Pellucid marginal degeneration (PMD) er en sjælden øjensygdom, hvor den nederste del af hornhinden – øjets klare forside – bliver tyndere og ændrer form. Den udtyndede zone ligger tæt på den nedre kant af hornhinden, og det får hornhinden til at bule ud lidt højere oppe. Det medfører uregelmæssig bygningsfejl og sløret syn. PMD ligner på flere måder en anden hornhindesygdom, keratoconus, men adskiller sig ved placering og form. Tilstanden udvikler sig langsomt og rammer oftest begge øjne.
Sygdomsudvikling
Ved PMD sker der en gradvis udtynding af hornhindens nedre kant – typisk i et bælteformet område 1–2 mm over den nederste kant. Over dette tynde område buler hornhinden ud, hvilket skaber en uregelmæssig overflade og brydningsfejl.
Synsforstyrrelserne opstår, fordi lyset ikke længere brydes korrekt, når det passerer den bulede hornhinde. Tilstanden udvikler sig over måneder til år og fører til stigende nærsynethed og uregelmæssig bygningsfejl, som kan være vanskelig at korrigere med almindelige briller.
PMD medfører sjældent smerter, men hvis hornhinden bliver meget tynd, kan der opstå en revne med væskeindtrængning – en tilstand kaldet akut hydrops.
Forekomst
PMD er en sjælden hornhindelidelse. Den rammer som regel personer i alderen 20–50 år og forekommer hyppigere hos mænd end kvinder. Begge øjne er som regel påvirket, men graden kan variere fra side til side.
Mange tilfælde bliver først opdaget, når synet begynder at ændre sig, og synskorrektion med almindelige briller ikke længere er tilstrækkelig.
Risikofaktorer
Årsagen til PMD er ikke fuldt klarlagt, men den betragtes som en degenerativ lidelse – det vil sige en tilstand, hvor vævet langsomt bliver svagere eller tyndere over tid.
Mulige risikofaktorer og sammenhænge:
- Arvelig tendens – i nogle familier ses flere tilfælde
- Hyppig øjengnidning – kan muligvis forværre tilstanden
- Sammenhæng med andre hornhindesygdomme, som keratoconus, hos enkelte
- Ingen kendt sammenhæng med infektion eller inflammation
Diagnostik
Diagnosen stilles hos en øjenlæge med særligt udstyr til at kortlægge hornhindens form og tykkelse.
Vigtige undersøgelser inkluderer:
- Synstest og refraktion – afslører bygningsfejl og nærsynethed
- Hornhinde topografi – en skanningsmodalitet, der viser hornhindens krumning og afslører det karakteristiske mønster ved PMD
- Pachymetri – måling af hornhindetykkelse, som viser udtynding nederst
- Spaltelampeundersøgelse – bruges til at vurdere hornhindens klarhed og overflade
PMD kan forveksles med keratoconus, men hornhindetopografien afslører forskellen: Ved PMD er tyndheden placeret lavere og mere perifert.
Behandling
Behandlingen afhænger af sygdommens sværhedsgrad og hvor meget synet er påvirket.
Muligheder omfatter:
- Briller – kan hjælpe i de tidlige stadier, men ofte utilstrækkelige ved uregelmæssig bygningsfejl
- Specialdesignede kontaktlinser – f.eks. hårde linser, hybridlinser eller sclerallinser, som kan korrigere for hornhindens ujævnhed
- Corneal cross-linking – en behandling der styrker hornhindens struktur og kan bremse forværring. Anvendes især hos yngre patienter med tegn på progression
- Kirurgi – i fremskredne tilfælde kan hornhindetransplantation eller andre kirurgiske teknikker overvejes, hvis linser ikke giver tilstrækkeligt godt syn
Behandlingen sigter mod at forbedre synet og forhindre yderligere forværring.
Prognose
PMD udvikler sig langsomt og stabiliserer sig hos mange over tid. Med de rette linser og behandling kan de fleste opretholde et godt syn i mange år.
Ved svære tilfælde, hvor kontaktlinser ikke længere er tilstrækkelige, kan kirurgi overvejes. Risikoen for alvorlige komplikationer som akut hydrops eller hul på hornhinden er lav, men eksisterer – især hvis tilstanden får lov at løbe løbsk.
