Okulær toxoplasmose er en infektion i øjets bagsegment forårsaget af parasitten Toxoplasma gondii. Det er globalt set en af de hyppigste årsager til posterior uveitis og kan medføre betydeligt synstab, hvis infektionen rammer makula.
Hvad er okulær toxoplasmose?
Toxoplasma gondii er en intracellulær parasit, der kan danne latente cyster i nethinden. Ved reaktivering opstår en fokal retinochoroiditis, som fremtræder som et hvidligt, ødematøst aktivt fokus, typisk ved siden af et pigmenteret ar fra tidligere infektion. Der ses næsten altid ledsagende celler i glaslegemet.
Sygdomsudvikling
Infektionen kan være medfødt (kongenit toxoplasmose) eller erhvervet. Kongenit form efterlader ofte makulære ar, som kan reaktivere årtier senere. Erhvervet infektion sker ved indtagelse af kontaminerede fødevarer (råt eller utilstrækkeligt tilberedt kød) eller kontakt med kattefaeces. En aktiv episode varer typisk 6–12 uger og efterlader et pigmenteret chorioretinalt ar.
Forekomst
Seroprevalensen for Toxoplasma gondii varierer betydeligt mellem lande. I Danmark har omkring 25–30 % af den voksne befolkning antistoffer, men kun en lille del udvikler klinisk øjenaffektion. Tilstanden ses i alle aldre, men reaktivering er hyppigst hos unge voksne.
Risikofaktorer
Flere faktorer øger risikoen for aktiv okulær toxoplasmose.
- Tidligere kongenit eller erhvervet infektion — cyster i nethinden kan reaktivere gennem hele livet.
- Immunsuppression — fx HIV, kemoterapi eller TNF-hæmmere, giver mere aggressivt forløb.
- Graviditet — primærinfektion kan overføres til fosteret.
- Eksponering — råt eller halvstående kød, uvaskede grøntsager, kontakt med kattefaeces.
Diagnostik
Diagnosen er oftest klinisk ved det karakteristiske billede: et aktivt hvidligt chorioretinitfokus i kanten af et gammelt ar med cellulær reaktion i glaslegemet ("headlight in the fog"). Fundoskopi og OCT dokumenterer fokus, og fluorescein-angiografi viser lækage. Serologi (IgG/IgM) kan støtte diagnosen, men IgG-positivitet alene er ikke specifik. Ved atypiske tilfælde kan PCR af kammervand eller glaslegemevæske anvendes.
Behandling
Behandlingen afhænger af fokusets placering, størrelse og patientens immunstatus. Små perifere foci kan observeres, mens fokus nær makula eller synsnerven altid behøver behandling.
- Klassisk tripelterapi — pyrimethamin, sulfadiazin og folinsyre i 4–6 uger.
- Trimethoprim-sulfamethoxazol — anvendes ofte i Danmark på grund af bedre tolerabilitet.
- Systemisk prednisolon — tilføjes efter antibiotika ved udtalt inflammation, hvis fokus ikke ligger nær fovea.
- Intravitreal clindamycin + dexamethason — alternativ ved graviditet eller sulfaallergi.
Prognose
De fleste episoder hos immunkompetente patienter heler op uden varigt synstab, med mindre fokus ligger i eller tæt på makula eller synsnerven. Recidiv ses hos op til en tredjedel inden for få år, typisk ved kanten af et tidligere ar. Komplikationer inkluderer kronisk glaslegemeinflammation, cystoid makulaødem, retinal neovaskularisation og i sjældne tilfælde nethinderift.
