Våd AMD

Våd AMD er en øjensygdom, der påvirker det centrale syn og kan give hurtige ændringer i det, man ser. Hos mange kommer symptomerne gradvist over uger eller måneder, men nogle oplever også en mere pludselig forværring. Det er en tilstand, vi tager alvorligt, fordi tidlig diagnose og behandling har stor betydning for, hvor meget syn man kan bevare.

Hvad er det?

Våd AMD er en forkortelse for våd aldersrelateret makuladegeneration. Det er en sygdom i nethindens gule plet, også kaldet makula, som er det område, vi bruger til at læse, genkende ansigter og se detaljer lige foran os. Når sygdommen er våd, betyder det, at der er dannet unormale blodkar under eller i nethinden. De kar er skrøbelige og kan lække væske eller blod, og det forstyrrer makulas normale funktion. Det perifere syn er som regel bevaret, men det centrale syn kan blive sløret, forvrænget eller få en mørk plet.

Det er vigtigt at skelne våd AMD fra tør AMD. Mange kender til aldersforandringer i nethinden, men den våde form er mere aggressiv og udvikler sig ofte hurtigere. Ved tør AMD sker der gradvise forandringer i nethindens støttevæv og sanseceller, mens våd AMD skyldes aktiv karnydannelse med lækage. Det er derfor ikke en almindelig aldersforandring, man bare skal se an. Hvis lige linjer begynder at bøje, bogstaver hopper, eller ansigter bliver svære at se tydeligt, skal man undersøges hurtigt.

Sygdomsudvikling

Sygdommen opstår typisk på baggrund af aldersforandringer i området under makula. Med tiden kan der ske ændringer i nethindens pigmentlag og i den membran, der ligger mellem nethinden og årehinden. Hos nogle patienter reagerer vævet ved at danne nye blodkar fra årehinden. De kar vokser ind et sted, hvor de ikke hører hjemme, og de er ikke tætte og stabile som normale blodkar. Når de lækker væske, hæver nethinden, og når de bløder, kan synet ændre sig markant på kort tid.

Det, patienten ofte mærker først, er, at synet på det ene øje bliver mere uklart, eller at lige linjer ser skæve ud. Nogle beskriver, at ord mangler midt i en tekst, eller at en dørkarm ser bøjet ud. Hvis sygdommen får lov at stå uden behandling, kan væske og blødning føre til arvævsdannelse i makula. Når der først er dannet arvæv, er synstabet som regel permanent. Derfor handler sygdomsudviklingen ikke kun om, hvor meget man ser her og nu, men også om at forhindre varig skade på nethindens fine struktur.

Forekomst

Våd AMD ses især hos ældre og er en af de hyppigste årsager til svær synsnedsættelse i den centrale del af synet hos personer over 60 år i den vestlige verden. Den er mindre almindelig end tør AMD, men står for en stor del af de tilfælde, hvor synet forværres hurtigt. Mange patienter har først tørre aldersforandringer i nethinden og udvikler senere den våde form i det ene øje. Når man har haft våd AMD i det ene øje, er der også øget risiko for, at det andet øje med tiden bliver påvirket, og derfor følger vi ofte begge øjne tæt.

Risikofaktorer

Alder er den vigtigste risikofaktor, men rygning er den faktor, vi tydeligst ved øger risikoen og samtidig kan forværre sygdomsforløbet. Arvelig disposition spiller også en rolle, så hvis nære familiemedlemmer har haft AMD, er risikoen højere. Derudover ser vi oftere sygdommen hos personer med udtalte aldersforandringer i nethinden, blandt andet druser, som er små aflejringer under nethinden. Højt blodtryk, hjerte-kar-sygdom og generel påvirkning af kredsløbet kan også have betydning, selv om sammenhængene ikke altid er lige tydelige hos alle patienter. Det vigtigste råd er at reagere på nye synsforandringer og at undgå rygning, fordi det er en risikofaktor, man faktisk kan gøre noget ved.

Diagnostik

Diagnosen stilles på baggrund af symptomer, synsprøve og en grundig undersøgelse af nethinden. Når en patient fortæller, at linjer er blevet skæve, eller at synet pludselig er blevet dårligere på det ene øje, tænker vi hurtigt på makula. Ved undersøgelsen drypper vi ofte pupillen for at kunne se nethinden ordentligt. Her kan man nogle gange se væske, små blødninger eller andre tegn på aktiv sygdom i makulaområdet. Det er en vigtig klinisk vurdering, men den står sjældent alene.

Den vigtigste billeddiagnostiske undersøgelse er OCT-scanning, som giver et tværsnitsbillede af nethinden. Med OCT kan vi se, om der ligger væske i eller under nethinden, og om makula er hævet. I mange tilfælde supplerer vi med en undersøgelse af blodkarrene, f.eks. medfluoresceinangiografi, eller med OCT-angiografi. Formålet er at bekræfte, at der er tale om unormale kar, og at vurdere sygdommens aktivitet. Diagnostikken handler ikke kun om at sætte navn på sygdommen, men også om at have et præcist udgangspunkt for behandlingen og de efterfølgende kontroller.

Behandling

Behandlingen af våd AMD består i dag som regel af indsprøjtninger i øjet med medicin, der hæmmer væksten og lækagen fra de unormale blodkar. Medicinen kaldes anti-VEGF og virker ved at blokere et signalstof, som er med til at drive karnydannelsen. Selve indsprøjtningen foregår under sterile forhold og med lokalbedøvende dråber. De fleste patienter oplever det som ubehageligt, men ikke egentlig smertefuldt. Behandlingen gives ikke én gang for alle. Man skal som regel have flere indsprøjtninger over tid, især i begyndelsen, og derefter tilpasses intervallet efter, hvordan nethinden ser ud på scanningerne.

Målet med behandlingen er først og fremmest at stoppe sygdomsaktiviteten og bevare synet. Hos nogle bliver synet også bedre, især hvis behandlingen starter tidligt, før der er kommet varig skade. Det er vigtigt at have realistiske forventninger. Vi kan ofte dæmpe sygdommen effektivt, men vi kan ikke gøre nethinden yngre eller fjerne allerede opstået arvæv. Derfor er regelmæssig opfølgning en central del af behandlingen. Hvis der igen kommer væske eller blødning, justerer vi behandlingsplanen. I særlige tilfælde kan andre behandlinger komme på tale, men for langt de fleste er anti-VEGF den behandling, der har ændret sygdommens forløb mest markant.

Prognose

Prognosen afhænger især af, hvor tidligt sygdommen opdages, hvor påvirket makula er ved start, og hvordan øjet reagerer på behandlingen. Uden behandling er der betydelig risiko for varigt tab af centralsyn, ofte over relativt kort tid. Med moderne behandling kan vi hos mange patienter stabilisere synet, og en del oplever også en vis bedring. Det er dog meget forskelligt fra person til person. Nogle har et roligt forløb med lange intervaller mellem behandlingerne, mens andre har behov for hyppige indsprøjtninger gennem længere tid.

Selv når behandlingen virker godt, skal man være forberedt på, at sygdommen kræver kontrol og opmærksomhed. Våd AMD er ofte en kronisk tilstand, som kan blusse op igen. Hvis man pludselig ser mere skævt, får en ny mørk plet i synet eller mærker tydelig forværring, skal man ikke vente til næste planlagte tid. Man skal kontakte øjenlæge hurtigt. For mange patienter er det en stor lettelse at vide, at sygdommen kan behandles, men også at behandlingen virker bedst, når vi kommer tidligt ind. Det er derfor, vi lægger så stor vægt på hurtig udredning og tæt opfølgning.