Vitreomacular traction (VMT) er en tilstand, hvor den bagerste glæsvitreale membran hæfter sig til makula og udøver et træk på nethindens centrale zone. Det kan føre til synsforstyrrelser som formforvrængning, nedsat synsskarphed og i alvorlige tilfælde makulahæl. VMT er en velafgrænset tilstand på et spektrum af vitreomakulære grænsefladelidelser.

 

Hvad er vitreomacular traction?

Under den naturlige alder af glaslegemet (posterior vitreal detachment, PVD) løsner glaslegemet sig gradvist fra nethinden. Hos nogle personer førgår denne adskillelse ukomplet, og glaslegemet forbliver hæftet til makula. Det vedvarende træk (traction) kan forvride nethindearchitekturen, udløse intraretialt ødem og i svære tilfælde foranledige et fuldt makulahæl. VMT klassificeres efter International Vitreomacular Traction Study Group som fokal VMT (hæfteflaede ≤ 1500 μm) og bred VMT (> 1500 μm).

 

Sygdomsudvikling

VMT foregår typisk over måneder til år. Hos mange patienter løsner glaslegemet sig spontant fra makula (spontan PVD-komplettering) med tilbagegang af symptomerne. Andre progredierer mod stadigt værre synsforstyrrelser, intraretinælt ødem og i svære tilfælde lamellært eller fuldt makulahæl. Tilstanden kan i sjældnere tilfælde optik med epiretinal fibrose (macular pucker).

 

Forekomst

VMT forekommer hyppigst hos ældre voksne over 55 år og er hyppigere hos kvinder end mænd. Højgradig nærsynethed, tidligere øjenbetændelse og aldersrelaterede glaslegemetændringer er prædisponerende. VMT er bilateral hos op mod 20 % af patienterne, men symptomerne er sjældent symmetriske.

 

Risikofaktorer

  • Alder — synkende glaslegemekoherens med alderen øger risikoen for inkomplet PVD.
  • Høj nærsynethed — ændret glaslegeme-nethindegrænseflade hos høj minus-patienter disponerer for VMT.
  • Epiretinal fibrose — sameksisterende epiretinal membran forstærker det tangentielle træk på makula.
  • Tidligere øjeninflammation — uveitis og diabetisk retinopati kan ændre glaslegemets adhesionsmønstre til nethinden.

 

Diagnostik

Optisk koherens-tomografi (OCT) er gold standard og viser glaslegemeadhesionen til makula, det eventuelle intraretinæle ødem, elevationen af nethinden og graden af arkitektonisk forvridning. OCT-angiografi (OCT-A) kan supplere ved mistanke om sekundær koroidal neovaskularisation. Synsskarphed, Amsler-gitter og fundoskopi indgår i den kliniske undersøgelse. VMT-diagnosen stilles ud fra OCT-morfologi og adskilles fra epiretinal fibrose alene og makulahæl.

 

Behandling

Behandlingsvalget afhænger af symptomgrad, synspåvirkning og morfologi:

  • Observation — asymptomatisk eller mildt symptomatisk VMT med god synsskarphed håndteres ekspekatativt med regelmæssige OCT-kontroller, da spontan resolution forekommer hos op mod 30 %.
  • Ocriplasmin (Jetrea) — enzymatisk vitreolysis med intravitreal injektion af ocriplasmin kan inducere glæsvitreal separation hos udvalgte patienter med fokal VMT uden epiretinal membran.
  • Vitrektomi — pars plana-vitrektomi med membranpeeling er det sikre og mest effektive indgreb ved symptomatisk VMT, højgradig synsneedsættelse eller tilhørende makulahæl.

 

Prognose

Prognosen er generelt god ved rettidig behandling. Vitrektomi med membranpeeling giver anatomikal resolution i langt de fleste tilfælde, og synsskarphed forbedres hos de fleste patienter, om end den forudgående grad af makula-arkitekturforvridning afgør det endelige synsniveau. Ubehandlet svær VMT kan resultere i makulahæl med markant tab af central synsskarphed.