Pupillen er det sorte, runde hul midt i regnbuehinden. Dens opgave er at regulere, hvor meget lys der kommer ind i øjet. De fleste lægger først mærke til pupillen, når den ser anderledes ud end normalt, eller når synet ændrer sig. Men pupillen kan ofte fortælle meget om både øjets og kroppens tilstand.
Hvad er det?
Pupillen er ikke en egentlig struktur i sig selv, men en åbning i iris, altså den farvede del af øjet. Når der er meget lys, trækker pupillen sig sammen, så mindre lys slipper ind. Når det er mørkt, udvider den sig, så mere lys kan komme ind og nå nethinden. Det er en finreguleret og nødvendig funktion, fordi øjet hele tiden skal tilpasse sig skiftende lysforhold. Pupillens størrelse styres af små muskler i iris og af nerver, som forbinder øjet med hjernen. Derfor er pupillen ikke kun vigtig for synet, men kan også sige noget om, hvordan nervesystemet fungerer.
Hos de fleste er pupillerne næsten lige store, runde og reagerer hurtigt på lys. Der kan dog være små forskelle fra person til person, og en let forskel i størrelse kan være helt normal. Når vi som øjenlæger vurderer pupillen, ser vi derfor ikke kun på dens udseende, men også på dens reaktion. En pupille kan være for stor, for lille, ujævn i formen eller reagere langsomt eller slet ikke. Det kan skyldes noget ufarligt, men det kan også være tegn på sygdom i øjet, påvirkning fra medicin eller en forstyrrelse i de nerver, der styrer pupillen.
Sygdomsudvikling
Forandringer i pupillen opstår, når balancen mellem de muskler og nerver, der styrer åbningen, bliver forstyrret. Det kan ske pludseligt eller udvikle sig gradvist. En akut stor pupil, især hvis den kun ses på det ene øje, kan opstå efter brug af visse øjendråber, efter et slag mod øjet eller som led i en nervepåvirkning. En lille pupil kan ses ved irritation i øjet, ved betændelsestilstande eller ved bestemte neurologiske tilstande. Hvis pupillen bliver uregelmæssig i formen, tænker vi blandt andet på tidligere betændelse i regnbuehinden, arvæv eller skade efter operation eller traume.
Udviklingen afhænger helt af årsagen. Ved en lokal øjensygdom kan pupillen ændre sig, fordi iris bliver stiv eller vokser sammen med linsen bagved. Ved sygdom i nerverne kan pupillen miste sin normale evne til at reagere på lys eller nærarbejde. Nogle tilstande giver også ledsagende symptomer som sløret syn, lysfølsomhed, dobbeltsyn, hængende øjenlåg eller smerter. Det er netop kombinationen af pupillens udseende og de øvrige symptomer, der hjælper os med at vurdere, om der er tale om noget fredeligt, eller om der skal reageres hurtigt.
Forekomst
Pupilforandringer er et hyppigt fund i både almen praksis, på øjenafdelinger og i akutmodtagelser. Mange tilfælde er ufarlige. En mindre forskel i pupilstørrelse mellem højre og venstre øje, det vi kalder anisokori, findes hos en del raske mennesker uden nødvendigvis at være tegn på sygdom. Samtidig ser vi pupilforandringer i forbindelse med almindelige øjensygdomme som regnbuehindebetændelse, efter øjenoperationer og efter brug af visse lægemidler. Mere alvorlige årsager, som påvirkning af hjernenerver eller sygdom i hjernen, er langt sjældnere, men de er vigtige at opdage, fordi de kan kræve hurtig behandling.
Risikofaktorer
Risikoen for unormale pupilforhold afhænger af, hvad der ligger bag. Tidligere øjenskader, operationer og betændelsestilstande i øjet øger risikoen for, at pupillen bliver ujævn eller reagerer dårligere. Brug af medicin kan også spille en rolle. Det gælder både øjendråber, inhalationsmedicin, plastre mod transportsyge og visse tabletter, som påvirker det autonome nervesystem. Neurologiske sygdomme, diabetes og kredsløbssygdomme kan i nogle tilfælde påvirke de nerver, der styrer pupillen. Endelig skal man være opmærksom på, at pludseligt opståede pupilforandringer sammen med hovedpine, dobbeltsyn, smerter eller hængende øjenlåg altid skal tages alvorligt.
Diagnostik
Når vi undersøger en patient med pupilforandringer, begynder vi med det enkle. Vi ser på pupillernes størrelse i både lys og mørke, om de er runde, og om de reagerer normalt, når vi lyser i øjnene. Vi spørger også ind til, hvornår forandringen er opstået, og om der er smerter, sløret syn, lysfølsomhed, hovedpine, dobbeltsyn eller nylig brug af medicin. Ofte giver sygehistorien næsten lige så meget information som selve undersøgelsen. Det er også vigtigt at vide, om pupillerne tidligere har været forskellige, for nogle mennesker har en medfødt eller langvarig forskel, som er helt godartet.
Den videre undersøgelse afhænger af fundene. Vi måler synet, ser på øjenbevægelserne, undersøger hornhinde, forreste øjenkammer og iris i mikroskop og vurderer øjets tryk, hvis det er relevant. Hvis vi mistænker en neurologisk årsag, ser vi også efter tegn fra øjenlåg, ansigt og øjenmotorik. I nogle tilfælde bruger vi særlige dråbetests for at vurdere, om pupillen reagerer normalt på bestemte stoffer. Ved mistanke om sygdom uden for selve øjet kan der blive behov for scanning eller vurdering hos neurolog eller akutafdeling. Det afgørende er at skelne mellem de mange ufarlige årsager og de få, men alvorlige tilstande, hvor hurtig handling er nødvendig.
Behandling
Der findes ikke én behandling af pupillen som sådan, fordi behandlingen altid retter sig mod årsagen. Hvis pupilforandringen skyldes medicin eller øjendråber, vil tilstanden ofte aftage, når påvirkningen ophører. Ved betændelse i regnbuehinden behandler vi med antiinflammatoriske øjendråber og ofte også pupildilaterende dråber, som både lindrer smerter og forebygger sammenvoksninger. Hvis pupillen er påvirket efter et traume, vurderer vi, om der er skade på iris, linsen eller andre dele af øjet, og behandlingen tilpasses derefter. Nogle forandringer kræver blot observation, hvis synet er godt, og der ikke er tegn på aktiv sygdom.
Hvis årsagen ligger i nervesystemet, afhænger behandlingen af den underliggende tilstand. En påvirket hjernenerve, et aneurisme, en blodprop eller anden neurologisk sygdom skal håndteres hurtigt og ofte i hospitalsregi. Ved kroniske pupilforstyrrelser, som giver gener med blænding eller læsevanskeligheder, kan man i nogle tilfælde hjælpe med særlige brilleglas, tonede glas eller kontaktlinser, der dæmper lysindfaldet. Målet er både at beskytte synet og at afhjælpe de gener, patienten mærker i hverdagen.
Prognose
Prognosen er i mange tilfælde god. En let fysiologisk forskel i pupilstørrelse kræver ingen behandling og påvirker ikke synet. Pupilforandringer efter medicin eller forbigående irritation i øjet går ofte over igen, når årsagen fjernes eller behandles. Også ved mange lokale øjensygdomme kan man opnå et godt resultat, hvis behandlingen sættes ind i tide. Det gælder især, når problemet opdages, før der opstår arvæv, sammenvoksninger eller varig skade på iris eller andre strukturer i øjet.
Prognosen er mere alvorlig, hvis pupilforandringen er tegn på sygdom i nerver eller hjerne, eller hvis den ledsages af stærke smerter, synstab eller dobbeltsyn. Her afhænger udfaldet af, hvor hurtigt årsagen findes og behandles. Derfor er det vigtigt ikke at overse en nyopstået ændring i pupillen, især hvis den kun sidder på det ene øje eller kommer sammen med andre symptomer. Som tommelfingerregel er en pupilforandring sjældent farlig i sig selv, men den kan være et vigtigt signal. Når vi undersøger den grundigt, kan vi som regel hurtigt afgøre, om der er grund til bekymring, og hvad næste skridt bør være.
