Central serøs chorioretinopati (CSC) er en tilstand, hvor væske siver gennem årehinden og samler sig under nethinden i makula. Dette medfører en afgrænset serøs nethindeløsning, der typisk giver sløret eller forvrænget centralt syn. Tilstanden rammer oftest yngre mænd og er i de fleste tilfælde selvbegrænsende.

 

Hvad er central serøs chorioretinopati?

CSC opstår, når den ydre blod-nethindebarriere (retinalt pigmentepitel, RPE) midlertidigt svigter, så væske fra årehindens blodkar trænger ind under den neurosensoriske nethinde. Det ramte område ligger næsten altid i eller tæt ved makula, hvilket forklarer de karakteristiske centrale synssymptomer. CSC klassificeres som enten akut (selvbegrænsende) eller kronisk (vedvarende eller recidiverende væskeansamling).

 

Sygdomsudvikling

Ved akut CSC opstår der ét eller flere små lækagepunkter i RPE, som tillader choroidal væske at samle sig under nethinden. I de fleste tilfælde lukker lækagepunktet spontant inden for 3–6 måneder, hvorefter væsken reabsorberes, og synet normaliseres. Ved kronisk CSC er lækagen mere diffus og vedvarende, hvilket kan føre til permanent skade på fotoreceptorerne og RPE med varigt synstab. Gentagne episoder kan også føre til udvikling af sekundær epiretinal membran eller i sjældne tilfælde choroidal neovaskularisering.

 

Forekomst

CSC er en af de hyppigste makulopatier og rammer typisk mænd i 30–50-årsalderen. Mænd rammes cirka 6–8 gange hyppigere end kvinder. Tilstanden ses hyppigere hos personer med type A-personlighed og hos dem, der er udsat for højt stressniveau. Incidensen anslås til cirka 10 pr. 100.000 pr. år.

 

Risikofaktorer

Flere faktorer øger risikoen for at udvikle CSC:

  • Kortikosteroidbehandling — Både systemisk og lokal steroidbehandling (inkl. næsespray og hudcreme) er den stærkeste kendte risikofaktor. Steroider bør om muligt seponeres ved CSC.
  • Psykisk stress — Emotionel stress og søvnmangel er associeret med øget risiko, sandsynligvis medieret via forhøjet endogent kortisolniveau.
  • Mandligt køn — Mænd rammes markant hyppigere, muligvis på grund af hormonelle faktorer.
  • Graviditet — CSC kan opstå under graviditet, typisk i tredje trimester, og går som regel spontant i remission efter fødslen.
  • Obstruktiv søvnapnø — Associeret med øget forekomst af CSC, muligvis via systemisk inflammation og forhøjet blodtryk.

 

Diagnostik

Diagnosen stilles på baggrund af symptomer, klinisk undersøgelse og billeddiagnostik:

  • OCT (optisk kohærens tomografi) — Førstevalgsundersøgelsen, der tydeligt viser subretinal væske som et velafgrænset serumfyldt rum mellem nethinden og RPE.
  • OCT-angiografi — Kan påvise abnorm choroidal blodgennemstrømning og udelukke choroidal neovaskularisering uden behov for farvestofinjektion.
  • Fluorescein-angiografi — Viser det klassiske "røgfane"-mønster eller "blækklat"-mønster ved det aktive lækagepunkt i RPE.
  • ICG-angiografi — Viser den underliggende choroidale hyperpermeabilitet og er særligt nyttig ved kronisk CSC med diffus lækage.
  • Fundus autofluorescens — Kan afsløre ældre RPE-skader og er nyttig til at vurdere kroniciteten af tilstanden.

 

Behandling

Behandlingen afhænger af, om CSC er akut eller kronisk:

  • Observation — Ved akut CSC er førstevalget at afvente spontan remission i 3–6 måneder, da de fleste tilfælde går i sig selv.
  • Seponering af steroider — Al steroidbehandling bør stoppes eller reduceres, hvis det er klinisk forsvarligt. Dette er ofte den vigtigste terapeutiske intervention.
  • Fotodynamisk terapi (PDT) — Reduceret-dosis (half-dose) PDT er førstevalgsbehandlingen ved kronisk CSC. Behandlingen reducerer choroidal hyperpermeabilitet og fremmer væskeabsorption.
  • Fokal laserbehandling — Kan anvendes ved veldefinerede lækagepunkter, der ligger i sikker afstand fra fovea. Mindre brugt i dag på grund af risikoen for skotomer.
  • Mineralokortikoid-receptorantagonister — Eplerenon eller spironolacton anvendes af nogle øjenlæger som supplerende medicinsk behandling ved kronisk CSC, men evidensgrundlaget er stadig begrænset.

 

Prognose

Prognosen ved akut CSC er generelt god. Over 90 % af patienterne opnår fuld eller næsten fuld synsnormalisering inden for 3–6 måneder. Dog oplever op mod 30–50 % recidiv inden for det første år. Kronisk CSC har en dårligere prognose, da vedvarende væskeansamling kan medføre irreversibel skade på fotoreceptorerne og RPE med permanent nedsat centralt syn. Subtile forstyrrelser som let nedsat kontrastsyn, mikropsier (objekter opfattes som mindre) eller metamorfopsier (forvrænget syn) kan persistere selv efter fuld væskeabsorption.