Myopisk makuladegeneration (MMD) er en gruppe af strukturelle og degenerative forandringer i makula, som ses ved høj myopi. Tilstanden er en af de vigtigste årsager til permanent, central synsnedsættelse blandt patienter under 60 år og er fremgående i takt med myopi-epidemien. MMD er særligt hyppig hos patienter med aksiallængde over 26 mm eller refraktion højere end −10 dioptrier.

 

Hvad er myopisk makuladegeneration?

MMD opstår, når øjets aksiale forlængelse medfører udtænding af nethinden, choroidea og skleraen i de bagerste dele af øjet. Det giver risiko for myopiske staphylomer, lakerede rifter i Bruchs membran, chorioretinal atrofi og myopisk choroidal neovaskularisering (myCNV). Tilsammen udgør disse forandringer et kompleks, der kompromitterer makulas funktion.

 

Sygdomsudvikling

MMD udvikler sig typisk langsomt, men kan kompliceres af pludselige episoder med myCNV, som giver akut fald i synet og metamorfopsi. Over tid udvider atrofien sig, og til sidst kan det centrale syn gå tabt. Sygdommen opdeles i META-PM-klassifikationen fra kategori 0 (ingen forandringer) til kategori 4 (makulær atrofi), hvortil lægges tre "plus"-tegn: lakerede rifter, myCNV og Fuchs-plet.

 

Forekomst

Prevalensen af MMD stiger globalt i takt med myopi-epidemien. I Danmark ses tilstanden i stigende antal hos patienter i 40'erne og 50'erne, også blandt personer, der ikke tidligere har oplevet øjenkomplikationer. Risikoen for synstruende MMD stiger eksponentielt med aksiallængden.

 

Risikofaktorer

Vigtige risikofaktorer omfatter:

  • Høj myopi — −10 dioptrier eller mere øger risikoen betydeligt.
  • Stor aksiallængde — øjne med aksiallængde > 26 mm har særligt høj risiko.
  • Stigende alder — degenerative forandringer progredierer over tid.
  • Genetik — familier med høj myopi har øget risiko.
  • Tidlig debut af myopi — børn, der bliver højmyope tidligt, har større livstidsrisiko.

 

Diagnostik

Diagnostikken hviler på en kombination af billeddannende undersøgelser. OCT viser atrofi, staphylom, skisis og eventuel myCNV. Fundusfoto og autofluorescens bruges til at kortlægge chorioretinal atrofi, og OCT-angiografi identificerer aktive neovaskulære membraner. Aksiallængden måles med biometri.

 

Behandling

Der findes p.t. ingen behandling af selve atrofien, men komplikationer kan behandles:

  • Anti-VEGF-injektioner — førstevalg ved myopisk CNV og giver typisk stabilisering eller bedring af synet.
  • Lavt synshjælpemidler — svagsynsoptik og digital hjælp ved betydelig synsnedsættelse.
  • Myopikontrol i barndommen — forebyggende strategier reducerer risikoen for fremtidig høj myopi og MMD.
  • Regelmæssig kontrol — hyppige undersøgelser hos patienter med høj myopi for at fange myCNV tidligt.

 

Prognose

Prognosen afhænger af sygdomsstadiet. Tidlig opsporing af myopisk CNV og hurtig anti-VEGF-behandling kan bevare synet. Ved fremskreden atrofi er synstab desværre irreversibelt. Forebyggelse gennem myopikontrol hos børn er det vigtigste våben på lang sigt.