Retinoblastom er en ondartet svulst i nethinden, der næsten udelukkende ses hos børn under fem år. Sygdommen er sjælden, men potentielt livstruende og kræver hurtig udredning og behandling.
Hvad er retinoblastom?
Retinoblastom er en malign tumor, der opstår fra umodne nethindeceller (retinoblaster). Det er den hyppigste primære intraokulære malignitet hos børn og udgør ca. 3 % af alle kræftformer i den pædiatriske aldersgruppe. Svulsten kan ramme ét øje (unilateralt, ca. 60 %) eller begge øjne (bilateralt, ca. 40 %). Bilateral sygdom er næsten altid associeret med en genetisk mutation i RB1-genet.
Sygdomsudvikling
Retinoblastom opstår ved inaktivering af begge alleler af RB1-tumorsuppressorgenet på kromosom 13. I den hereditære (arvelige) form bærer barnet en kimcellemutation i det ene allel, og en enkelt somatisk mutation i det andet allel er tilstrækkelig til at starte tumorudviklingen. I den sporadiske form opstår begge mutationer i den samme somatiske nethindecelle. Uden behandling breder svulsten sig langs synsnerven til hjernen eller via blodbanen til øvrige organer.
Forekomst
Retinoblastom forekommer med en incidens på ca. 1 ud af 15.000–20.000 levendefødte, svarende til 5–8 nye tilfælde om året i Danmark. Bilateral sygdom diagnosticeres typisk i første leveår, mens unilateralt retinoblastom oftest opdages i alderen 2–3 år. Der er ingen kønspræference. Sygdommen ses på tværs af alle etniske grupper og geografiske regioner.
Risikofaktorer
Den vigtigste risikofaktor er familiær disposition. Børn med en forælder eller søskende med retinoblastom bør screenes fra fødslen med regelmæssige undersøgelser i generel anæstesi.
- Arvelig RB1-mutation medfører kraftigt øget risiko for bilateral og multifokal sygdom samt for sekundære kræftformer (fx osteosarkom) i voksenalderen.
- Sporadisk mutation er ikke arvelig og ses i ca. 60 % af alle tilfælde; den giver typisk unilateral og fokal sygdom.
- Familiehistorik med retinoblastom hos en forælder øger barnets risiko til ca. 45 %, og genetisk rådgivning anbefales.
Diagnostik
Det klassiske symptom er leukokori — en hvid pupilrefleks (kattens øje) — som ofte opdages af forældre på fotografier. Andre tegn inkluderer skelen, rødme og synssænkning. Ved mistanke foretages undersøgelse i generel anæstesi (EUA — examination under anaesthesia) med indirekte oftalmoskopi. Ultralydsscanning og MR-scanning af øjet og hjernen bruges til at vurdere tumorens størrelse og udelukke ekstraokulær spredning. OCT kan supplere med præcis kortlægning af tumorens relation til makula. Genetisk udredning af barnet og familien er central ved bekræftet diagnose.
Behandling
Behandlingen planlægges tværfagligt af øjenlæge, pædiatrisk onkolog og genetiker og afhænger af tumorens størrelse, antal og lokalisering samt eventuel bilateral udbredelse.
- Intraarteriær kemoterapi (IAC) er i dag standardbehandling for mange tilfælde; kemoterapi leveres direkte til øjet via arteria ophthalmica og giver høj lokal koncentration med reduceret systemisk toksicitet.
- Intraokulær kemoterapi (intravitreal injektion af melfalan) anvendes ved glaslegemsfrøsætning og kompletterer IAC-behandlingen.
- Systemisk kemoterapi benyttes ved bilateral sygdom, ekstraokulær spredning eller som initial tumorvolumenreduktion.
- Fokal behandling med laserterapi (transpupillær termoterapi, TTT), kryoterapi eller brachyterapi bruges til konsolidering efter kemoterapi.
- Enukleation (fjernelse af øjet) er nødvendig ved store tumorer uden synsbevaringspotentiale eller ved manglende behandlingsrespons.
Prognose
Overlevelsesraten for retinoblastom er over 95 % i lande med adgang til moderne behandling. Prognosen for bevarelse af øjet og synet afhænger af stadie ved diagnosen: tidligt opdagede tumorer har god chance for bevaret syn, mens avancerede tilfælde ofte kræver enukleation. Børn med hereditær RB1-mutation har livslang øget risiko for sekundære kræftformer og bør følges i et dedikeret opfølgningsprogram. Regelmæssig kontrol hos øjenlægen er afgørende for at opdage tilbagefald tidligt.
