Granulær hornhindedystrofi er en arvelig sygdom, der rammer hornhinden og medfører tiltagende aflejringer af hyalinmateriale i det stromale væv. Aflejringerne fremstår som velafgrænsede, hvide, kornede (granulære) uklarheder, der med tiden kan påvirke synet. Tilstanden nedarves autosomal dominant og er en af de hyppigste stromale hornhindedystrofier.
Hvad er granulær hornhindedystrofi?
Granulær hornhindedystrofi skyldes en mutation i TGFBI-genet (transforming growth factor beta-induced), som koder for proteinet keratoepithelin. Den defekte proteinproduktion fører til aflejring af hyalinmateriale i hornhindens stroma. Aflejringerne beskrives klassisk som “breadcrumb-lignende” eller “snefnuglignende” hvide prikker, der er skarpt afgrænsede med klar hornhinde imellem. Der skelnes mellem to hovedtyper: type 1 (klassisk granulær dystrofi, Groenouw type I) med rene hyalinaflejringer, og type 2 (Avellino-dystrofi) med kombinerede hyalin- og amyloidaflejringer.
Sygdomsudvikling
Aflejringerne udvikler sig gradvist fra barndommen eller den tidlige voksenalder. I begyndelsen er de små og centrale, placeret i det anteriore stroma. Med årene vokser de i antal og størrelse og kan brede sig dybere i stromaet. Hornhinden mellem aflejringerne forbliver klar, hvilket adskiller granulær dystrofi fra andre hornhindedystrofier. Hos homozygote patienter (to kopier af mutationen) er forløbet mere aggressivt med tidligere og tættere aflejringer.
Forekomst
Granulær hornhindedystrofi forekommer verdensomspændende, men er bedst beskrevet i skandinaviske og europæiske befolkninger. Den præcise prævalens i Danmark er ikke opgjort, men tilstanden ses regelmæssigt i øjenklinikker. Autosomal dominant arvegang betyder, at hvert barn af en ramt forælder har 50 % risiko for at arve mutationen.
Risikofaktorer
Den primære risikofaktor er genetisk:
- Familiær disposition — autosomal dominant arvegang med høj penetrans. En forælder med sygdommen giver 50 % risiko for afkom.
- Homozygoti — når begge forældre bærer mutationen, får barnet en sværere form med tidligere synspåvirkning.
- Hornhindekirurgi — efter kornealtransplantation eller laserbehandling kan aflejringerne recidivere i transplantatet eller det behandlede område, da det resterende værtseepitel fortsat producerer det defekte protein.
Diagnostik
Diagnosen stilles klinisk ved spaltelampeundersøgelse, der viser de karakteristiske velafgrænsede, hvide, krummeformsede aflejringer i det centrale anteriore stroma. Hornhinden imellem aflejringerne er klar, og perifere områder er typisk ikke påvirket i de tidlige stadier. Konfokalmikroskopi kan supplere vurderingen. Genetisk testning af TGFBI-genet bekræfter diagnosen og er særligt vigtig før refraktiv kirurgi, da laserbehandling som LASIK er kontraindiceret ved TGFBI-mutationer på grund af risiko for forværring. Differentialdiagnostisk skal tilstanden adskilles fra Fuchs’ endoteldystrofi, EBMD, lattice-dystrofi og båndulær keratopati.
Behandling
Behandlingen afhænger af synspåvirkningen:
- Observation — i tidlige stadier med intakt syn er der sjældent behov for indgreb. Regelmæssig kontrol hos øjenlægen monitorerer progressionen.
- Fototerapeutisk keratektomi (PTK) — overfladiske aflejringer kan fjernes med excimerlaser. PTK er førstevalg ved synspåvirkende aflejringer i det anteriore stroma og giver ofte god, om end midlertidig, bedring.
- Kornealtransplantation — ved svært synspåvirket hornhinde kan penetrerende keratoplastik (PKP) eller lamellær keratoplastik være nødvendig. Recidiv i transplantatet forekommer over år, da værtsepitelet fortsat producerer det abnorme protein.
- Smørende øjendråber — kan lindre overfladisk ubehag ved recidiverende erosioner, som ses ved nogle typer hornhindedystrofi.
Prognose
Prognosen afhænger af dystrofiens type og patientens genotype. Heterozygote patienter med type 1 bevarer typisk brugbart syn i mange årtiér, og behandling med PTK kan udsætte behovet for transplantation væsentligt. Homozygote patienter har et mere aggressivt forløb med tidligere behov for kirurgi. Recidiv efter både PTK og kornealtransplantation er velkendt, men gentagne behandlinger er mulige. Genetisk rådgivning anbefales til familier med påvist TGFBI-mutation for at informere om arvegang og implikationer for fremtidig øjenkirurgi.
