Progressive brilleglas, også kaldet multifokale eller flerstyrke-glas, har en glidende overgang fra afstandsstyrken i den øverste del til læsestyrken i den nederste del. De bruges typisk fra omkring 45-års alderen, når akkommodationen begynder at svigte, og er en diskret erstatning for bifokale glas.

 

Hvordan fungerer de?

Progressive glas har tre hovedzoner: afstand, mellemdistance og nærzone. Imellem zonerne findes periferfelter med nogen sløring og svag forvrængning. Moderne freeform-slibning reducerer disse zoner og giver bredere brugsområder.

 

Tilpasning og tilvænning

Korrekt centrering og interpupillærafstand er afgørende for, at zonerne ligger, hvor øjet kigger. De fleste tilvænner sig inden for få uger, men nogle få oplever fortsat gener — se brilletilvænning.

 

Alternativer

Til særlige formål som skærmarbejde kan skærm- og kontorbriller med kortere progression være et bedre valg. Ved høje styrker kan high-index mindske glassets tykkelse.