Hornhindeektasi er en progredierende udtynding og udbuling af hornhinden, der i sjældne tilfælde kan optræde efter refraktiv laserkirurgi — særligt LASIK. Tilstanden minder klinisk og morfologisk om keratokonus og kan medføre betydeligt synstab, hvis den ikke opdages og behandles i tide. Derfor er risikovurdering før laseroperation afgørende.

 

Hvad er postoperativ ektasi?

Postoperativ hornhindeektasi opstår, når hornhindens biomekaniske styrke er utilstrækkelig til at modstå det intraokulære tryk efter kirurgisk udtynding. Resultatet er en gradvis udbulning, der fører til stigende myopi, irregulær astigmatisme og nedsat synsskarphed. Tilstanden blev beskrevet kort efter LASIK blev udbredt, og forekomsten ligger på under 0,1 % af behandlede patienter med moderne screening.

 

Risikofaktorer

Flere faktorer øger risikoen for udvikling af ektasi efter refraktiv kirurgi.

  • Forme fruste keratokonus — subklinisk keratokonus overset ved screening.
  • Tynd hornhinde — se tynde hornhinder; udgangstykkelse under 500 µm.
  • Høj myopi — kræver mere vævsfjernelse.
  • Lavt residual stromal bed — restvæv efter ablation under 250 µm.
  • Ung alder — større biomekanisk variabilitet.
  • Familiær disposition — keratokonus i familien.

 

Symptomer

Ektasi udvikler sig langsomt og typisk 6–18 måneder efter operationen, men kan også opstå år senere. De første tegn er en gradvis forringelse af det ukorrigerede syn, stigende myopi og en ny irregulær astigmatisme. Patienten oplever ofte dobbeltsyn og skygger om lyskilder, især om natten. Senere kan brillekorrektion være utilstrækkelig.

 

Diagnostik

Diagnosen stilles ved kombineret klinisk undersøgelse og billeddiagnostik.

  • Hornhindetopografi — se topografi og pachymetri; viser asymmetrisk stejling.
  • Pachymetri — se pachymetri; fokal udtynding.
  • Biomekanisk analyse — Corvis ST eller ORA viser nedsat hornhinderesistens.
  • OCT af hornhinden — visualiserer lokale tyndheder.
  • Refraktion — stigende myopi og irregulær astigmatisme.

 

Behandling

Behandlingen afhænger af sygdommens sværhedsgrad.

  • Kontaktlinser — sklerallinser eller RGP-linser til korrektion af irregulær overflade.
  • Crosslinking — se crosslinking; standardiseret behandling ved progression.
  • Intrastromale hornhinderinge — se ICRS; reducerer astigmatisme og stejling.
  • Topografi-guidet PRK — forsigtig normalisering af overfladen i udvalgte tilfælde.
  • Hornhindetransplantation — se keratoplastik; ved avanceret sygdom.

 

Forebyggelse

Den vigtigste forebyggelse er grundig patientudvælgelse. Moderne screeningsprotokoller kombinerer topografi, pachymetri, biomekanik og epitelkortlægning. Patienter med mistanke om subklinisk keratokonus frarådes LASIK og tilbydes i stedet overfladebehandlinger som PRK eller alternativer som ICL. Ved høj myopi eller tynd hornhinde kan SMILE overvejes frem for LASIK.

 

Perspektiv

Hornhindeektasi er en sjælden, men alvorlig komplikation til refraktiv kirurgi. Med moderne screening og tidlig crosslinking-behandling kan progressionen typisk standses, og de fleste patienter bevarer et godt syn. Alle patienter, der har fået laseroperation, bør følges med regelmæssig topografi i mindst to år efter indgrebet.