Okulær hypertension betyder, at trykket inde i øjet – det såkaldte intraokulære tryk – er højere end normalt, uden at der er tegn på skade på synsnerven eller andre tegn på grøn stær (glaukom). Det er en tilstand, som i sig selv ikke giver symptomer, men som kan øge risikoen for at udvikle grøn stær over tid. Derfor kræver okulær hypertension regelmæssig kontrol hos øjenlægen.

Hvad er det normale tryk i øjet?

Det normale øjentryk ligger typisk mellem 10 og 21 mmHg (millimeter kviksølvtryk). Trykket opstår som følge af den klare væske, der dannes i øjet og drænes ud gennem et afløbssystem i øjets kammervinkel. Hvis balancen mellem produktion og afløb forstyrres, kan trykket stige.

Ved okulær hypertension måles trykket over 21 mmHg, men uden at man ser tegn på, at øjet eller synsnerven har taget skade.

Hvordan opstår okulær hypertension?

Tilstanden skyldes som regel, at drænet for kammervæsken i øjet ikke fungerer optimalt, så væsken ophobes og trykket stiger. Det kan være en medfødt egenskab ved øjets anatomi eller skyldes aldersrelaterede forandringer.

Andre mulige årsager inkluderer:

  • Arvelig disposition – nogle har naturligt højere tryk
  • Brug af visse øjendråber eller medicin, især steroidholdige præparater
  • Øjenskader eller operationer
  • Tynd hornhinde, som kan gøre trykmålinger mindre præcise og samtidig være en risikofaktor

Det er ikke en sygdom i sig selv, men snarere en risikofaktor for grøn stær (glaukom).

Hvem får okulær hypertension?

Tilstanden ses hyppigere hos:

  • Personer over 40 år
  • Mennesker med nære slægtninge med grøn stær
  • Personer med høj nærsynethed eller tynd hornhinde
  • Personer, der bruger kortikosteroider i øjendråber, tabletter eller inhalatorer
  • Dem med forhøjet blodtryk eller andre kredsløbssygdomme

Det anslås, at omkring 5–10 % af voksne har okulær hypertension, uden at det nødvendigvis udvikler sig til sygdom.

Giver det symptomer?

Nej – okulær hypertension giver ingen symptomer i sig selv. Trykstigning i øjet mærkes ikke, og synet forbliver normalt, så længe synsnerven ikke er påvirket.

Derfor opdages tilstanden ofte ved:

  • Rutineundersøgelser hos optiker eller øjenlæge
  • Undersøgelser i forbindelse med risikofaktorer
  • Som led i udredning af anden øjensygdom

Da tilstanden kan udvikle sig til grøn stær uden advarselstegn, er det vigtigt med opfølgning og kontrolmålinger.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles hos øjenlægen og bygger på flere undersøgelser:

Hvis trykket er forhøjet, men de øvrige undersøgelser er normale, taler man om okulær hypertension.

Hvor stor er risikoen for at udvikle grøn stær?

Personer med okulær hypertension har en øget risiko for at udvikle grøn stær – men det er langt fra alle, der gør det. Risikoen afhænger af flere faktorer:

  • Hvor højt trykket er
  • Synsnervens udseende
  • Tyk- eller tyndhornet øje
  • Alder og arvelighed
  • Eventuelle andre øjensygdomme

Ved et meget højt tryk og risikofaktorer vurderes det ofte nødvendigt at starte behandling, mens man ved et højt tryk i den lavere ende og uden risikofaktorer typisk nøjes med kontroller.

Hvordan behandles tilstanden?

Hvis der ikke er tegn på skade, og risikoen vurderes som lav, vælger man ofte at observere uden behandling, men med regelmæssige kontroller.

Hvis der er høj risiko, kan behandlingen bestå af:

  • Tryksænkende øjendråber, som nedsætter væskeproduktionen eller forbedrer afløbet
  • Selektiv lasertrabekuloplastik, som forbedrer afløbet uden behov for daglig øjendrypning

Behandlingsmålet er at forebygge skade på synsnerven, ikke at kurere en tilstand, der i sig selv ikke generer.

Hvad kan man selv gøre?

Der er ingen kendt livsstilsændring, der med sikkerhed forebygger okulær hypertension, men man kan:

  • Følge øjenlægens kontrolplan
  • Undgå unødvendig brug af steroidholdige øjendråber
  • Informere øjenlægen om familiær grøn stær
  • Være opmærksom på eventuelle nye synsændringer

Hvordan er langtidsudsigterne?

De fleste med okulær hypertension udvikler aldrig grøn stær, især hvis de følges regelmæssigt og behandles ved behov. Med moderne målemetoder og billeddiagnostik opdages ændringer tidligt, så man kan indsætte behandling i tide.

Hvis tilstanden følges korrekt, er udsigten til at bevare synet rigtig god.