Keratokonus er en øjenlidelse, hvor hornhinden – den klare, kuppelformede struktur forrest i øjet – gradvist bliver tyndere og buler ud i en kegleform. Denne ændring i formen gør, at lyset ikke længere brydes korrekt, hvilket fører til sløret syn og uregelmæssig bygningsfejl. Sygdommen rammer som regel begge øjne og begynder ofte i teenageårene eller tidlig voksenalder. Synsforandringerne udvikler sig gradvist og kan i nogle tilfælde kræve speciallinser eller operation for at stabilisere synet.
Sygdomsudvikling
Ved keratokonus bliver hornhinden gradvist tyndere, især centralt eller lidt nedadtil, og mister sin jævne, runde form. I stedet buer den ud som en kegle. Det giver en ujævn overflade, som forvrænger lyset, der kommer ind i øjet.
I begyndelsen kan synsforandringerne ofte korrigeres med briller. Men som hornhinden ændrer form, udvikler der sig en uregelmæssig bygningsfejl, der er svær at korrigere med almindelige brilleglas. Sygdommen udvikler sig typisk over flere år og kan i sjældne tilfælde føre til alvorligt synstab, især hvis hornhinden revner og får væskeindtrængning (akut hydrops).
Forekomst
Keratokonus rammer cirka 1 ud af 2.000 personer, men milde tilfælde opdages muligvis ikke og kan derfor være hyppigere, end man tidligere har antaget. Tilstanden starter typisk i teenagealderen og udvikler sig langsomt gennem 10–20 år, før den stabiliserer sig.
Sygdommen rammer oftest begge øjne, men ikke nødvendigvis i samme grad. Den forekommer i alle befolkningsgrupper, men kan være lidt hyppigere hos personer med visse arvelige træk eller andre øjensygdomme.
Risikofaktorer
Der er flere faktorer, som kan øge risikoen for at udvikle keratokonus:
- Arvelighed – sygdommen kan forekomme i familier
- Hyppig og kraftig øjengnidning – kan skade hornhinden over tid
- Nogle bindevævssygdomme
- Allergiske øjensygdomme, som får folk til at gnide sig i øjnene
- Downs syndrom og andre genetiske tilstande har øget risiko
Det er vigtigt at undgå at gnide sig i øjnene, især hvis man har tidlige tegn på keratokonus.
Diagnostik
Keratokonus diagnosticeres hos øjenlæge efter en grundig øjenundersøgelse, som kan inkludere:
- Synstest og refraktion – viser ofte tiltagende nærsynethed og uregelmæssig bygningsfejl
- Hornhindetopografi – en scanning, der kortlægger hornhindens krumning og afslører kegleform
- Pachymetri – måling af hornhindens tykkelse
- Spaltelampeundersøgelse – viser evt. udtyndet hornhinde eller små linjer i hornhindens struktur
- Hornhinde OCT – kan give detaljeret information om hornhindens lag
Tidlig diagnose er vigtig for at forhindre forværring og planlægge behandling i tide.
Behandling
Behandlingen afhænger af sygdommens sværhedsgrad og hvor meget synet er påvirket:
Let til moderat keratokonus:
- Briller – virker i de tidlige stadier
- Specialdesignede kontaktlinser – f.eks. hårde linser, hybridlinser eller sclerallinser, som kan rette op på hornhindens ujævnheder og forbedre synet betydeligt
Ved tegn på forværring:
- Corneal crosslinking (CXL) – en behandling, der styrker hornhindens væv og stopper sygdommens udvikling. Den bruges især hos unge patienter med tegn på progression og kan forsinke eller undgå behov for operation.
Fremskreden sygdom:
- Hornhindetransplantation – enten delvis eller fuld, hvis synet ikke længere kan forbedres med linser. Det er sjældent nødvendigt, men en mulighed ved svære tilfælde.
Prognose
Keratokonus udvikler sig som regel over flere år og stabiliserer sig hos de fleste med alderen. Mange kan opretholde et godt syn med linser, og nye behandlinger som crosslinking har forbedret udsigterne betydeligt. Kun en mindre andel har behov for kirurgi. Regelmæssige kontroller og korrekt brug af kontaktlinser er vigtige for at bevare synet.
