Abducensparese er en lammelse eller svækkelse af den sjette kranienerve (n. abducens), der styrer den udadrettede øjenmuskel (m. rectus lateralis). Tilstanden medfører, at det påvirkede øje ikke kan drejes ordentligt udad, og patienten oplever typisk dobbeltsyn, der er værst, når man kigger til siden mod det påvirkede øje. Abducensparese er blandt de hyppigste årsager til pludseligt indsættende dobbeltsyn hos voksne.

 

Hvad er abducensparese?

Abducens-nerven har den længste forløbsstrækning intrakranielt af alle kranienerver og er derfor særligt sårbar over for tryk, iskæmi og traumer. Den innerverer udelukkende m. rectus lateralis, som trækker øjet udad (abduktion). Ved en parese svækkes eller ophæves denne funktion, og øjet står i relativ indadskelen (esotropi), særligt ved sideblik mod den påvirkede side. Se også strabismus for en generel introduktion til skelen.

 

Sygdomsudvikling

Forløbet afhænger af årsagen. Mikrovaskulære pareser udvikler sig oftest akut over timer til dage og bedres spontant inden for tre til seks måneder. Pareser forårsaget af øget intrakranielt tryk, tumorer eller betændelse udvikler sig ofte mere snigende og ledsages typisk af andre neurologiske symptomer som hovedpine, kvalme eller synsnervepåvirkning. Traumatiske pareser optræder umiddelbart efter skaden.

 

Forekomst

Abducensparese er den hyppigste isolerede kranienerveparese, der påvirker øjenmotilitet. Den ses i alle aldre, men mikrovaskulære årsager dominerer hos voksne over 50 år med kardiovaskulære risikofaktorer, mens traumer og forhøjet intrakranielt tryk er hyppigere årsager hos yngre patienter.

 

Risikofaktorer

Flere forhold øger risikoen for abducensparese:

  • Diabetes og hypertension — giver mikrovaskulær iskæmi af nerven.
  • Aterosklerose — samme mekanisme som ved diabetes.
  • Hovedtraume — især basisfrakturer kan strække eller afskære nerven.
  • Forhøjet intrakranielt tryk — abducens-nerven bliver komprimeret ved fx idiopatisk intrakraniel hypertension eller tumorer.
  • Inflammation og infektion — bl.a. ved kæmpecellearteritis, borreliose eller sinusinfektioner.

 

Diagnostik

Diagnosen stilles ved klinisk undersøgelse af øjenbevægelserne, hvor der ses nedsat abduktion af det påvirkede øje og esotropi, der tiltager ved sideblik. Cover test og måling af afvigelsens størrelse i forskellige blikretninger er centrale. Hos alle patienter over 50 år udelukkes kæmpecellearteritis med blodprøver. Afhængigt af alder og ledsagesymptomer suppleres med MR-skanning af hjernen, blodtryksmåling og måling af blodsukker samt relevante blodprøver.

 

Behandling

Behandlingen retter sig mod den bagvedliggende årsag samt lindring af dobbeltsynet:

  • Afdækning (okklusion) — plaster eller mat linse over det ene øje fjerner dobbeltsynet i akut fase.
  • Prismebriller — Fresnel-prismer eller indslebne prismer kan korrigere dobbeltsyn ved stabil parese.
  • Botulinumtoksin — injektion i den modsatte (og dermed overaktive) m. rectus medialis kan mindske esotropi i ventetiden.
  • Skeleoperation — overvejes, hvis paresen ikke er kommet tilbage efter seks til tolv måneder.

 

Prognose

Prognosen afhænger af årsagen. Mikrovaskulære pareser bedres spontant hos langt de fleste inden for tre til seks måneder. Traumatiske pareser har mere varieret forløb og kan kræve kirurgi. Pareser som følge af tumorer, forhøjet intrakranielt tryk eller inflammation retter sig efter den underliggende behandling. Vedvarende dobbeltsyn kan næsten altid afhjælpes med prismebriller eller skeleoperation.