Okulær toxocariasis er en sjælden, men alvorlig parasitær øjeninfektion, der skyldes larver fra spormemaet Toxocara canis eller Toxocara cati. Tilstanden ses hyppigst hos børn og kan give udtalt, ensidigt synstab, hvis den ikke opdages i tide.
Hvad er okulær toxocariasis?
Toxocariasis er en zoonose, hvor mennesket er utilsigtet vært for larverne fra hunde- og katteorme. Når æg fra afkørt hundeafforing sluges, klækkes de i tarmen, og larverne vandrer via blodet til forskellige organer, herunder øjet. I øjet kan en enkelt larve udløse en granulomatøs betagelse i nethinden eller glaslegemet.
Sygdomsudvikling
Forløbet afhænger af, hvor larven lejrer sig. Man skelner mellem tre kliniske former: posterior pol-granulom med centralt synstab, perifert granulom, der kan give trækning i nethinden, og kronisk endophthalmitis med udbredt intraokulær betagelse. Inflammationen kan føre til nethindeløsning, membrandannelse og permanent synsskade.
Forekomst
Okulær toxocariasis ses typisk hos børn mellem 2 og 10 år, oftest ensidigt. I Danmark er tilstanden sjælden, men den er vigtig at kende på grund af differentialdiagnostisk overlap med retinoblastom. Kontakt med hvalpe og katte samt manglende håndhygiejne øger risikoen.
Risikofaktorer
Smitten sker via oralt indtag af æg fra forurenet jord eller fra urene hænder efter leg med hvalpe eller kattekillinger. Risikoen er størst hos små børn, der putter hænder og legegenstande i munden.
- Kontakt med hvalpe eller killinger — unge dyr har høj udskillelse af parasitæg.
- Leg i sandkasser — forurenede sandkasser og legepladser er klassiske smittekilder.
- Manglende håndhygiejne — barnet putter forurenede hænder eller genstande i munden.
- Gepofagi — børn der spiser jord har markant øget risiko.
Diagnostik
Diagnosen stilles klinisk ved fundoskopi, hvor man finder et hvidligt granulom i nethinden eller glaslegemet. OCT og ultralyd kan vise granulomets udbredning. Serologisk prøve med ELISA bruges til at bekræfte eksponering, og ved diagnostisk tvivl kan glaslegemeprøve undersøges for antistoffer. Det er vigtigt at udelukke retinoblastom.
Behandling
Behandlingen er individuel og afhænger af inflammationsgrad og synspotentiale. Anti-inflammatorisk behandling med kortikosteroider er grundstenen for at dæmpe den immunologiske reaktion. Anti-helmintika anvendes kun i udvalgte tilfælde, da larven ofte er død, når granulomet erkendes.
- Systemiske kortikosteroider — dæmper den inflammatoriske reaktion omkring larven.
- Intravitreal injektion — steroid direkte i glaslegemet ved kraftig inflammation.
- Kirurgi — vitrektomi ved trækning i nethinden, membrandannelse eller nethindeløsning.
- Amblyopibehandling — okklusion ved ensidigt synstab hos små børn.
Prognose
Prognosen er stærkt afhængig af, hvor granulomet er placeret, og om behandling startes tidligt. Perifere granulomer har bedre prognose end centrale læsioner, der ofte efterlader et blivende synstab. Forebyggelse gennem regelmæssig ormekur af kæledyr, god håndhygiejne og afdækning af sandkasser er vigtige tiltag.
