Thygesons superficielle punktat keratitis (TSPK) er en kronisk, bilateral og recidiverende hornhindesygdom karakteriseret ved små, ophøjede, gråhvide epitellæsioner på hornhinden. Tilstanden er godartet, men kan give betydeligt ubæhag og synspåvirkning i de aktive faser.

 

Hvad er Thygesons superficielle punktat keratitis?

TSPK blev først beskrevet af Phillips Thygeson i 1950 og er en velkendt, men relativt sjælden hornhindesygdom. Tilstanden er kendetegnet ved bilaterale (men ofte asymmetriske) ophøjede epitellæsioner, der er centralt eller paracentralt beliggende på hornhinden. Læsionerne farves positivt med fluorescein og negativt med bengalrosa — et mønster, der er karakteristisk for TSPK. Et afgørende klinisk kendetegn er fraværet af konjunktival inflammation: øjet er typisk hvidt eller kun let irriteret, på trods af de aktive hornhindelæsioner. Årsagen er ukendt, men en immunologisk eller viral mekanisme mistænkes.

 

Sygdomsudvikling

TSPK forløber i gentagne cyklusser af opblussen og remission. I den aktive fase udvikles typisk 15–20 små, korneare, gråhvide ophøjede læsioner spredt over hornhindens centrale og paracentrale område. Læsionerne er lokaliseret i epitelet og det mest overfladiske stroma. Patienten klager over lysfølsomhed, fremmedlegemefornemmelse, tåreflod og svingende synsskarphed. Subepitheliale infiltrater (nummulare ar) kan efterlades, når de aktive læsioner aftager, og kan give forbigående sløret syn. Remissionsperioderne kan vare uger til måneder, men recidiver er reglen. Det samlede sygdomsforløb kan strække sig over mange år — gennemsnitligt 4–6 år — før spontan remission indtræder.

 

Forekomst

TSPK er en sjælden tilstand, der rammer begge køn ligeligt. Den kan debutere i alle aldre, men ses hyppigst hos yngre voksne mellem 20 og 40 år. Der er fundet en association med HLA-DR3, hvilket understøtter en immunologisk komponent i patogenesen. I Danmark er tilstanden velkendt i øjenklinikker, men underdiagnosticering forekommer, da symptomerne kan forveksles med tørre øjne, øjenallergi eller viral konjunktivitis.

 

Risikofaktorer

De specifikke risikofaktorer for TSPK er begrænsede, da årsagen er ukendt:

  • HLA-DR3 — en genetisk association, der antyder en immunologisk sårbarhed.
  • Mulig viral trigger — adenovirus har været foreslået som mulig udløser, men en direkte sammenhæng er ikke påvist.
  • Immunologisk disposition — sammenhængen med HLA-typer tyder på, at T-celle-medierede immunmekanismer kan spille en rolle.

 

Diagnostik

Diagnosen stilles klinisk ved spaltelampeundersøgelse. De karakteristiske fund inkluderer: bilaterale (men asymmetriske) ophøjede, gråhvide korneale epitellæsioner, centralt beliggende på hornhinden; positiv fluorescein-farvning af læsionerne; fravær af konjunktival inflammation (hvidt øje); og ingen anterior kammer-reaktion. Det er vigtigt at differentiere TSPK fra herpes simplex-keratitis, som typisk er unilateral og ledsaget af nedsat hornhindesensibilitet, samt fra adenoviral keratokonjunktivitis, som giver markant konjunktival injektion og follikler. Hornhindesensibiliteten ved TSPK er normal — et vigtigt differentieringskendetegn.

 

Behandling

Behandlingen af TSPK sigter mod at kontrollere symptomer og forkorte de aktive episoder:

  • Topikale steroider i lav dosis — er yderst effektive og fører hurtigt til remission af læsionerne. Grundet sygdommens kroniske karakter bør man dog være opmærksom på steroidbivirkninger som øget øjentryk og katarakt ved langvarig brug.
  • Topisk ciclosporin — et godt steroidbesparende alternativ, der kan bruges som vedligeholdelsesbehandling for at reducere recidivhyppigheden.
  • Terapeutisk kontaktlinse — kan lindre fremmedlegemefornemmelse og beskytte hornhindens overflade i aktive faser.
  • Konserveringsfrie fugtighedsdråber — som supplement til at optimere tårefilmen og reducere irritation.
  • Ingen behandling i remission — i symptomfrie perioder er behandling som regel unødvendig.

 

Prognose

Prognosen for TSPK er god. Tilstanden er godartet og fører ikke til permanent synstab. De subepitheliale infiltrater, der kan opstå efter aktive episoder, er oftest forbigående. Det samlede sygdomsforløb er typisk selvbegrænsende over en årrække, og de fleste patienter oplever til sidst spontan remission. Udfordringen ligger i den kroniske, recidiverende karakter, der kan kræve gentagne behandlingsforløb og god patientinformation om sygdommens natur. Regelmæssig opfølgning hos øjenlæge anbefales for at monitorere for eventuelle komplikationer ved behandlingen.