Skleritis er en sjælden, men ofte smertefuld betændelse i øjets yderste, hvide lag – senehinden (sklera). Det er en tilstand, som kan påvirke synet og kræver hurtig behandling. Skleritis adskiller sig fra den mere overfladiske og hyppige øjensygdom episkleritis ved at være dybere, mere alvorlig og oftest forbundet med kraftigere symptomer. Sygdommen rammer oftest voksne og kan opstå i forbindelse med visse autoimmune sygdomme, hvor kroppens eget immunforsvar angriber sundt væv. I nogle tilfælde er årsagen ukendt. Tidlig diagnose og behandling er afgørende for at undgå skader på øjet og synet.

‍

Sygdomsudvikling

Skleritis opstår, når kroppens immunsystem af en eller anden grund udløser en betændelsesreaktion i senehinden. Senehinden er det stærke, hvide væv, der beskytter øjet og holder dets form. Betændelsen fører til hævelse, rødme og ofte svære smerter. Tilstanden kan påvirke hele øjet eller kun en del af det og kan være ensidig eller dobbeltsidig. Betændelsen kan sprede sig til de dybere dele af øjet og i sjældne tilfælde føre til, at senehinden bliver tyndere eller beskadiges.

Skleritis inddeles i forskellige former:

  • Forreste skleritis – den hyppigste form, hvor betændelsen ses i den synlige del af øjet
  • Bageste skleritis – en mere skjult form, der kan give hævelse bag øjet og påvirke synet
  • Nekrotiserende skleritis – en alvorlig undertype, hvor væv i øjet begynder at gå til grunde

‍

Forekomst

Skleritis er en sjælden sygdom, men ses oftest hos voksne mellem 30 og 60 år. Kvinder rammes lidt hyppigere end mænd. Den forekommer sjældent hos børn. Mange med skleritis har en underliggende autoimmun sygdom – for eksempel leddegigt eller vaskulitis – men sygdommen kan også opstå uden kendt årsag. Da skleritis kan være det første tegn på en underliggende systemisk sygdom, er det vigtigt med grundig udredning.

‍

Risikofaktorer

Den vigtigste risikofaktor for skleritis er tilstedeværelsen af en autoimmun sygdom. Det betyder, at kroppens eget immunforsvar fejlagtigt angriber sundt væv.

Nogle af de mest kendte risikofaktorer er:

  • Leddegigt (reumatoid artrit)
  • Systemisk lupus erythematosus (SLE)
  • Granulomatøs polyangiit og andre former for vaskulitis
  • Tidligere episoder med skleritis eller episkleritis
  • Sjældnere infektioner (f.eks. herpes eller tuberkulose)

Mange tilfælde opstår dog uden kendt årsag.

‍

Diagnostik

Diagnosen stilles ud fra symptomerne og en grundig øjenundersøgelse. De mest almindelige symptomer er dybe, borende øjensmerter, som forværres ved bevægelse og kan stråle til tindingen, kæben eller kinden. Øjet er ofte rødt, og synet kan være nedsat.

Øjenlægen undersøger øjet med en spaltelampe og vurderer graden og typen af betændelse. Derudover kan følgende undersøgelser være relevante:

Skleritis skal adskilles fra episkleritis, som er mere overfladisk, mindre smertefuld og som regel har et mildt forløb.

‍

Behandling

Behandlingen afhænger af sværhedsgraden og om der er underliggende sygdom. Målet er at dæmpe betændelsen og forhindre varige skader på øjet.

Mulige behandlingsformer:

  • Smertestillende og antiinflammatorisk medicin – ofte stærkere NSAID præparater
  • Binyrebarkhormon (steroid) – enten som tabletter eller, i svære tilfælde, intravenøst
  • Immunhæmmende behandling – ved svær eller tilbagevendende skleritis, ofte i samarbejde med en reumatolog
  • Antibiotika eller antiviral behandling – hvis betændelsen skyldes infektion (sjældent)

Nogle patienter har behov for langvarig behandling og tæt opfølgning.

‍

Prognose

Prognosen ved skleritis afhænger af typen, sværhedsgraden og om der er en underliggende sygdom. Mange med mild eller moderat skleritis får det bedre med medicinsk behandling og bevarer et godt syn. Ved svære eller tilbagevendende tilfælde – især nekrotiserende skleritis – kan der dog opstå komplikationer som tyndere senehinde, nedsat syn eller i sjældne tilfælde synstab.