Charles Bonnets syndrom er en tilstand, hvor personer med betydeligt nedsat syn oplever livagtige synshallucinationer. Hallucinationerne er typisk visuelle og kan være detaljerede billeder af mennesker, dyr, bygninger eller mønstre, som personen selv godt ved ikke er virkelige. Syndromet skyldes, at hjernen forsøger at kompensere for manglende visuelle input ved at skabe sine egne billeder. Tilstanden rammer især ældre personer med øjensygdomme som aldersrelateret maculadegeneration (AMD), glaukom eller diabetisk retinopati. Der findes ingen specifik behandling, men oplysning om tilstanden kan hjælpe med at reducere bekymring og stress hos patienterne. Prognosen er god, og symptomerne aftager ofte med tiden.
Sygdomsudvikling
Charles Bonnets syndrom opstår, når hjernen ikke længere modtager tilstrækkelige synsindtryk fra øjnene på grund af alvorligt nedsat syn. I stedet for at acceptere den manglende visuelle information, forsøger hjernen at "udfylde" hullerne ved at skabe billeder selv – altså hallucinationer.
Hallucinationerne kan variere meget i karakter og omfang. Nogle patienter oplever simple billeder, fx farver, former eller mønstre. Andre ser meget detaljerede billeder, fx tydelige ansigter, personer, dyr, bygninger eller landskaber. Billederne kan være både bevægelige og statiske, og de optræder ofte pludseligt uden varsel.
Vigtigt er det, at personerne med syndromet typisk er helt klar over, at det, de ser, ikke er virkeligt, hvilket adskiller Charles Bonnets syndrom fra mere alvorlige psykiatriske lidelser som skizofreni eller demens.
Forekomst
Charles Bonnets syndrom er relativt almindeligt, men alligevel ofte overset, fordi mange patienter holder hallucinationerne for sig selv af frygt for at blive betragtet som psykisk syge. Forskning antyder, at op mod 20-30 % af personer med alvorligt nedsat syn oplever visuelle hallucinationer som følge af Charles Bonnets syndrom.
Tilstanden ses hyppigst hos ældre mennesker med øjensygdomme som aldersrelateret maculadegeneration, diabetisk retinopati, glaukom eller efter alvorlig skade på synsnerven som fx ved anterior iskæmisk optikus neuropati (AION). Den ses også hos yngre personer med synstab, men dette er sjældnere.
Risikofaktorer
Den største risikofaktor for at udvikle Charles Bonnets syndrom er betydeligt eller hurtigt udviklet synstab. Typiske øjensygdomme, der øger risikoen, inkluderer:
- Aldersrelateret maculadegeneration (AMD)
- Diabetisk retinopati
- Glaukom
- Andre sygdomme, der skader synsnerven eller nethinden
Diagnostik
Diagnosen Charles Bonnets syndrom stilles normalt på baggrund af patientens fortælling om sine oplevelser kombineret med en konstatering af betydeligt synstab. Patienterne er typisk klar over, at hallucinationerne ikke er virkelige, hvilket er vigtigt for at stille diagnosen korrekt. Det er vigtigt at skelne Charles Bonnets syndrom fra andre, mere alvorlige sygdomme, som kan kræve behandling.
Behandling
Der findes ikke nogen specifik behandling for Charles Bonnets syndrom, da hallucinationerne skyldes hjernens reaktion på synstabet. Den vigtigste behandling består derfor i at berolige patienten ved at informere om, at hallucinationerne ikke skyldes psykisk sygdom, og at tilstanden er ufarlig.
Mange patienter oplever en lettelse, når de får at vide, at deres oplevelser har en naturlig forklaring. Praktiske råd kan også hjælpe med at mindske hyppigheden af hallucinationerne, fx:
- At ændre belysning eller omgivelser
- At bevæge øjnene eller kroppen, når hallucinationerne opstår
- At undgå isolation og at være socialt aktiv
Prognose
Prognosen ved Charles Bonnets syndrom er generelt god, selvom syndromet kan vare i flere år hos nogle patienter. De fleste patienter oplever, at hallucinationerne med tiden bliver mindre hyppige, mindre intense eller helt forsvinder. Hos nogle personer kan symptomerne dog fortsætte over længere tid, men det bliver typisk lettere at håndtere, når patienterne lærer at leve med dem og forstår, hvad der forårsager dem.
Charles Bonnets syndrom er hverken en psykisk lidelse eller et tegn på alvorlig hjerneskade, men det kan være psykisk belastende, især hvis patienten frygter, at det er tegn på alvorlig sygdom. Derfor er det vigtigt, at patienter får god information og støtte, og at de opfordres til at tale åbent om deres oplevelser med deres pårørende.
