Epiretinal fibrose, også kendt som epiretinal membran, er en tynd arvævshinde som dannes på nethindens overflade over makula. Den kan give forvrænget og sløret centralt syn, og er en af de hyppigste nethindediagnoser hos personer over 60 år.

 

Hvad er epiretinal fibrose?

Epiretinal fibrose er en bindevævsagtig hinde, der vokser hen over makula, nethindens center for skarpsyn. Membranen trakær let i nethinden og skaber så små folder, der kan forvrænge synsindtrykket. Tilstanden kaldes også macular pucker eller cellofan-makulopati, afhængigt af membrantykkelsen.

 

Sygdomsudvikling

Membranen dannes oftest sekundært til en bageste glaslegeme-afløsning, som ofte sker med alderen. Gliaceller og hyalocytter migrerer fra nethinden ud på dens overflade og danner en fibrøs hinde. Når hinden trakær sig sammen, trakær den samtidig let i den underliggende nethinde og skaber folder og rynkedannelse i fovea. Udviklingen er ofte langsom — måneder til år — og mange har kun milde symptomer.

 

Forekomst

Epiretinal fibrose ses hos ca. 7 % af voksne og op mod 20 % af personer over 70 år, ofte tilfældigt uden symptomer. Begge øjne kan være ramt, men ofte i forskellig grad. Kvinder rammes lidt hyppigere end mænd.

 

Risikofaktorer

De vigtigste risikofaktorer er:

  • Høj alder — forekomsten stiger mærkbart efter 60-års-alderen.
  • Bageste glaslegeme-afløsning — den primære udløsende faktor.
  • Tidligere øjenkirurgi — især efter kataraktoperation eller nethindekirurgi.
  • Nethindesygdomme — uveitis, retinal venetrombose og pars planitis øger risikoen.
  • Diabetisk retinopati — bindevævsdannelse er en kendt komplikation.

 

Diagnostik

Diagnosen stilles ved spaltelampeundersøgelse af fundus og bekræftes med optical coherence tomography (OCT), som viser den tynde membran og graden af træk på makula. OCT giver samtidig et mål for centraltykkelsen, som bruges til vurdering af behandlingsindikation. Amsler-net og mikroperimetri kan bruges til at vurdere metamorfopsier og lokal synsfunktion.

 

Behandling

Behandling er kun indiceret ved betydelig synspåvirkning:

  • Observation — ved milde symptomer anbefales kontroller hver 6.–12. måned.
  • Vitrektomi med membranpeeling — kirurgisk fjernelse af glaslegemet og membranen er standardbehandlingen ved symptomgivende tilfælde. Den indre limitans-membran fjernes ofte samtidig for at mindske risikoen for recidiv.
  • Postoperativ kontrol — synet forbedres gradvist over 3–6 måneder, men metamorfopsier kan bestehen i længere tid.

 

Prognose

Prognosen er generelt god ved kirurgisk behandling. Ca. 80–90 % af patienterne oplever forbedret synsstyrke efter membranpeeling, selv om særligt metamorfopsier ikke altid forsvinder fuldstændigt. Tidlig operation før betydelig foveal skade har bedre udkomme. Ubehandlet progredierer tilstanden typisk langsomt, og mange bevarer rimeligt syn i årevis.