Udtynding af hornhinden betyder, at hornhinden bliver tyndere og ofte også svagere i sin struktur. Det kan gradvist påvirke synet, fordi hornhindens form ændrer sig, så lyset ikke længere brydes helt regelmæssigt. For mange begynder det med sløret syn eller hyppige ændringer i brilleglasset, men tilstanden kan udvikle sig meget forskelligt fra person til person.

 

Hvad er det?

Hornhinden er det klare, buede vindue forrest på øjet. Den har to vigtige opgaver: at beskytte øjet og at hjælpe med at fokusere lyset, så vi ser skarpt. Når hornhinden bliver tyndere end normalt, mister den noget af sin styrke. Det kan føre til, at den ændrer form, bliver mere ujævn eller buler fremad. Den mest kendte form for udtynding af hornhinden er keratokonus, men der findes også andre tilstande, hvor hornhinden bliver tynd, enten centralt eller mere ude mod kanten.

Det er vigtigt at forstå, at udtynding af hornhinden ikke kun handler om tykkelsen. Det handler også om hornhindens kvalitet og stabilitet. Nogle mennesker har en hornhinde, der er lidt tynd uden at have sygdom, mens andre har en hornhinde, der både er tynd og mekanisk svækket. Det er især den kombination, der kan give problemer med synet. Når hornhinden mister sin regelmæssige form, opstår der bygningsfejl og uregelmæssig astigmatisme, som ofte ikke kan korrigeres tilfredsstillende med almindelige briller.

 

Sygdomsudvikling

Udviklingen er som regel langsom, især i begyndelsen. Mange opdager først problemet, fordi synet bliver mere sløret, eller fordi de skal have ændret styrken i deres briller oftere end før. Nogle beskriver også dobbelte konturer, skygger omkring bogstaver eller øget blænding, især i mørke. I de tidlige stadier kan forandringerne være diskrete, og det er ikke altid noget, man selv lægger mærke til fra dag til dag. Med tiden kan hornhinden dog blive mere ujævn, og synet mere svingende.

Hos nogle stopper udviklingen næsten af sig selv efter nogle år, mens den hos andre fortsætter og giver tydelig forværring. Sygdommen udvikler sig ofte hurtigere hos yngre patienter end hos voksne. Hvis hornhinden bliver meget tynd og stejl, kan synet blive betydeligt påvirket, og almindelige briller vil ofte ikke være nok. I mere fremskredne tilfælde kan der opstå arvæv i hornhinden, og i sjældne tilfælde kan man få en akut hævelse i hornhinden, hvis de dybere lag giver efter. Det giver pludselige smerter, tåreflåd og markant synsnedsættelse og kræver hurtig vurdering.

 

Forekomst

Udtynding af hornhinden ses ikke lige hyppigt i alle former, men keratokonus er den tilstand, vi oftest tænker på, når vi taler om fremadskridende udtynding. Den opdages typisk i teenageårene eller i de unge voksenår, men den kan også findes senere. Mange har forandringer i begge øjne, selv om det ene øje ofte er mere påvirket end det andet. Hvor hyppig tilstanden er, afhænger blandt andet af, hvordan man undersøger for den, og hvor følsomme målemetoder man bruger. I dag finder vi flere milde tilfælde end tidligere, fordi hornhindeskanninger er blevet bedre og mere præcise.

 

Risikofaktorer

Der er ikke én enkelt årsag til, at hornhinden bliver tyndere. Arvelige forhold spiller en rolle hos nogle, og vi ser oftere tilstanden i visse familier. Kraftig og gentagen øjenkløe med øjenpresning eller gnidning er en vigtig risikofaktor, fordi det over tid kan belaste hornhindens struktur. Derfor ser vi ofte en sammenhæng med allergi, høfeber, atopisk eksem og andre tilstande, hvor øjnene klør meget. Nogle bindevævssygdomme og sjældne medfødte tilstande kan også være forbundet med tynd hornhinde. Derudover er det vigtigt at kende hornhindens tykkelse og form før en eventuel laseroperation, fordi en i forvejen tynd eller ustabil hornhinde ikke tåler, at man fjerner for meget væv.

 

Diagnostik

Diagnosen stilles ved en øjenundersøgelse, hvor vi både vurderer synet og hornhindens form. Vi starter typisk med at måle synsstyrke og brydning for at se, om der er nærsynethed eller bygningsfejl, og om disse er blevet mere uregelmæssige. Ved undersøgelse i mikroskop kan man nogle gange se tegn på, at hornhinden er blevet tyndere eller mere kegleformet, men i de tidlige stadier er det ofte ikke nok at se med det blotte øje. Derfor er hornhindetopografi og hornhindetomografi centrale undersøgelser. De viser hornhindens krumning, tykkelse og symmetri i detaljer.

Det afgørende er ikke kun at finde en tynd hornhinde, men at vurdere, om der er tegn på progression. Derfor sammenligner vi ofte målinger over tid. Hvis hornhinden bliver stejlere, tyndere eller mere uregelmæssig, tyder det på aktiv udvikling. Vi ser også på, om synet ændrer sig, og om patienten får stigende problemer med korrektion. I nogle tilfælde måler vi hornhindens biomekaniske egenskaber, altså hvor modstandsdygtig den er. Hele formålet med udredningen er at skelne mellem en hornhinde, der blot er naturligt tynd, og en hornhinde, der er ved at blive ustabil. Det har stor betydning for både behandling og opfølgning.

 

Behandling

Behandlingen afhænger af, hvor meget hornhinden er påvirket, og om tilstanden udvikler sig. Hvis synet stadig kan korrigeres godt med briller, og målingerne er stabile, kan det være nok med kontrol. Når briller ikke længere giver tilfredsstillende syn, bruger man ofte kontaktlinser. Bløde linser kan hjælpe i milde tilfælde, men ved mere ujævn hornhinde er speciallinser ofte bedre. Det kan være formstabile linser, sklerale linser eller andre specialtilpassede løsninger, som giver en mere jævn optisk overflade. De ændrer ikke selve sygdommen, men de kan forbedre synet betydeligt.

Hvis der er tegn på progression, er hornhindecrosslinking den vigtigste behandling for at bremse udviklingen. Her styrker man hornhindens kollagenfibre ved hjælp af riboflavin og ultraviolet lys, så vævet bliver mere stabilt. Målet er ikke nødvendigvis at gøre synet normalt, men at forhindre yderligere forværring. I udvalgte tilfælde kan man supplere med andre indgreb, for eksempel ringsegmenter i hornhinden for at forbedre formen. Hvis hornhinden er blevet meget uklar, arret eller så uregelmæssig, at andre løsninger ikke fungerer, kan hornhindetransplantation komme på tale. Det er dog kun nødvendigt hos en mindre del af patienterne. Samtidig er det vigtigt at behandle kløe og allergi og at undgå øjengnidning, fordi det kan have stor betydning for forløbet.

 

Prognose

Prognosen er i mange tilfælde god, især når tilstanden opdages tidligt og følges regelmæssigt. Mange kan bevare et brugbart og ofte godt syn med den rette korrektion og eventuelt crosslinking, hvis sygdommen er aktiv. Det vigtigste er at opdage progression i tide, før hornhinden bliver for tynd eller for ujævn. Jo tidligere man griber ind ved udvikling, desto bedre er mulighederne for at bevare hornhindens form og undgå mere omfattende behandling senere.

For den enkelte patient afhænger udsigterne af alder, sygdommens hastighed, hornhindens udgangspunkt og hvor godt synet kan korrigeres. Nogle lever hele livet med milde forandringer og har kun behov for briller eller kontaktlinser. Andre får et mere krævende forløb med behov for speciallinser, crosslinking eller i sjældnere tilfælde transplantation. Det er sjældent en tilstand, der fører til blindhed, men den kan være meget generende, hvis den ikke bliver opdaget og håndteret rigtigt. Derfor er regelmæssig kontrol vigtig, især hos unge patienter og hos personer, hvor målingerne viser tegn på forandring.