Nervus oculomotorius-parese (n. III parese) er en lammelse af den tredje kranienerve, der typisk giver en kombination af nedhængende øvre øjenlåg, udadskelen og udvidet pupil. Tilstanden kan opstå pludseligt og kræver ofte akut udredning for at udelukke alvorlige årsager som aneurisme.

 

Hvad er oculomotoriusparese?

Nervus oculomotorius (n. III) er den tredje af de tolv kranienerver og styrer størstedelen af øjets bevægelser, løft af det øvre øjenlåg samt pupilens sammentrækning og øjets fokusering (akkommodation). Når nerven skades, lammes flere muskler på én gang: øjet står typisk udadskelen og nedad, øjenlåget falder ned (ptose), og pupillen kan blive fikseret og udvidet (mydriasis).

 

Sygdomsudvikling

Forløbet afhænger af årsagen. Ved iskæmi — fx som følge af diabetes — opstår lammelsen ofte pludseligt med hovedpine og dobbeltsyn, mens pupillen typisk er upåvirket, og tilstanden bedres spontant over uger til måneder. Ved kompression fra en aneurisme (hyppigst i bagre kommunikerende arterie) er pupilinvolvering karakteristisk og skal betragtes som en neurokirurgisk akuttilstand. Traumatiske paresser kan følge direkte vold mod kraniebasis eller øjehulen.

 

Forekomst

Oculomotoriusparese er sjældnere end abducensparese (n. VI), men ses regelmæssigt i neuro-oftalmologisk praksis. Den rammer oftest voksne over 50 år og har iskæmisk baggrund i op til halvdelen af tilfældene. Hos yngre patienter skal der altid tænkes på aneurisme, traume og demyeliniserende sygdom.

 

Risikofaktorer

De vigtigste risikofaktorer omfatter:

  • Diabetes — fører til mikroangiopati og iskæmi i nervens forsyning.
  • Forhøjet blodtryk og aterosklerose — bidrager til iskæmiske paresser.
  • Intrakraniale aneurismer — særligt i bagre kommunikerende arterie.
  • Kraniocerebralt traume — brud på kraniebasis eller diffus aksonal skade.
  • Tumorer og meningitis — kompression eller infiltration af nerven.

 

Diagnostik

Diagnosen stilles klinisk ud fra det karakteristiske øjenstillings- og bevægelsesmønster suppleret med cover-test, vurdering af øjenlågsposition og pupilreaktion. Alle akutte tilfælde — særligt med pupilinddragelse — skal undersøges med MR eller CT-angiografi for at udelukke aneurisme. Hos diabetikere måles HbA1c og blodtryk, og der suppleres med synsfeltsundersøgelse og Hess-screentest til at dokumentere motilitetsdefekten.

 

Behandling

Behandlingen retter sig mod den underliggende årsag:

  • Iskæmisk parese — observation, blodsukkerkontrol og blodtryksregulering.
  • Aneurisme — akut neurokirurgisk eller endovaskulær behandling.
  • Traume — understøttende behandling og kirurgi ved ledsagende fraktur.
  • Dobbeltsyn — lindres ofte med prismebriller eller okklusionslap i genoptræningsperioden.
  • Varig parese — skeleoperation og eventuel ptosisoperation overvejes efter minimum 6–12 måneder uden bedring.

 

Prognose

Iskæmiske paresser bedres ofte fuldstændigt inden for 3–6 måneder. Ved traumatiske eller kompressive årsager afhænger prognosen af den primære skade og af behandlingens hurtighed. Varige paresser kan give kosmetisk generende ptose og vedvarende dobbeltsyn, som kan lindres kirurgisk eller med prismebriller.