Druser er små gule eller gullighvide aflejringer, der kan dannes under nethinden, især i den centrale del kaldet makula. De består af affaldsstoffer fra cellerne i nethinden og ses hyppigst hos ældre mennesker. Druser er et af de tidligste tegn på aldersrelateret makuladegeneration (AMD), men mange mennesker med druser har ikke symptomer og behøver aldrig at udvikle øjensygdom. Antallet, størrelsen og typen af druser har betydning for, hvor stor risikoen er for at udvikle nedsat syn eller fremskreden AMD.
Sygdomsudvikling
Druser opstår som følge af ændringer i nethindens støtteceller, som med alderen bliver mindre effektive til at bortskaffe affaldsstoffer. Disse stoffer ophobes under det lag af celler, der kaldes nethindens pigmentepitel, og danner druser. Der findes forskellige typer af druser:
- Små druser (under 63 mikrometer) – betragtes ofte som en normal aldersforandring
- Mellemstore druser – kan være tidlige tegn på aldersrelaterede makuladegeneration
- Store druser – har uregelmæssige former og er forbundet med øget risiko for udvikling af aldersrelateret makuladegeneration
- Retikulære pseudodruser – en særlig type, der ligger i andre lag og er forbundet med højere sygdomsrisiko
Druserne i sig selv påvirker ikke nødvendigvis synet, men hvis de vokser eller ledsages af andre forandringer i nethinden, kan det føre til synsforstyrrelser.
Forekomst
Druser er meget hyppige blandt ældre voksne og betragtes i deres mindste form som en del af den normale aldringsproces i øjet. De findes hos op mod halvdelen af personer over 60 år og bliver mere almindelige med alderen.
Forekomsten af større og mere uregelmæssige druser er lavere og ses især hos personer med tidlige tegn på aldersrelateret makuladegeneration. Druser ses typisk i begge øjne, men kan være mere udbredte i det ene.
Risikofaktorer
Udviklingen af druser og deres betydning for øjets sundhed afhænger af flere faktorer. De vigtigste risikofaktorer for at få druser og for, at de udvikler sig til øjensygdom, er:
- Alder – den vigtigste risikofaktor
- Arvelig disposition – forekomst af AMD i familien
- Rygning – øger risikoen markant
- Lys hud og blå øjne – mulig øget følsomhed for lysrelateret skade
- Dårlig kost – lavt indtag af grøntsager og antioxidanter
- Højt blodtryk og hjerte-kar-sygdom
Selvom mange har druser, er det kun en mindre andel, der udvikler synstruende sygdom.
Diagnostik
Druser opdages ved undersøgelse hos øjenlæge og kræver ofte specialudstyr for at kunne klassificeres præcist.
De vigtigste undersøgelser omfatter:
- Undersøgelse med spaltelampe og undersøgelse af nethinden – lægen kan se de gule aflejringer i makula
- Farvefotos af nethinden – dokumenterer placering og udseende
- Optisk kohærens tomografi (OCT) – viser drusernes placering og effekt på nethindens struktur
OCT er særligt nyttigt til at følge udviklingen over tid og til at vurdere, om der er risiko for udvikling af AMD.
Behandling
Druser kræver ikke behandling. Studier af lysbaseret behandling af druser viste, at det ikke giver en meningsfyldt gevinst for patienter, men derimod udsætter dem for en højere risiko for komplikationer. I stedet bør fokus være på at forebygge at druserne udvikler sig til fremskreden AMD. Følgende er vist at have nogen effekt:
- Rygestop
- Sund kost rig på grøntsager og omega-3-fedtsyrer
- Fysisk aktivitet
- Kosttilskud – i nogle tilfælde anbefales vitamin- og mineraltilskud (AREDS2-formulering)
Prognose
Hos mange personer forbliver druser stabile og uden betydning for synet i mange år. Især små druser udgør sjældent en risiko. Hos andre kan druser være et forvarsel om udvikling af aldersrelateret makuladegeneration, særligt hvis de er store eller ledsages af pigmentforandringer i nethinden. Hvis der udvikles karnydannelser (våd AMD), kan man behandle med øjensprøjter med anti-VEGF, og evt. hjælpemidler kan afhjælpe synsnedsættelse. Det perifere syn forbliver oftest intakt, selv ved sygdomsudvikling.
