Leber congenital amaurosis (LCA) er den alvorligste arvelige nethindesygdom hos børn og en af de hyppigste årsager til medfødt eller tidlig blindhed på verdensplan. Tilstanden skyldes mutationer i et af mindst 27 kendte gener, der er afgørende for nethindens funktion og udvikling. Diagnosen stilles typisk i spædbarnealderen, og sygdommen er karakteriseret ved ekstremt dårlig synsstyrke, nystagmus og en sløj elektroretinogram (ERG) fra fødsel. LCA er i dag et af de første øjensygdomme, hvor genterapi har vist klinisk effekt.

 

Hvad er Leber congenital amaurosis?

LCA er en gruppe af arvelige nethindesygdomme, der er kendetegnet ved dysfunktion eller tab af fotoreceptorer — stave og/eller tappe — fra fødslen eller de første levemåneder. Sygdommen er monogen og arves overvejende autosomalt recessivt. De hyppigste gener, der er muteret ved LCA, inkluderer GUCY2D, CEP290, CRB1, RPE65 og RPGRIP1. Hvert gen svarer til en specifik form af LCA (fx LCA1, LCA2 osv.), og de kliniske træk, progrestionshastighed og behandlingsmuligheder varierer herefter. Fælles for alle former er den alvorlige påvirkning af nethindens funktion allerede fra neonataltiden.

 

Sygdomsudvikling

Forløbet afhænger af den underliggende genmutation. Visse former — fx LCA1 (GUCY2D-mutationer) — medfører svær synsnedgang, men nethinden degenererer relativt langsomt og bibeholder en vis strukturel integritet i mange år. Andre former, særligt dem med CEP290- eller RPE65-mutationer, kan vise hurtigere degeneration. Fotofobi, nystagmus og digito-okulart refleks (Franceschetti's tegn — vanen med at gnide og presse på øjnene) er karakteristiske. Mange patienter udvikler associerede fund såsom keratokonus (keratokonus) på grund af gentagen øjnegning, samt høj grad af langsynethed (hyperopi).

 

Forekomst

LCA rammer ca. 2–3 pr. 100.000 fødsler globalt og repræsenterer 5 % af alle arvelige nethindesygdomme. I Danmark estimeres der at leve nogle få hundrede personer med diagnosen. Både køn rammes ligeligt, og sygdommen forekommer i alle etniske grupper, om end visse mutationer er hyppigere i bestemte befolkningsgrupper. Førstefysendegradsægteskaber øger risikoen væsentligt på grund af den recessive arvegang.

 

Risikofaktorer

Da LCA er en monogen sygdom med recessiv arvegang, er risikofaktorerne primært genetiske:

  • Bærerstatus hos begge forældre — giver 25 % risiko for, at hvert barn rammes.
  • Slægtskab — forøger sandsynligheden for, at begge forældre bærer samme recessive mutation.
  • Familiær forekomst — søskende til et ramt barn har 25 % risiko og bør tilbydes genetisk udredning.

 

Diagnostik

Diagnosen LCA stilles ved kombination af klinisk undersøgelse og elektrofysiologi. Elektroretinografi (ERG) viser et karakteristisk uddøet eller svagt svar på både lys- og mørkestimuli, uanset barnets alder; se elektroretinografi. OCT-scanning af nethinden kortlægger retinalstrukturen og graden af fotoreceptortab. Genetisk testning med panel-sekventering af kendte LCA-gener er afgørende både for diagnosebekræftelse, genetisk vejledning og som forudsætning for genterapi. Tidlig genetisk diagnostik er særlig vigtig, da behandlingsvinduet for visse former er bægrænset til, mens nethindestrukturen stadig er bevaret.

 

Behandling

Behandlingsmulighederne afhænger af den specifikke genmutation:

  • Genterapi (RPE65-mutation — LCA2) — Voretigene neparvovec (Luxturna) er godkendt i EU og USA til patienter med RPE65-mutationer; viruset injiceres subretinalt og gendanner enzymfunktionen i retinalt pigmentepitel.
  • Lavsynsoptik og habilitering — størstedelen af LCA-patienter profiterer af større bogstavstørrelser, lup, ekcentreret synsanvendelse og orientering og mobilitetstræning.
  • Forebyggelse af keratokonus — afvænning fra øjnegning og regelmæssig hornhindemonitorering.
  • Genetisk rådgivning — familier tilbydes genetisk vejledning og prænatal diagnostik.

 

Prognose

Prognosen varierer efter genotype. De fleste LCA-patienter har svært nedsat syn hele livet, men mange kan ved hjælp af kompenserende strategier leve selvstændigt. For patienter med RPE65-mutation tilbyder genterapi en reel mulighed for synsøgning, særligt når behandlingen gives, mens nethindestrukturen stadig er relativt bevaret. Den løbende udvikling inden for genterapi og optogenetik giver forhåbninger om fremtidige behandlingsmuligheder for andre LCA-former. Tæt opfølgning hos et specialiseret team med øjenlæge, optometrist og synspædagog er anbefalelsesgørende.