Retikulære pseudodruser er små aflejringer, der kan opstå i øjets nethinde hos ældre mennesker og især hos personer med aldersrelateret makuladegeneration (AMD). I modsætning til de mere kendte “klassiske” druser, som ligger under nethindens pigmentlag, ligger retikulære pseudodruser oven på dette lag – nærmere øjets indre. De ses typisk som et netmønster eller små pletter i makulaområdet og forbindes med en øget risiko for udvikling af fremskreden AMD. Retikulære pseudodruser giver sjældent symptomer i sig selv, men de er et vigtigt tegn på øget sygdomsaktivitet i øjet og kan være med til at vurdere fremtidig risiko for synstab.
Sygdomsudvikling
Retikulære pseudodruser opstår, når affaldsstoffer fra cellerne i nethinden hober sig op på den indre side af pigmentepitelet – i det område, der vender ind mod glaslegemet. Det er ikke fuldt forstået, hvorfor disse aflejringer dannes, men de menes at være forbundet med ændringer i nethindens støtteceller og blodkar.
Over tid kan pseudodruserne medføre, at nethindens celler fungerer dårligere. De er især forbundet med den tørre form for aldersrelateret makuladegeneration og med tab af det yderste lag af fotoreceptorer. I nogle tilfælde kan de også være forbundet med en øget risiko for udvikling af våd AMD, hvor unormale blodkar vokser ind under nethinden.
Forekomst
Retikulære pseudodruser ses hyppigst hos ældre personer og især hos dem med aldersrelateret makuladegeneration. De findes oftere hos kvinder end hos mænd og opdages typisk i alderen over 70 år. Da de ikke altid giver symptomer og kan være svære at se ved almindelig øjenundersøgelse, er det sandsynligt, at mange tilfælde ikke bliver opdaget uden brug af avanceret billeddiagnostik.
Forekomsten øges med alderen og ses hyppigere hos personer, der allerede har andre tegn på AMD, som almindelige druser eller geografisk atrofi.
Risikofaktorer
Retikulære pseudodruser opstår som led i aldersforandringer i øjet, men flere risikofaktorer er identificeret:
- Høj alder – især over 70 år
- Kvindekøn
- Aldersrelateret makuladegeneration (AMD)
- Rygning, som øger risikoen for AMD generelt
- Genetisk disposition, især visse variationer i gener relateret til immunsystemet og fedtomsætning
- Hjerte-kar-sygdomme og forhøjet blodtryk kan muligvis også spille en rolle
De samme risikofaktorer, som øger sandsynligheden for at udvikle AMD, gælder derfor også for retikulære pseudodruser.
Diagnostik
Retikulære pseudodruser opdages ikke let ved almindelig undersøgelse med spaltelampe. De kræver ofte avanceret billeddannelse, da de ligger i lag af nethinden, som ikke er tydeligt synlige uden specialudstyr.
De vigtigste undersøgelser omfatter:
- Optisk kohærens tomografi (OCT) – den mest præcise metode til at visualisere placeringen og udstrækningen af pseudodruserne
- Autofluorescensbilleder – viser de karakteristiske netmønstre i nethinden
- Farvefundusbilleder – kan i nogle tilfælde afsløre små lyse aflejringer
- OCT-angiografi – anvendes, hvis der er mistanke om nye blodkar som ved våd AMD
OCT er den primære metode til at skelne mellem almindelige druser og retikulære pseudodruser.
Behandling
Der findes ingen behandling, som specifikt fjerner retikulære pseudodruser. De i sig selv kræver ikke behandling, men deres tilstedeværelse er vigtig, fordi de signalerer øget risiko for udvikling af fremskreden AMD – især den tørre form med svind i nethindens celler (geografisk atrofi).
Fokus er derfor på:
- Forebyggelse og overvågning – regelmæssige kontroller hos øjenlæge
- Livsstilsændringer – rygestop, sund kost og eventuelt kosttilskud (antioxidanter)
- Tidlig behandling af våd AMD, hvis der udvikles nye blodkar
- Synshjælpemidler og støtte, hvis der opstår varig synsnedsættelse
Prognose
Retikulære pseudodruser i sig selv fører ikke nødvendigvis til synstab, men de øger risikoen for at udvikle fremskreden aldersrelateret makuladegeneration. Risikoen for nedsat syn afhænger derfor ikke kun af pseudodruserne, men af hvorvidt der opstår yderligere nethindeskader som geografisk atrofi eller karnydannelse.
Personer med disse forandringer bør være opmærksomme på nye symptomer som forvrænget syn, sløring eller mørke pletter i midten af synsfeltet. Tidlig opdagelse af komplikationer giver bedre mulighed for at bevare synet.
