Exposure keratitis — også kaldet ekspositionskeratopati — er en tilstand, hvor hornhindens overflade beskadiges, fordi øjenlågene ikke dækker øjet fuldstændigt. Den eksponerede hornhinde udtørrer, og det resulterer i punktformede epithel-defekter, smerter og i svære tilfælde ulceration. Tilstanden ses ofte hos patienter med facialisparese, Graves' orbitopati eller nedsat blinkefunktion.

 

Hvad er exposure keratitis?

Exposure keratitis er en skade på hornhinden, som skyldes, at øjet ikke lukkes tilstrækkeligt ved blink eller under søvn. Normalt fordeler blinkningen tårefilm jævnt over hornhinden og beskytter den mod udtørring. Når lukningen er ufuldstændig, fordamper tårevæsken fra det eksponerede område, og epithelet tørrer ud. Resultatet er irritation, rødme, fremmedlegemefornemmelse og i nogle tilfælde synsnedsættelse.

 

Sygdomsudvikling

Tilstanden begynder typisk med milde, punktformede epithel-defekter nederst på hornhinden — det område, der er mest udsat, når øjenlåget ikke lukker. Uden behandling kan defekterne vokse til større erosioner, og i alvorlige tilfælde opstår sår på hornhinden og sekundær infektion. Kronisk eksposition kan føre til arvæv, vaskularisering og permanent nedsat syn.

 

Forekomst

Exposure keratitis er relativt hyppig i dansk øjenpraksis, især hos ældre og hos patienter med neurologiske sygdomme. Den ses oftere på intensivafdelinger hos bevidstløse patienter og hos nyopererede med nedsat lukkekraft. Tilstanden er ofte underdiagnosticeret, fordi symptomerne kan være diskrete i begyndelsen.

 

Risikofaktorer

Forhold, der øger risikoen for exposure keratitis:

  • Facialisparese — nedsat kraft i orbicularis-musklen gør, at øjet ikke lukker helt.
  • Graves' orbitopati — proptose og øjenlågsretraktion øger den eksponerede overflade.
  • Lagoftalmos — ufuldstændig øjenlukning om natten eller ved blink.
  • Nedsat Bells fænomen — manglende opadrulning af øjet ved lukning.
  • Bevidstløshed og intensiv behandling — sedering og manglende blinkerefleks.
  • Efter øjenlågsoperationer — fx aggressiv blepharoplastik.

 

Diagnostik

Diagnosen stilles klinisk ved spaltelampeundersøgelse med fluoresceinfarvning, der fremhæver epithel-defekter som lysende grønne områder — typisk i hornhindens nederste tredjedel. Øjenlægen vurderer også lukkefunktionen, Bells fænomen, tårefilmens kvalitet med Schirmers test og afsøger eventuelle underliggende årsager.

 

Behandling

Behandlingen afhænger af sværhedsgraden og den underliggende årsag:

  • Intensiv smøring — hyppige kunstige tårer og tykkere øjensalve om natten.
  • Fugtkamre og tape — beskyttelse om natten hos patienter med lagoftalmos.
  • Tårepunktsproppe — reducerer tåreafløb og bevarer tårefilm længere på overfladen.
  • Behandling af underliggende sygdom — fx orbital dekompression ved Graves' orbitopati.
  • Kirurgisk lukning — tarsorrafi eller guldvægt-implantation ved vedvarende lagoftalmos.
  • Antibiotika — ved sekundær infektion eller truende ulcus.

 

Prognose

Ved tidlig diagnose og konsekvent smøring heler epithelet hurtigt, og synet bevares. Kronisk eller ubehandlet exposure keratitis kan derimod medføre blivende arvæv og synsnedsættelse. Prognosen afhænger i høj grad af, om den underliggende årsag kan afhjælpes — fx om facialisparesen er forbigående eller permanent.