Øjet er et komplekst og fascinerende sanseorgan, som gør det muligt for os at opfatte lys, farver og former. For at forstå, hvordan synet fungerer, er det nødvendigt at kende til øjets opbygning. Øjet består af mange forskellige dele, som hver har deres egen funktion, men som arbejder tæt sammen for at give os et skarpt og stabilt syn.
Øjets ydre dele
Set udefra ser man kun en lille del af øjet. Øjets ydre består blandt andet af øjenlågene, øjenvipperne, tårekirtlerne og selve det synlige øje – den del, vi kalder øjeæblet. Øjenlågene beskytter øjet mod skader, lys og udtørring, og blinkerefleksen hjælper med at fjerne støv og små partikler. Øjenvipperne har en lignende beskyttende funktion.
Tårekirtlerne producerer tårer, som smører øjet og holder det fugtigt. Tårerne hjælper også med at fjerne fremmedlegemer og beskytte mod infektioner. Den synlige del af øjeæblet består hovedsageligt af den hvide senehinde (sclera), den farvede regnbuehinde (iris) og den sorte pupil i midten.
Hornhinden – øjets vindue
Hornhinden (cornea) er den gennemsigtige del, der dækker den forreste del af øjet. Den fungerer som et vindue, hvor lyset kommer ind i øjet. Hornhinden har også en vigtig rolle i at bryde (bøje) lyset, så det fokuseres korrekt på nethinden bagerst i øjet.
Hornhinden har ingen blodkar, men får i stedet næring fra tårevæsken og kammervæsken inde i øjet. Den er meget følsom og reagerer hurtigt på selv små irritationer, hvilket er med til at beskytte øjet.
Regnbuehinden og pupillen – lysstyring
Regnbuehinden (iris) er den farvede del af øjet, som vi oftest lægger mærke til. Den fungerer som en blænde og kontrollerer, hvor meget lys der lukkes ind i øjet. Det sker ved at ændre størrelsen på pupillen – den sorte cirkel i midten.
I stærkt lys trækker iris sig sammen, så pupillen bliver mindre og lukker mindre lys ind. I mørke udvider pupillen sig, så der kan komme mere lys ind. Denne regulering er vigtig for at beskytte nethinden og sikre et godt syn under forskellige lysforhold.
Linsen – fokus på det vigtige
Linsen (lens) ligger bag pupillen og er gennemsigtig og elastisk. Den hjælper med at fokusere lyset, så det rammer nethinden korrekt. Linsen ændrer form afhængigt af, om man ser på noget tæt på eller langt væk – en proces, der kaldes akkommodation.
Hos unge mennesker er linsen meget fleksibel, men med alderen bliver den mere stiv. Det er derfor, mange får brug for læsebriller senere i livet, fordi øjet har sværere ved at fokusere på nære genstande.
Glaslegemet – øjets fyldstof
Bag linsen findes glaslegemet (corpus vitreum), som er en geléagtig substans, der fylder det meste af øjet. Glaslegemet hjælper med at holde øjet rundt og støtter nethinden, som ligger langs den bageste inderside af øjeæblet.
Glaslegemet er gennemsigtigt, så lyset kan passere uhindret igennem det. Med alderen kan glaslegemet blive mere flydende og trække sig lidt væk fra nethinden, hvilket kan give anledning til “flydende uklarheder” – små skygger eller prikker, som man kan se i synsfeltet.
Nethinden – øjets film
Nethinden (retina) er et tyndt lag væv, som sidder bagerst i øjet og fungerer som en slags film, der registrerer lyset. Den indeholder millioner af lysfølsomme celler – stave og tappe – som omsætter lyset til elektriske signaler.
Stavene er særligt følsomme over for svagt lys og bruges mest i mørke, mens tappene registrerer farver og bruges ved dagslys. Midt i nethinden ligger makula (den gule plet), som står for det centrale, skarpe syn, vi bruger til at læse og genkende ansigter.
Synsnerven – forbindelsen til hjernen
Når nethinden har omdannet lyset til elektriske signaler, sendes disse signaler videre til hjernen gennem synsnerven (nervus opticus). Synsnerven består af omkring en million nervefibre og går fra bagsiden af øjet til synscentret i hjernen.
Det er først i hjernen, at billedet vi ser, bliver dannet og forstået. Hjernen sammensætter informationen fra begge øjne og skaber et samlet og tredimensionelt synsbillede.
Øjets støttevæv og blodforsyning
Øjet er omgivet af støttevæv, som beskytter og stabiliserer det. Øjeæblet er placeret i øjenhulen (orbita), der er beklædt med fedtvæv og muskler, som gør det muligt at bevæge øjet i forskellige retninger.
Øjet har desuden en rig blodforsyning, som sørger for, at vævene får ilt og næringsstoffer. Særligt nethinden er afhængig af en stabil blodforsyning. Hvis blodtilførslen afbrydes, kan synet tage varig skade på meget kort tid.
Samspillet mellem øjets dele
Alle dele af øjet arbejder tæt sammen for at give os et klart og stabilt syn. Lyset passerer først gennem hornhinden og pupillen, hvor det reguleres og fokuseres af linsen. Derefter fortsætter det gennem glaslegemet, indtil det når nethinden, hvor det registreres og omdannes til signaler. Disse signaler sendes via synsnerven til hjernen, hvor de bliver fortolket som det billede, vi ser.
Selv små forstyrrelser i én del af denne kæde kan føre til nedsat syn eller synsforstyrrelser. Derfor er øjets struktur både sårbar og finjusteret – og det er netop denne kompleksitet, der gør synssansen så imponerende.
