Recidiverende hornhindeerosion er en tilstand, hvor det yderste cellelag på hornhinden (cornea-epitelet) gentagne gange løsner sig spontant. Det medfører pludselige, intense smerter, tåreflåd og lysoverfølsomhed — oftest ved opvågning om morgenen. Tilstanden er en af de hyppigste årsager til akutte henvendelser i dansk øjenpraksis og kan i udtalte tilfælde påvirke livskvaliteten betydeligt.
Hvad er recidiverende hornhindeerosion?
Ved recidiverende hornhindeerosion hæfter hornhindens epitelceller sig utilstrækkeligt til den underliggende basalmembran og Bowmans lag. Normalt er epitelet forankret via hemidesmosomer og ankringsfibriller, men ved denne tilstand er disse strukturer defekte eller ufuldstændigt gendannede. Resultatet er, at epitelet gentagne gange rives løs — særligt under søvn, hvor øjenlågene klæber til hornhindeoverfladen og udøver mekanisk træk ved øjenåbning. Tilstanden benævnes også recurrent erosion syndrome (RES) i international litteratur.
Sygdomsudvikling
Sygdommen starter typisk efter et mekanisk traume mod hornhinden, fx en ridse fra en fingernegl, papirkant eller gren. Selvom det oprindelige sår på hornhinden heler inden for få dage, forbliver den underliggende forankring defekt. De første recidiver opstår typisk uger til måneder efter det initiale traume, men kan også debutere spontant hos patienter med hornhindedystrofier. Episoderne kan variere fra milde med let ubehag til svære med komplet epitelafløsning og udtalt smerte. Over tid kan gentagne erosioner føre til subepithelial fibrose og let nedsat syn, samt disponere for sekundær keratitis.
Forekomst
Recidiverende hornhindeerosion er en hyppig tilstand, der ses jævnligt i både akutte øjenklinikker og ambulante øjenafdelinger i Danmark. Den præcise incidens er vanskelig at opgøre, da milde tilfælde ofte håndteres i almen praksis. Tilstanden rammer alle aldersgrupper, men ses hyppigst hos voksne i den erhvervsaktive alder. Der er en let overvægt af kvinder. Bilateral involvering forekommer, særligt ved underliggende dystrofi.
Risikofaktorer
Flere faktorer øger risikoen for udvikling af recidiverende hornhindeerosion:
- Tidligere hornhindetraume. En forudgående abrasio cornea er den hyppigste udløsende årsag — selv lette overfladiske skader kan medføre defekt epitelforankring.
- Epitelial basalmembrandystrofi (EBMD). Denne dystrofi, også kaldet map-dot-fingerprint-dystrofi, er den hyppigste disponerende faktor ved bilateral eller spontan recidiverende erosion.
- Tørre øjne. Nedsat tårefilm øger friktionen mellem øjenlåg og hornhinde, hvilket forværrer risikoen for epitelafløsning.
- Diabetes mellitus. Patienter med diabetes har nedsat hornhindesensitivitet og kompromitteret epithelheling, hvilket øger risikoen.
- Søvnrelaterede faktorer. Inkomplet øjenlukke under søvn (lagoftalmus) eller brug af CPAP-masker kan forværre tilstanden.
Diagnostik
Diagnosen stilles primært klinisk ud fra den karakteristiske sygehistorie med gentagne episoder af pludselige smerter ved opvågning, ledsaget af tåreflåd og lysoverfølsomhed. Ved spaltelampeundersøgelse kan man i den akutte fase se et løstsiddende eller manglende epitel, typisk med uregelmæssige kanter. Fluorescein-farvning viser uptake i det afficerede område. Uden for episoderne kan man se tegn på defekt forankring i form af epiteliale mikrocyster, map-dot-fingerprint-forandringer eller irregulær epiteloverflade. Det er vigtigt at undersøge begge øjne, da fund af EBMD-forandringer i det kontralaterale øje kan understøtte diagnosen.
Behandling
Behandlingen afhænger af sværhedsgraden og hyppigheden af episoderne:
- Konservativ behandling. Ved milde tilfælde er førstevalget intensiv smøring med kunstig tårevæske i dagtimerne og anvendelse af øjensalve (fx hypromellose eller paraffinsalve) ved sengetid. Salven skaber en barriere mellem øjenlåg og hornhinde, som reducerer mekanisk påvirkning under søvn. Denne behandling bør forsøges i mindst 3–6 måneder.
- Terapeutisk kontaktlinse. Ved akutte episoder kan en bandagekontaktlinse appliceres for at beskytte det eksponerede stroma og reducere smerter, mens epitelet regenererer.
- Anterior stromal punktur (ASP). Ved recidiv trods konservativ behandling kan anterior stromal punktur udføres. En fin nål bruges til at lave små punkturer i Bowmans lag i det afficerede område, hvilket stimulerer dannelse af nye forankringsstrukturer. Proceduren udføres typisk uden for det centrale synsfelt.
- Diamantbørslibning. Superficiel keratektomi med diamantbør fjerner det løse epitel og den defekte basalmembran, så et nyt epitellag med intakte forankringer kan dannes. Denne metode er effektiv ved diffuse forandringer og recidiverende tilfælde, der ikke responderer på punktur.
- Fototherapeutisk keratektomi (PTK). Excimer-laserbehandling kan anvendes ved refraktære tilfælde til at fjerne det superficielle corneale væv og skabe en glat overflade for re-epitelialisering. PTK har en høj succesrate, men reserveres typisk til patienter, der ikke responderer på de øvrige interventioner.
Prognose
Prognosen for recidiverende hornhindeerosion er generelt god. De fleste patienter opnår langvarig symptomlindring med konservativ behandling alene, og de kirurgiske behandlingsmuligheder har høje succesrater. Anterior stromal punktur og diamantbørslibning medfører resolution af symptomerne hos omkring 80–90 % af patienterne. Ved underliggende dystrofi kan tilstanden dog være mere langvarig, og enkelte patienter oplever recidiv trods behandling. Tidlig og korrekt diagnostik er vigtig for at undgå unødig behandling for tørre øjne alene, da recidiverende hornhindeerosion kræver en mere målrettet tilgang. Regelmæssig smøring ved sengetid bør opretholdes i en længere periode efter en episode for at forebygge nye recidiver.
