Limbus er overgangszonen mellem hornhinden og bindehinden og udgør en smal, ringformet randzone på cirka 1–2 mm. Zonen er lille, men bærer nogle af øjets vigtigste funktioner: den huser stamceller, der fornyer hornhindens epitel, og den er nabo til det anatomiske område, hvor kammervandet løber ud.

 

Anatomi

Limbus er defineret som grænsen mellem klart hornhindevæv og den mere karrige sclera og bindehinde. Den indeholder flere specialiserede vævsstrukturer. I det basale epitel sidder de limbale stamceller, der via palisaderne i Vogt opretholder et fast forhold mellem epitelfornyelse og afstødning. Dybere i stromaet findes overgangen mellem hornhindens regelmæssige kollagenlameller og sclerales uorganiserede bundter. Tæt op til limbus ligger trabekelværket og Schlemms kanal — strukturer med afgørende betydning for øjentrykket.

 

Funktion

Limbus har tre centrale funktioner. For det første fungerer den som et stamcellereservoir, der dækker hornhindens løbende behov for nyt epitel. For det andet udgør området en barriere, der forhindrer bindehindens celler i at vokse ind over hornhinden (conjunctivalisering). For det tredje er limbus tæt forbundet med øjets afløbssystem og danner den kirurgiske adgang til kammervinklen ved blandt andet glaukomkirurgi.

 

Klinisk betydning

Sygdom eller skade i limbus har vidtrækkende konsekvenser for hornhindens overflade.

  • Stamcelleinsufficiens — se limbal stamcelledeficiens; giver epitelsvigt og kronisk ardannelse.
  • Kemiske skader — base- og syreforbrændinger rammer ofte limbus særligt hårdt.
  • Kontaktlinse-induceret skade — langvarig brug kan nedbryde palisaderne i Vogt.
  • Aniridi og kongenitte syndromer — medfødt mangel på limbale stamceller.
  • Pterygium — overvækst fra bindehinden over limbus ind på hornhinden.
  • Postkirurgisk skade — efter større limbale indgreb eller laserterapi.

 

Undersøgelse

Limbus vurderes klinisk ved spaltelampeundersøgelse, hvor palisaderne i Vogt kan identificeres som små radiære strukturer. Impressionscytologi kan bruges til at påvise bægerceller som tegn på conjunctivalisering. Konfokalmikroskopi giver detaljeret vurdering af stamcelleniveauet, og fluorescein- eller lissamingrønfarvning kan afdække skade på overgangen mellem hornhinde og bindehinde.

 

Behandling af limbale lidelser

Behandlingen afhænger af årsag og sværhedsgrad.

  • Konservativ behandling — intensiv smøring og beskyttelse af hornhindeoverfladen.
  • Autolog serum-dråber — fremmer epitelheling ved alvorlig overfladesygdom.
  • Amniommembrantransplantation — beskyttende membran over områder med defekt.
  • Limbal stamcelletransplantation — se limbal stamcelletransplantation; ved total stamcelleinsufficiens.
  • Keratoprotese — ved svigt af alle øvrige muligheder.

 

Limbus og øjets helbred

Selv om limbus ikke fylder meget anatomisk, er zonen afgørende for hornhindens vitalitet og for visse former for kirurgisk adgang til øjet. Ved behandling af hornhindesygdomme, refraktiv kirurgi og glaukomindgreb er det altid nødvendigt at respektere limbus, fordi skade på zonen kan få varige konsekvenser for synet.