Præseptal cellulitis — også kaldet periorbital cellulitis — er en bakteriel infektion i det bløde væv foran det orbitale septum, den bindevævsmembran der adskiller øjenlågsvævet fra orbita. Tilstanden er den hyppigste form for orbital infektion og ses særligt hos børn, men forekommer i alle aldersgrupper. I modsætning til den mere alvorlige postseptal cellulitis berøres øjenmuskler og synsnerve ikke, og prognosen er ved korrekt behandling som regel god.

 

Hvad er præseptal cellulitis?

Præseptal cellulitis involverer udelukkende det præseptale bløddelsvæv — huden og underhuden på øjenlåget — og udbreder sig ikke bag det orbitale septum. Det betyder, at øjenmotiliteten og synsskarphed typisk er upåvirkede. Infektionen opstår oftest sekundært til et hudtraume (insektbid, rifter, udslæt), en øvre luftvejsinfektion med lokal spredning, betændelse i tåresækken (dakryocystitis), et bygkorn eller blefaritis. De hyppigste bakterielle agens er Staphylococcus aureus og Streptococcus pyogenes.

 

Sygdomsudvikling

Infektionen debuterer med rødme, hævelse og ømhed af det påvirkede øjenlåg. Symptomerne kan progrediere hurtigt over timer til dage. I de fleste tilfælde er tilstanden afgrænset til præseptalt væv og svinder med antibiotisk behandling. Hos en mindre del af patienterne kan infektionen sprede sig bag septum og udvikle sig til postseptal cellulitis — en alvorlig tilstand med risiko for orbital absces, meningitis og cavernosussinustrombose.

 

Forekomst

Præseptal cellulitis er langt hyppigere end postseptal cellulitis og udgør mere end 85 % af alle cellulitistilstande i orbita-regionen. Tilstanden er særlig hyppig hos børn under 5 år, sandsynligvis pga. tæt forbundne vener i ansigtet og hyppig eksponering for øvre luftvejsinfektioner. Incidensen anslås til 1,5–1,6 tilfælde pr. 1.000 børn pr. år. Tilstanden ses dog i alle aldersgrupper og er en hyppig årsag til akutte øjenhenvisninger i Danmark.

 

Risikofaktorer

Følgende faktorer øger risikoen for at udvikle præseptal cellulitis:

  • Hudtraume — insektbid, rifter, eksem, impetigo og andre hudlæsioner giver bakterier adgang til det præseptale væv.
  • Øvre luftvejsinfektion — sinusitis (særligt etmoidalsinusitis) kan sprede sig lokalt til øjenlågsvævet, specielt hos børn.
  • Dakryocystitis — betændelse i tåresækken er et klassisk udgangspunkt, da infektion kan sprede sig direkte til det mediale øjenlåg.
  • Blefaritis og bygkorn — kronisk blefaritis eller et bygkorn kan sjældent progrediere til præseptal cellulitis.
  • Immunsuppression — patienter i immunsupprimerende behandling eller med ukontrolleret diabetes har øget risiko for komplikationer og spredning.

 

Diagnostik

Diagnosen stilles klinisk på baggrund af ensidigt hævet, rødt og ømfindtligt øjenlåg uden tegn på orbital involvering. Det afgørende differentialdiagnostiske spørgsmål er, om infektionen er begrænset til præseptalt væv eller har spredt sig bag septum til orbita. Ved præseptal cellulitis er øjenmotiliteten intakt, der er ingen proptose, og synsstyrken er normal. CT-scanning af orbita og bihuler anbefales ved klinisk tvivl, hos børn under 1 år, ved manglende bedring inden for 24–48 timer på antibiotika, eller ved mistanke om postseptal engagement. Blodprøver viser typisk forhøjet CRP og leukocytose.

 

Behandling

Behandlingen tilpasses infektionens sværhedsgrad:

  • Oral antibiotika — er førstevalgbehandling ved mild-moderat præseptal cellulitis, typisk amoxicillin-klavulansyre i 7–10 dage hos voksne og større børn.
  • Intravenøs antibiotika — anvendes ved svær infektion, manglende behandlingsrespons, børn under 1 år eller immunsvækkede patienter, som indlægges til observation.
  • Tæt opfølgning — revurdering inden for 24–48 timer er essentiel for at udelukke progression til postseptal cellulitis.
  • Kirurgisk dræning — sjældent nødvendigt ved præseptal form, men kan blive relevant ved abscessdannelse.

 

Prognose

Med korrekt og rettidig antibiotisk behandling er prognosen for præseptal cellulitis særdeles god. De fleste patienter er i klinisk bedring inden for 48–72 timer. Komplikationer er sjældne, men kan forekomme ved forsinket behandling eller hos immunsvækkede patienter. Den vigtigste kliniske opgave er løbende at udelukke progression til postseptal cellulitis, som er en potentielt syns- og livstruende tilstand, der kræver akut indlæggelse og intensiv behandling.