skalaen. Disse skemaer inddeler overfladen i regioner (nasal bindehinde, temporal bindehinde og hornhinde) og giver point for graden af farvning. Scoringerne bruges både ved diagnose af tørre øjne og til opfølgning under behandling.
Lissamingrøn kontra fluorescein
De to farvestoffer er komplementære og bruges ofte sammen. Fluorescein fremhæver epitelets defekter og tårefilmens stabilitet (BUT), mens lissamingrøn viser devitaliseret væv. Samlet giver de et nuanceret billede af overfladens tilstand. I moderne tørre-øjne-diagnostik anses kombinationen for uundværlig.
Fordele og begrænsninger
Lissamingrøn er billigt, hurtigt og giver minimalt ubehag for patienten. Samtidig har farvestoffet begrænsninger.
- Ikke egnet ved udtalt epitelskade — fluorescein er her mere informativ.
- Afhængig af belysning — rødfrit lys forbedrer synlighed væsentligt.
- Subjektivitet — graderingen kræver erfaring.
- Udtørring — kan forårsage let svie, særligt ved alvorlig overfladesygdom.
Klinisk betydning
Lissamingrøn-farvning giver klinikeren et præcist redskab til at vurdere overfladesundheden. Sammen med Schirmers test, BUT og meibografi indgår farvningen i den samlede diagnostik af tørre øjne og relaterede sygdomme. En systematisk anvendelse i hverdagen forbedrer både diagnosens præcision og behandlingens styring over tid.
