Ødem i hornhinden

Ødem i hornhinden betyder, at der ophobes for meget væske i hornhinden, så den hæver op. Det giver typisk sløret syn, blænding og en fornemmelse af, at øjet ikke føles helt normalt. Tilstanden kan være forbigående, men den kan også være tegn på sygdom i hornhindens inderste cellelag og kræver derfor en grundig vurdering.

Hvad er det?

Hornhinden er øjets klare forreste rude. For at synet skal være skarpt, skal hornhinden være gennemsigtig og indeholde en nøje afstemt mængde væske. Det reguleres især af et tyndt cellelag på hornhindens bagside, endotelet, som hele tiden pumper overskydende væske væk fra hornhinden. Når denne balance svigter, samler der sig væske i vævet, og hornhinden bliver tykkere og mere uklar. Det kaldes ødem i hornhinden.

Når hornhinden hæver op, ændres dens optiske egenskaber. Lyset spredes mere, og derfor oplever man ofte tågesyn, ringe omkring lyskilder og udtalt blænding, især om morgenen. Hvis hævelsen bliver mere udtalt, kan der også komme små væskeblærer i hornhindens overflade. De kan briste og give smerter, svie, tåreflåd og en tydelig fremmedlegemefornemmelse. Nogle beskriver det som at se gennem dugget glas.

Sygdomsudvikling

Udviklingen afhænger af årsagen. Hos nogle opstår hornhindeødem kortvarigt efter en øjenoperation, især efter grå stær-operation, hvor hornhindens endothelceller kan være blevet midlertidigt belastet. I de tilfælde retter hornhinden sig ofte i løbet af dage til uger, når cellerne genvinder deres funktion. Hos andre skyldes ødemet en mere vedvarende svækkelse af endothelcellerne, som ved Fuchs’ endoteldystrofi eller efter tidligere sygdom og kirurgi. Her kommer symptomerne ofte snigende over måneder eller år.

I begyndelsen mærker man typisk mest sløret syn om morgenen, fordi hornhinden tager mere væske op i løbet af natten, når øjet er lukket. Senere kan synet være påvirket hele dagen. Hvis hævelsen tiltager, bliver hornhindens overflade mere uregelmæssig, og der kan dannes smertefulde epithelblærer. Ubehandlet kan tilstanden føre til vedvarende synsnedsættelse og betydelige gener i hverdagen. Selve hornhinden bliver ikke betændt af ødemet alene, men den bliver mere sårbar, og det kan komplicere forløbet.

Forekomst

Ødem i hornhinden er ikke én enkelt sygdom, men et fund, som kan ses ved flere forskellige tilstande. Det ses relativt ofte på øjenafdelinger og hos øjenlæger, fordi det både kan opstå efter operationer, ved forhøjet tryk i øjet og ved sygdomme i hornhindens endothel. Forekomsten stiger med alderen, fordi antallet af endothelceller naturligt falder gennem livet. En vigtig årsag hos ældre er Fuchs’ endoteldystrofi, som er en af de hyppigste grunde til kronisk hornhindeødem. Forbigående ødem efter øjenkirurgi er også almindeligt, men det er langt fra alle patienter, der får vedvarende problemer.

Risikofaktorer

Den vigtigste risikofaktor er nedsat funktion af hornhindens endothelceller. Det kan være arveligt, som ved Fuchs’ endoteldystrofi, eller det kan skyldes alder, tidligere øjenoperationer, traumer eller betændelsestilstande i øjet. Grå stær-operation er i dag meget sikker, men hvis hornhinden i forvejen er sårbar, kan selv en vellykket operation udløse eller forværre et ødem. Forhøjet øjentryk kan også skade endothelcellerne eller midlertidigt overbelaste dem. Derudover kan visse hornhindesygdomme, tidligere infektioner, langvarig brug af kontaktlinser og komplikationer efter anden øjenkirurgi øge risikoen. Hos nogle patienter er der flere faktorer til stede samtidig, og det er ofte den samlede belastning over tid, der afgør, om hornhinden mister sin evne til at holde sig klar.

Diagnostik

Diagnosen stilles ved en øjenundersøgelse, hvor man vurderer hornhindens klarhed, tykkelse og overflade. Der bliver som regel spurgt ind til, hvornår synet er værst, om der er smerter, blænding eller morgenuklarhed, og om der tidligere har været operationer eller sygdom i øjet. Ved undersøgelse i mikroskop kan man ofte se, om hornhinden er hævet, om der er folder i den bageste hornhindeoverflade, og om der er små blærer i overfladen. Samtidig måles synsstyrken og ofte også trykket i øjet, fordi forhøjet tryk kan være en medvirkende årsag.

I mange tilfælde supplerer man med måling af hornhindens tykkelse, fordi en hævet hornhinde bliver tykkere end normalt. Det er vigtigt at skelne hornhindeødem fra andre årsager til sløret syn, for eksempel tørre øjne, arvæv, betændelse eller nethindesygdom. Hvis ødemet er opstået efter operation, vurderer man også, om der er tegn på mekanisk irritation fra en linse i øjet eller andre forhold, som kræver særlig behandling.

Behandling

Behandlingen afhænger helt af årsagen og af, hvor udtalt ødemet er. Hvis der er tale om et let og forbigående ødem efter operation, er det ofte nok at følge tilstanden tæt og støtte hornhinden med øjendråber. Saltvandsdråber eller salve med høj saltkoncentration kan i nogle tilfælde trække væske ud af hornhindens overflade og lindre symptomerne, især om morgenen. Hvis øjentrykket er forhøjet, skal det behandles, fordi hornhinden ellers har svært ved at komme sig. Ved samtidig irritation eller betændelsesreaktion kan antiinflammatoriske dråber være relevante, men de bruges målrettet og efter vurdering hos øjenlæge.

Når endothelcellerne er varigt svækkede, og synet er betydeligt påvirket, kan en hornhindetransplantation blive nødvendig. I dag kan man ofte nøjes med at udskifte det syge inderste lag af hornhinden i stedet for hele hornhinden. Det kaldes endotheltransplantation og er blevet standard ved mange tilfælde af kronisk hornhindeødem. Formålet er at genskabe hornhindens pumpefunktion, så væsken forsvinder, og hornhinden igen bliver klar. Hvis der er smertefulde overfladeblærer, kan man i en periode også behandle lindrende med bandagelinse eller andre tiltag, men den varige løsning ved fremskreden endotelsvigt er som regel kirurgi.

Prognose

Prognosen er ofte god, når årsagen findes i tide, og behandlingen tilpasses korrekt. Et let hornhindeødem efter operation svinder i mange tilfælde gradvist, og synet vender tilbage til det forventede niveau. Hvis problemet skyldes forhøjet øjentryk eller en midlertidig belastning af hornhinden, kan man ofte opnå en tydelig bedring med den rette behandling. Det vigtigste er, at man ikke går for længe med vedvarende symptomer uden at blive undersøgt.

Ved kronisk sygdom i endothelcellerne afhænger prognosen af, hvor langt tilstanden er kommet, og om der er andre øjensygdomme samtidig. Mange patienter klarer sig godt i en periode med dråber og kontrol, men hvis synet bliver for dårligt, er kirurgi ofte en effektiv løsning. Resultaterne efter moderne endotheltransplantation er generelt gode, og mange oplever en markant forbedring af både syn og komfort. Man skal dog være indstillet på, at forløbet kan tage tid, og at der fortsat vil være behov for opfølgning hos øjenlæge.