Når man får foretaget en grå stær-operation, fjernes den uklare, naturlige linse og erstattes med en kunstig linse – en såkaldt intraokulær linse (IOL). Denne linse bliver siddende i øjet resten af livet og har til formål at genskabe klart syn. Der findes flere forskellige typer kunstige linser, som hver har deres egne egenskaber. Valget af linsetype afhænger af øjets tilstand, behov for briller efter operationen og individuelle ønsker. De mest almindelige typer er monofokale, multifokale, EDOF-linser og toriske linser.

Monofokal linse

En monofokal linse er standardvalg i offentligt regi. Den har én fast brændvidde, hvilket betyder, at den er designet til at give skarpt syn på én afstand – enten tæt på (læseafstand) eller langt væk (afstandssyn).

I praksis vælger man som regel at stille øjet skarpt til afstand, så man kan færdes uden briller, men skal bruge læsebriller til nærarbejde. Nogle vælger at få det ene øje stillet ind på afstand og det andet på læsning – en metode kaldet monovision, som hos nogle individer kan reducere behovet for briller.

Fordele:

  • God billedkvalitet og kontrast
  • Færre bivirkninger som blænding eller ringe om lyskilder
  • Meget forudsigeligt resultat

Ulempe:

  • Kræver næsten altid læsebriller

Multifokal linse – for dem, der ønsker brillefrihed

En multifokal linse er designet til at give syn på flere afstande – typisk både nær og fjern, og nogle gange også mellemafstand. Linsen har indbyggede ringformede zoner, som fordeler lyset, så man kan se på forskellige afstande uden at skifte briller.

Denne type linse kan reducere eller helt fjerne behovet for briller efter operation, men den har også nogle ulemper, som det er vigtigt at kende.

Fordele:

  • Mulighed for at være stort set brillefri
  • Dækker både læsning og afstand
  • God til patienter med aktiv livsstil og mange synsbehov

Ulemper:

  • Øget risiko for at opleve "halo" ringe, blænding og nedsat kontrastsyn, især i mørke
  • Kræver, at øjet ellers er sundt og ikke har andre øjensygdomme

Multifokale linser kræver nøje forundersøgelse for at afklare egnethed.

EDOF-linse – udvidet dybdeskarphed

EDOF står for Extended Depth of Focus – altså linser med udvidet dybdeskarphed. Disse linser er udviklet som et kompromis mellem monofokale og multifokale linser. EDOF-linser giver skarpt syn på afstand og mellemafstand (fx computerskærm), og i nogle tilfælde også funktionelt læsesyn.

EDOF-linser har ikke de samme koncentriske ringe som multifokale linser og har derfor færre bivirkninger.

Fordele:

  • Mindre risiko for blænding og "halo" ringe sammenlignet med multifokale linser
  • God billedkvalitet og god afstands- og mellemsyn
  • Brugbarhed i dæmpet lys

Ulemper:

  • Dyrere og kræver specialudmåling
  • Kræver, at øjet ellers er sundt og ikke har andre øjensygdomme

EDOF-linser passer godt til patienter, som ønsker mindre brilleafhængighed, men ikke vil acceptere de visuelle bivirkninger ved multifokale linser.

Torisk linse – til patienter med bygningsfejl

En torisk linse bruges til at korrigere bygningsfejl (astigmatisme), som er en uregelmæssig krumning af hornhinden. Ved at vælge en torisk linse, som er tilpasset den enkelte patients brydningsfejl, kan man opnå klart syn uden behov for cylinderbriller efter operationen.

Toriske linser findes både som monofokale, EDOF og multifokale modeller.

Fordele:

  • Giver bedre syn uden briller ved større bygningsfejl
  • Reducerer behovet for cylinderkorrektion i briller

Ulemper:

  • Skal placeres meget præcist – hvis linsen drejer, kan det påvirke synet

Ved udtalt bygningsfejl er en torisk linse ofte den bedste løsning.

Hvordan vælger man den rigtige linse?

Valget af kunstig linse sker i samarbejde med øjenlægen og afhænger af:

  • Synsbehov i hverdagen (fx bilkørsel, læsning, skærmarbejde)
  • Ønske om brillefrihed
  • Tolerance over for bivirkninger som blænding og kontrastnedsættelse
  • Øjets øvrige sundhedstilstand
  • Eventuelle bygningsfejl
  • Budget og tilgængelighed (offentlig vs. privat)

En grundig forundersøgelse med målinger af hornhinden og øjets længde er nødvendig for at beregne den korrekte linsetype og styrke.

Kan man skifte mening senere?

Den kunstige linse er beregnet til at blive siddende hele livet. Udskiftning er teknisk mulig i udvalgte tilfælde, men er generelt kompliceret og indebærer en væsentlig risiko for komplikationer. Derfor er det vigtigt at vælge rigtigt første gang, herunder afklaret behovet for brillefrihed.

Er alle linsetyper tilgængelige i det offentlige?

Monofokale linser er standard i det offentlige sundhedsvæsen. Ønsker man multifokal, EDOF eller torisk linse, kræver det ofte, at man vælger operation på en privatklinik mod egenbetaling.

Hvis man har en meget stor bygningsfejl, og det vurderes nødvendigt for synets kvalitet, kan toriske monofokale linser i visse tilfælde tilbydes i det offentlige.

En varig løsning

Uanset hvilken type kunstig linse man vælger, giver grå stær-operationen mulighed for varig forbedring af synet. Den nye linse bliver siddende resten af livet og kan ikke blive uklar som den oprindelige. Med den rigtige linsetype kan mange opnå skarpt, stabilt syn og i mange tilfælde nedsat behov for briller. En grundig samtale med øjenlægen før operationen er afgørende for et godt og tilfredsstillende resultat.