Cone-rod dystrofi er en gruppe af arvelige nethindesygdomme, der er kendetegnet ved primær degeneration af tapfotoreceptorerne (keglerne) med sekundær påvirkning af stavfotoreceptorerne. I modsætning til retinitis pigmentosa — hvor stavene rammes først — debuterer cone-rod dystrofi med nedsat central synsskarphed, farvesyn og lysskyhed og fører dernæst til svækket nattesyn og tab af det perifere synsfelt. Sygdommen kan optreæde isoleret eller som del af et systemisk syndrom.
Hvad er cone-rod dystrofi?
Cone-rod dystrofi (CRD) er en hereditær retinal dystrofi, der forekommer i autosomalt dominant, autosomalt recessiv og X-bundet form. Mere end 30 gener er identificeret som årsag, herunder ABCA4 (som også giver Stargardts sygdom), GUCY2D, CRX, PRPH2 og RPGR. Sygdommen er kendetegnet ved dysregulation af fototransduktionskaskaden og/eller strukturelle proteiner i fotoreceptorernes ydre segmenter. Den centrale makula, der er rig på tappe, rammes fortrinsvis, men med sygdomsprogression sker der også tab af stave i nethindeperfierien.
Sygdomsudvikling
Sygdommen debuterer typisk i barndoms- eller ungdomsalderen, men debut kan variere fra det første levetiende til midt i voksenalderen afhængig af genotype. Tidlige symptomer er snydt synsskarphed, besvær med at skelne farver og udtalt fotofobi. Med tiden udvikles central skotom (blinde pletter i midtsynet), og der sker gradvis inddragelse af det perifere synsfelt. Nattesøndhed tilkommer, når stavene også påvirkes. Hos de sværeste former kan patienten blive lovliggblindt årtier efter debut, men progression er sædvanligvis langsom.
Forekomst
Den samlede prævalens for cone-rod dystrofi estimeres til ca. 1 pr. 40.000 personer. I Danmark lever formodentlig 100–200 personer med diagnosen. Sygdommen er sjældnere end retinitis pigmentosa og udgjør ca. 10–15 % af alle arvelige retinale dystrofier. Den rammer begge køn, om end X-bundne former ses eksklusivt hos mænd med kvinderne som bærere.
Risikofaktorer
Risikofaktorerne for cone-rod dystrofi er primært genetiske:
- Familiær forekomst — søskende til en ramt person bør tilbydes genetisk screening.
- ABCA4-mutationer — biallele mutationer i ABCA4 giver spektret fra Stargardts sygdom til svær cone-rod dystrofi.
- X-bunden arvegang — sønner af kvindelige bærere har 50 % risiko for at rammes.
- Systemisk syndrom — visse syndromer (Bardet-Biedl, Alstrøm) inkluderer cone-rod dystrofi som komponent og kræver multidisciplinær udredning.
Diagnostik
Diagnosen stilles ved en kombination af ERG (elektroretinografi), der karakteristisk viser mere udtalt reduktion i tap-respons end stav-respons, OCT-scanning af makula, der kan vise foveal atrofi og tab af fotoreceptorlag, samt autofluorescensfotos (autofluorescens af nethinden), der viser karakteristiske hypofluorescente zoner centralt. Synsfelt og farvesynstest supplerer klinikken. Genetisk testning er afgørende for at identificere det ansvarlige gen, vejlede om prognose og informere om eventuelle fremtidige behandlingsmuligeder.
Behandling
Der eksisterer i dag ingen kurativ behandling for de fleste former af cone-rod dystrofi:
- Solbeskyttelse — bæren af mørke UV-filtrerende solbriller (solbriller og UV-beskyttelse) anbefales for at reducere fotooksidativ påvirkning.
- Lavsynsoptik — luper, større skriftstørrelser, ekcentreret fiksation og elektroniske forstørrende hjælpemidler kan forbedre hverdag og selvstændighed.
- Genetisk rådgivning — tilbydes patienter og familier med henblik på familieplanlægning.
- Genteri— og stamcelleterapi — kliniske forsøg pågår, især for ABCA4-relateret sygdom, men ingen godkendte behandlinger findes endnu ud over RPE65 (som dog primært er til LCA2).
Prognose
Prognosen varierer med genotype og sygdomsform. De fleste patienter beholder en vis restvisus, men en stor andel opnår lovligblindhedsøvre i løbet af livet. Tilpasning med kompenserende strategier og rehabilitering er afgørende for livskvalitet. Regelmæssig øjenlægekontrol med OCT og ERG-monitorering anbefales for at følge progressionen og tilpasse hjælpemidler over tid. Det aktive forskningsfelt inden for genterapi giver reelt håb for kommende behandlingsgennemsbrud.
