Endoftalmitis er en svær infektion inde i øjet, som oftest opstår som komplikation til øjenkirurgi eller penetrerende øjenskade. Tilstanden er sjælden, men den er en af de mest frygtede komplikationer i oftalmologien, fordi den uden hurtig behandling kan føre til permanent og svært synstab. Akut diagnostik og behandling er altafgørende.

 

Hvad er endoftalmitis?

Endoftalmitis betegner en infektion i øjets indre hulrum, herunder glaslegemet og det forreste kammer (kammervæsken). Infektionen kan være forårsaket af bakterier, svampe eller i sjældne tilfælde parasitter. Man skelner mellem eksogen endoftalmitis (hvor mikroberne introduceres udefra, typisk via kirurgi eller traume) og endogen endoftalmitis (hvor mikroberne spredes via blodbanen fra et infektionsfokus andetsteds i kroppen).

 

Sygdomsudvikling

Ved eksogen endoftalmitis introduceres mikroorganismer direkte i øjet under et kirurgisk indgreb eller ved en perforerende skade. Bakterierne formerer sig hurtigt i det næringsrige intraokulære miljø og udløser en voldsom inflammatorisk reaktion med massiv infiltration af hvide blodlegemer. Denne proces kan destruere nethindens fotoreciptorer og øjets øvrige strukturer inden for timer til dage. Ved endogen endoftalmitis spredes mikroorganismer hæmatogent (via blodet), og forløbet kan være mere snigende. Svampeendoftalmitis (ofte forårsaget af Candida) har typisk et langsommere forløb end bakteriel endoftalmitis.

 

Forekomst

Postoperativ endoftalmitis efter kataraktoperation forekommer med en hyppighed på ca. 0,03–0,1 % (1 ud af 1.000–3.000 operationer). Risikoen er noget højere efter andre intraokulære indgreb og efter intravitreale injektioner (ca. 0,02–0,05 % per injektion). Endogen endoftalmitis er langt sjældnere og ses primært hos immunsupprimerede patienter eller patienter med intravenøst misbrug.

 

Risikofaktorer

Flere faktorer øger risikoen for endoftalmitis:

  • Øjenkirurgi — Kataraktkirurgi er den hyppigste forudgående procedure, men alle intraokulære indgreb medfører risiko, herunder vitrektomi, trabekulektomi og kornealtransplantation.
  • Intravitreale injektioner — Anti-VEGF-injektioner i glaslegemet medfører en lille, men reel risiko ved hver enkelt behandling.
  • Penetrerende øjenskade — Åbne øjenskader med forurening medfører betydelig risiko for traumatisk endoftalmitis.
  • Immunsuppression — Diabetes, HIV, kemoterapi og andre tilstande med nedsat immunforsvar øger risikoen for både eksogen og endogen endoftalmitis.
  • Kronisk blefaritis — Øget bakteriebelastning på øjenlågsranden kan øge risikoen ved kirurgi.

 

Diagnostik

Diagnosen stilles primært klinisk, suppleret med mikrobiologisk prøvetagning:

  • Klinisk præsentation — Typiske symptomer omfatter hurtig synsnedsættelse, tiltagende øjensmerter, rødt øje og hævelse af øjenlåg. Ved spaltelampeundersøgelse ses celler og flare i det forreste kammer, ofte med hypopyon (pus i forreste kammer).
  • Glaslegemeprøve (vitreous tap) — Der aspireres materiale fra glaslegemet til dyrkning og resistensbestemmelse for at identificere den ansvarlige mikroorganisme.
  • Kammervæskeaspiration — Supplerende prøve fra det forreste kammer kan øge den diagnostiske sensitivitet.
  • Ultralydsscanning (B-scan) — Anvendes, når fundusinspektion er umulig på grund af uklare medier, for at vurdere glaslegemetilstanden og udelukke nethindeløsning.

 

Behandling

Endoftalmitis kræver akut behandling:

  • Intravitreal antibiotikainjektion — Injektion af bredspektrede antibiotika (typisk vancomycin og ceftazidim) direkte i glaslegemet er hjørnestenen i behandlingen og bør iværksættes hurtigst muligt.
  • Vitrektomi — Pars plana-vitrektomi overvejes ved svær endoftalmitis (synsstyrke på lyssans eller dårligere), da fjernelse af inficeret glaslegemet kan forbedre prognosen. Endoftalmitis Vitrectomy Study (EVS) viste signifikant bedre resultat med akut vitrektomi hos patienter med meget dårligt udgangssyn.
  • Systemisk antibiotikabehandling — Anvendes som supplement, særligt ved endogen endoftalmitis, hvor det underliggende infektionsfokus også skal behandles.
  • Topikale og periokulære steroider — Kan reducere den intraokulære inflammation, men indledes typisk først efter antibiotisk behandling er iværksat.

 

Prognose

Prognosen afhænger af den forårsagende mikroorganisme, tidspunktet for behandlingsstart og sværhedsgraden ved præsentationen. Ved postoperativ endoftalmitis forårsaget af koagulase-negative stafylokokker (den hyppigste årsag efter kataraktkirurgi) opnår mange patienter et acceptabelt funktionelt syn efter behandling. Ved mere virulente organismer som Staphylococcus aureus, Streptococcus-arter eller gramnegative bakterier er prognosen væsentligt dårligere, og permanent svært synstab forekommer trods optimal behandling. Endogen endoftalmitis og svampeendoftalmitis har generelt en dårligere visuel prognose. Tidlig erkendelse og akut behandling er de vigtigste prognostiske faktorer.