Orbita er den benede hulhed i kraniet, der omgiver og beskytter øjebolden. De to orbita er parrede strukturer, der åbner fremad og konvergerer let mod midtlinjen. Foruden øjebolden rummer orbita syv øjenmuskler, to nerver, blodkar, fedt og tærevæv — alt det, der er nødvendigt for at øjet kan se og bevæge sig.

 

Hvad er orbita?

Orbita er en kegleformet benet hulhed opbygget af syv knogler: os frontale, os zygomaticus, os maxillaris, os lacrimale, os ethmoidale, os sphenoidale og os palatinum. Rumfanget er ca. 30 ml, og øjebolden fylder ca. en tredjedel. Resten er fedt, muskler og binde væv. Orbitas vægge er tynde, særligt den mediale og den nedre væg, som kan brydes ved stumpe traumer (blowout-fraktur).

 

Hvordan fungerer det?

Orbita beskytter øjebolden mekanisk mod ydre påvirkninger. De seks ekstraokulære øjenmuskler — fire rette og to skrå muskler — udspringer fra orbitavæggene og styrer øjets bevægelser. Synsnerven går gennem canalis opticus i bageenden af orbita til hjernen. Tærevævet sidder i orbital-fossa i det ovre-laterale hjørne.

 

Betydning for synet

Orbitas integritet er afgørende for synet. Sygdomme der ekspanderer i orbita — tumorer, betandelse eller thyreoidea-sygdom — kan klæmme synsnerven og give synstab. Orbitas position sikrer, at begge øjnes synsfelt overlapper, så vi opnår dybdesyn. Fejlstilling af øjebolden kan give dobbeltsyn.

 

Hvad kan gå galt?

En række tilstande påvirker orbita specifikt:

  • Graves orbitopati — fortykkelse af øjenmuskler og fedtvæv giver fremstående øjne og trykforlemmelse.
  • Orbital cellulitis — bakteriel infekion i orbitalt fedtvæv kræver akut behandling.
  • Kavernst hæmangiom — g odartede k arhæmangiomer er den hyppigste primere orbital tumor.
  • Eksoftalmus (proptose) — øjebolden presses fremad af en ekspanderende masse i orbita.
  • Enoftalmus — øjebolden trækker sig ind; ses efter alvorlige orbitafrakturer.

 

Sådan undersøges det

Orbita kan undersøges klinisk ved måling af øjeboldens position med eksoftalmometer (Hertel), vurdering af øjenbevægelse og synsfelt. Billeddannelse med CT eller MR-scanning giver nøjagtige oplysninger om orbitale strukturer. Ultralyd kan bruges til at karakterisere orbitale læsioner ved sengelejet.